Politiken skriver / Udland:
Fransk medansvar i Rwanda
Stormagterne bevæbnede bødlerne i Rwanda og udløste et
folkedrab
Af Michael Seidelin, Politiken, Paris
I foråret 1994 myrdede to millioner fra hutu-stammen i Rwanda mellem 800.000
og 1,2 millioner af deres landsmænd fra tutsi-stammen. End ikke i Tyskland
deltog
så mange civile aktivt i myrderierne på jøder, fastslår anklagere og
jurister ved FNs
særlige domstol for krigsforbrydelser i Rwanda.
Folkemordet i Rwanda skiller sig også ud på en anden måde: Vestlige lande med
Frankrig i spidsen kendte til forberedelserne og leverede de våben, der
blev brugt i
massakrerne.
I disse dage ruller en fransk undersøgelseskommission dramaet op efter godt tre
års forsøg på at skjule Frankrigs medansvar.
- Allerede i 1990 modtog det franske udenrigsministerium den ene indberetning
efter den anden om massakrer på tutsier. Intet skete.
Tværtimod fortsatte den franske hjælp til Rwandas hutu-hær. Der blev leveret
tonsvis af våben, fortæller historikeren og Afrika-eksperten Gerard Prugnier.
I New York overhørte FN med den nuværende generalsekretær Kofi Annan i
spidsen (dengang chef for FNs humanitære afdeling) appeller fra FN-officerer i
Rwanda om at hindre massakrerne, fortalte den canadiske general, Romeo
Dallaire, FN-domstolen under en afhøring i februar.
Under afhøringen brød general Dallaire, der kommanderede en FN-enhed i
Rwanda, sammen i gråd.
Hele sandheden kom ikke frem. For Kofi Annan har sat meget snævre rammer for,
hvad tidligere FN-officerer må sige - selvom det er til FNs egen domstol.
STAMMEKONFLIKT
Startskuddet til tragedien lød den 6. april 1994 i form af affyringen af to
SAM-missiler mod et fransk Falcon-fly, der transporterede præsidenterne fra
Rwanda og Burundi tilbage til Rwandas hovedstad Kigali efter et internationalt
møde.
Rwandas præsident Habyarimana var fra hutu-stammen, der talmæssigt
dominerede i Rwanda. Men siden 1990 havde en del af tutsi-stammen ved magt
forsøgt at bryde hutuernes dominans, og kun international mægling havde
sikret en
fredsaftale fra august 1993 mellem de to befolkningsgrupper.
FRANSKE VIDNER
Rwandas hær var domineret af fanatiske hutuer, der siden 1990 havde bekæmpet
tutsi-lederen Paul Kagames befrielseshær, Front Patriotique Rwandais. Den havde
i samme periode også deltaget i de første massakrer mod tutsier i landsbyer og
landdistrikter.
Allerede inden 1990 blev tutsier myrdet, og hutu-aviser og radiostationer
opfordrede til mord på tutsier.
Det hele skete med franske soldater og officerer som vidner. De uddannede
nemlig
Rwanda-hærens officerer. Allerede i 1990 sendte Frankrig to kompagnier
faldskærmstropper fra Fremmedlegionen til Rwanda.
Officielt for at sikre franske civile. Reelt for at stoppe tutsi-hæren.
- Det problem klarer vi ved at sende en flok knoldesparkere afsted. Den sag er
klaret på to-tre måneder, sagde Jean-Christope Mitterrand, søn af præsident
Mitterrand og leder af den 'afrikanske celle' i Élysée-palæet i Paris.
Allerede inden attentatet den 6. april modtog det franske udenrigsministerium
rapporter fra Afrika-eksperter og udsendinge fra humanitære organisationer om
massakrer.
Alligevel fortsatte Frankrig hjælpen til hutu-styret. Ikke blot i form af
våben.
Franske soldater bevogtede lufthavnen, bemandede vejspærringer og vedligeholdt
de helikoptere, der angreb civile tutsier.
ANERKENDELSE
Hjælpen fortsatte under massakrerne i foråret 1994.
Frankrig var det eneste vestlige land, som anerkendte kup-regeringen under
ledelse
af fanatiske hutuer. Og i dag hævder flere af denne 'regerings' medlemmer, at
Frankrig også leverede våben.
Ifølge oberst Cyprien Kayumba, kup-regeringens mand i Paris, leverede et fransk
og britisk selskab våben for 5.454.395 dollars mellem den 19.
april og den 18. juli 1994.
FNs indsats var lige så lidt glorværdig. Den blev styret fra New York af den
daværende leder af FNs fredsvarende aktioner, nuværende generalsekretær Kofi
Annan.
Han modtog allerede i januar 1994 en telefax fra lederen af den lille
FN-styrke i
Rwanda, general Romeo Dallaire. I faxen beretter Dallaire om træning af
hutu-militser i Kigali. Den mest rystende oplysning handler om, at visse
hutuer har
fået besked på at udarbejde lister over samtlige tutsier i hovedstaden.
- Jeg kan hvis vi vil. Lad os gå i gang, skriver Dallaire, der frygter
forberedelserne
til et folkemord.
Svaret kommer omgående fra Kofi Annan: Nej.
I forrige uge forklarede Kofi Annan i dagbladet Libération, at FN-tropperne
ikke
var udstyret til en aktion, hvilket general Dallaire afviser. Kofi Annan
drager også
kvaliteten af general Dallaires oplysninger i 1994 i tvivl.
Men en belgisk parlamentariker-rapport om Rwanda offentliggør den samme type
indberetninger på basis af oplysninger fra hutuer, der frygtede et kommende
blodbad på deres landsmænd.
Blodbadet kom. Men på det tidspunkt var FN ude af landet, og den franske
intervention, Operation Turquoise, i juni 1994 hindrede den ikke.
- Den reddede enkelte tutsier, men gjorde det især muligt for hutuerne at
flygte og
organisere væbnede lejre i Zaire, lyder vurderingen fra Le Monde-journalisten
Remy Ourdan, der har kulegravet sagen.
Imens går livet videre i Rwanda.
- Hvis der ikke sker noget, vil landet være et stort psykiatrisk hospital
om tyve år.
Folkemordets børn vil være traumatiske og asociale voksne. For læren af
folkemordet er, at ingen kan stole på regeringen, hæren, sine naboer, sine
venner,
ikke en gang sine forældre, fortæller psykiateren Lincoln Ndogoni fra den
amerikanske hjælpeorganisation World Vision, der arbejder i Rwanda.
Sitat slutt.
Vh. Karsten Johansen