Solana-medarbeider vil rehabilitere imperialismen

From: Karsten Johansen (kavejo@ifrance.com)
Date: 18-03-02


Og det kommer selvsagt som et kolossalt sjokk for folk med historiske
kunnskaper, at gamle imperier som Russland, Sovjet, Tyrkia nå skal
rehabiliteres som forbilder for EUs form for "internasjonalisme".

Det jeg ikke skjønner er bare, hvorfor ikke Østerrike-Ungarn eller det
tyske keiserriket under Wilhelm 2. trekkes fram. Hvorfor skal det hete
"Commonwealth" og ikke "Neuropa", "I vårt rike går solen aldri ned",
"Tusenårsimperiet" eller noe slikt? Eller hva med å krone en EU-keiser
(Blair er en flott kandidat) i Versailles under mottoet "staten, det er
jeg"? Her er mulighetene mange...

Det meste av den såkalte "samfunnsdebatten" i vår tid er en stadig mer
intens gjensidig skulderklapping fra stadig større idioter, som
representerer rikmannskasten. De vil tilbake til tiden før 1914, den
gode gamle sosialdarwinistiske epoken, hvor den europeiske overklassen
ble forsøkt samlet på Wienerkongresser, Berlinmøter osv.

Karsten Johansen

Fra Information:

Imperier er bedre end deres rygte
 
af Bente Bundgaard , 18. marts 2002
 
Den britiske diplomat Robert Cooper mener, at nationalismen forlængst er
gået for vidt. En form for ’imperialisme’ er nødvendig, men i en ny form
– der først og fremmest er frivillig. Den Europæiske Union er en model

LONDON – USA har netop udraderet Taleban-styret i Afghanistan og synes
at forberede sig på at gøre det samme med Saddam Husseins ledelse i
Irak. FN bestyrer store dele af Balkan, og de internationale økonomiske
organisationer har nærmest overtaget visse landes administration. Er
imperierne på vej tilbage i ny forklædning?
»Det meste af tiden har verden været organiseret i imperier,« siger
Robert Cooper, udenrigspolitisk rådgiver for den britiske regering.
»Nationalstaten er en europæisk og temmelig ny opfindelse.«
Faktisk er verdens nyorganisering i nationalstater også en slags
imperialisme – nemlig andre folkeslags overtagelse af denne nymodens,
europæiske ide om nationalisme, da de vesteuropæiske imperier brød
sammen. Men imperier kan være hårdlivede. Det sovjetiske faldt for
eksempel først i 1989.
Nu er de måske på vej tilbage. For nationalisme som organiserende
princip for statsdannelse har ikke ligefrem ført til fred og
fordragelighed.
»Fakta er, at mange af disse lande ikke er nogen succes-historie. Jeg
siger ikke, at imperierne var vidunderlige, men i nogle tilfælde er der
sikkert folkeslag, der overlevede bedre under imperierne. For eksempel
kurderne. Spørgsmål om sprog, race og etnicitet var ikke vigtige – alle
var undersåtter i det Osmanniske Rige, og imperiet var f.eks. ligeglad
med, om du var kurder eller tyrker, eller hvilket sprog du talte. Man
kan sige det samme om Balkan i det østrig-ungarske rige. Indtil
nationalismen startede, var der en rimelig grad af fred mellem de
etniske grupper,« siger Robert Cooper.

Frivillige imperier
Faktisk kan man sige, at det internationale samfund netop har forsøgt at
etablere en styreform i dele af Balkan, hvor det multinationale,
multikulturelle og respekten for mindretal er i højsædet.
Men en nymodens ’imperialisme’ må nødvendigvis være anderledes end den
gammeldags.
»Jeg synes, man må gentænke ideen i en form, der er acceptabel i dag.
For at være acceptabel i det 21. århundrede må imperier være frivillige.
Først og fremmest må de være multilaterale. Det er ikke længere legitimt
for et land at overtage et andet. Skal vi gøre det, skal vi gøre det
multilateralt. En gang imellem gør vi det gennem Den Internationale
Valutafond og Verdensbanken.«
»Men der er andre eksempler – Kosovo og Bosnien – som ikke er
finansielle, men som også på en måde fungerer under et imperialt system.
De er også i realiteten frivillige. Jeg tror ikke, at nogen ville stemme
for at smide FN ud,« siger han.
Det land, der synes næst i rækken som mål for vestlige intervention er,
dog anderledes, mener Robert Cooper.
»Irak er ikke et land som Afghanistan eller Sierra Leone, der nærmest er
anarkier. Tværtimod. Irak er et land, som har en regering, der måske er
for stærk. Og motivet er anderledes. Tanken om, at vi måske vågner om
fem år og finder ud af, at irakerne har atomvåben, og at vi så ville
leve i en meget, meget farlig verden. Det ville ikke stoppe med Irak.
Alle og enhver i Mellemøsten ville øjeblikkeligt også erhverve dem.
Våbenkapløbet i Mellemøsten ville blive fænomenalt,« siger Robert
Cooper.

Provokerende ord
Hans ideer om ’blød imperialisme’ retter sig snarere mod lande, hvor
staten nærmest er brudt sammen.
»Realiteten med nationalstater er, at mange af dem ikke fungerer. Der er
et stort antal lande i Afrika, som er i krise, og krisen er fortrinsvis
en ledelses- eller regeringskrise.«
Men hvad kan udenforstående lande egentlig gøre?
»Der er ingen, der ønsker at have imperier i den gammeldags forstand
mere. Om ikke andet så er de meget dyre. Det bedste og mest succesrige
imperium, som vi har – og som er særdeles frivilligt og med en stor
deltagelse af de enkelte dele – er Den Europæiske Union.«
»Nu er ordet imperium temmelig provokerende, og euroskeptikerne her i
landet ville elske udtrykket ’Imperialregeringen i Bruxelles’, så måske
skulle vi vælge ordet ’Commonwealth,« siger Robert Cooper.
»Men hvis man ser på, hvad der sker i Central- og Østeuropa, så er der
en række lande, som alle overtager europæisk lov. Det er det, imperier
gør – de laver lov. Og så laver de mønter – ligesom euroen – og bygger
nogle veje, ligesom de europæiske planer for transportnetværk.«
Robert Cooper ser Den Europæiske Union som en model for ’imperier’ –
eller nye slags ’Commonwealth’ i andre dele af verden. Muligvis vil en
række lande i det sydlige Afrika på et tidspunkt indgå et sådant eller
lignende arrangement.
Problemet er de stater, hvor det står allerværst til. Hvor krisen er så
stor, at der heller ikke er nogen ’stat’ til f.eks at indgå en eller
anden form for union med andre.

Kriminelle regerer
»Det, der plejde at være en statshær, bliver til en eller flere private
hære. Det, der plejede at være indtægter til staten, bliver indtægter
for private borgere. Og i stedet for at have lov og ret, har man stater,
der regeres af kriminelle organisationer. Hvis man kigger på den måde,
som f.eks Milosevic drev Serbien på, er der meget lille forskel i
forhold til en stor, kriminel organisation. Det samme kan man sige om
talebanerne, som var finaniseret af narkopenge, og hvis hærstyrker i det
mindste for en dels vedkommende blev leveret af Osama Bin Laden.«
For 100 år siden gjorde det ikke så meget, om et eller andet
fjerntliggende sted på kloden degenererede i anarki. Men med
globalisering er den følelse af fjernhed væk.

Internationalt anarki
»Anarkiet bliver internationalt. Enten i form af international
kriminalitet, narko, menneskesmugling eller terrorisme,« siger Robert
Cooper.
»På et tidspunkt bliver det for farligt for andre til, at de kan
tillade, at situationen fortsætter.«
Balkan og Afghanistan er nylige eksempler.
Det bedste ville naturligvis være at intervenere, inden problemerne
bliver for store – som det internationale samfund f.eks har forsøgt med
Makedonien. Men Robert Cooper er ikke i tvivl om, at det i mange
tilfælde ganske enkelt er umuligt. Intervention udefra er ikke legitimt,
medmindre den ligefrem inviteres. Og opgaven er ikke én, man
nødvendigvis får tak for bagefter.

Kan ikke tvinge nogen
»Vi er nødt til at indse, at vi ikke kan pådutte løsninger udefra. På
den anden side er det nogle gange det, befolkningen ønsker – de vil
gerne leve i godt regerede stater.«
Den eneste måde at forebygge på er altså via argumentation – og måske
ved at vise et godt eksempel selv i form af Den Europæiske Union.
Måske er det ikke så sært, at Robert Cooper selv er på vej til Bruxelles
for at arbejde for den udenrigspolitiske repræsentant, Xavier Solana.
  

 
______________________________________________________________________________
ifrance.com, l'email gratuit le plus complet de l'Internet !
vos emails depuis un navigateur, en POP3, sur Minitel, sur le WAP...
http://www.ifrance.com/_reloc/email.emailif



This archive was generated by hypermail 2.1.2 : 11-07-02 MET DST