Om intellektuelle etc.

Örn Olafsson (orn.olafsson@inl.uio.no)
Tue, 15 Apr 1997 14:52:00 +0100

1. Trond Andreasen har efter min mening ret naar han adskiller kritiske
intellektuelle fra aandsarbejdere generelt. Det er en alt for almindelig
fejltagelse at blande de to kategorier sammen som f.eks. i dette:
"Historien om Mao og de vestlige intellektuelle stiller det ubesvarte
spørsmål hvorfor det er så lett å lure nettopp dem som mer enn andre burde
ha tilgang til en kritisk sans."
Denne definition på intellektuelle er desværre helt forkert. En
intellektuel er simpelthen et menneske som arbejder med idéer,
systematiserer dem og fortolker verdens begivenheder og situationer udfra
idésystemer. Præster er et godt eksempel, også lærere og journalister, som
Gramschi påviste. Mere ambitiøse intellektuelle, lad os sige nyfortolkere,
som forsøger sig med globale analyser er slet ikke væsensforskellige fra de
førstnævnte. Naturligvis behøver de kritisk sans for at udøve deres arbejde
ordentlig, de skal opstille forskellige fortolkningsforsøg og sammenligne
deres meritter ved argumentation. Men det gælder ikke kun intellektuelle.
Det er simpelthen grundlaget for alt ordentligt arbejde hos f.eks.
politifolk og læger, hvor det er endnu vigtigere. Man kan forarges over en
Ibsen-fortolkning eller le at den, men hvis en politimand eller læge
fejlfortolker min adfærd, saa er det meget alvorligere! Det koster en hård
kamp at opretholde kravet om kritisk sans hos både journalister og
universitetsfolk. Hvad de sidste gælder, så har vi netop i disse år en sand
epidemi af fuldstændig ukritiske, subjektive fortolkninger. Det gælder ikke
mindst indenfor mit felt, litteraturfortolkninger. Dekonstruktion og
feministisk litteraturfortolkning er særdeles rige på den slags - jeg skal
dog ikke påstå at de altid er subjektive. Og selvfølgelig ligger ikke
sådanne metoder i f.eks. feminismens væsen, tværtimod, de skader den
direkte. Men den benhårde konkurranse indenfor feltet fører til at folk
synes de må fremstille noget nyt, noget der kun er deres. Om det så kan
sandsynliggøres eller ej, synes at være mindre vigtigt. Men TA tager
fuldstændig fejl naar han mener at saadanne subjektive fortolkninger ligger
i "ki"s naturlige arbejdsforhold. Paa det omraade er det ligesaalet som paa
andre at sammenligne forskellige fortolkninger, og argumentere for at den
ene giver bedre resultate end andre; større oversigt og sammenhæng i et
litterært værk, f.eks. Kriterier på vitenskapelighet er de samme overalt.

2. Saa kommer vi til "voldsestetikken", og jeg mindes at TA klagede over at
ingen svarede på en kronik han havde skrevet om emnet i KK. Men jeg mener
at svar uteblev fordi kronikken (og efterfølgende indslag i samme stil)
ikke foreslår noget. Den er bare jeremiader over nutidens djevelskap,
ganske som man tit hører fra mennesker højt oppe i årene, som heller aldrig
har et alternativ at byde på. TA er imot voldsfilmer, men hvad vil han gøre
ved det? Forbyde dem? Det siger han ikke med et ord. Hvad så? Skal de ties
ihjel?
Hvis nu nogen mener voldsfilm skal forbydes, så tænk lidt over
konsekvenserne. En film som "Serial mom" ("Massemor") viser en almindelig
snerpet husmor som seriemorder. Det er en meget komisk parodi på USA's
dobbeltmoral - med særdeles tydelig påskrift til regeringens støtte til
Iran-Contra. Filmen "Natural born killers" er ligeledes en heftig
samfundskritik, og alt dette blodbad - ja, undskyld, men det billede det
giver af USA skal netop være modbydelig. Er det forkert af os, skadeligt at
snakke om sådanne film? Kort sagt, et forbud af voldsfilm leder direkte til
forbud af samfundskritik. Og hvorfor skulle man stoppe ved film? Hvorfor
ikke forbyde voldsdyrkende bøger,
hvis man har den småborgerlige opfattelse at kunst skal vise et pænt
billede af verden, et forbilledligt billede. I den ånd kunne man passende
begynde med at forbyde Norges nationalepos, Heimskringla, af min landsmand
Snorri Sturluson. Er der ingen der læser den længere? Magen til ophobning
af endeløse detaljerte beskrivelser af tortur og mord kender jeg ikke i
nutidens "Splatter-litteratur". Hvor mange Nordmænd og Islændinge er mon
blevet massemordere af at læse Heimskringla?

3.TA klager stadigvæk over at man ikke svarer ham, bare insinuerer at han
er stalinist. Men det synes jeg er en forståelig reaksjon på hans
fortolkninger som:
at KKs kulturredaktion mener at "arbeiderklassen er uinteressant (da
aksjonen mot nedskjæringene ved
>Norzink pågikk, sendte noen arbeidere dikt de hadde laget i den forbindelse,
>til KK. De ble ikke tatt inn).
Dikt skal bedømmes som dikt, og velges til utgivelse eller ej på deres
meritter, ikke pga. hvem er forfatteren! Det er en hårrejsende
argumentation at beskylde folk for forakt for arbejderklassen på sådan et
grunnlag, og dessverre er denne typen argumentation (sammenblandning) helt
typisk for stalinismen i trettiåra.
Længere må dette ikke bli, hilsen.

Oern Olafsson INL, UiO,
postboks 1013, Blindern, 0315 Oslo
Telefon (47) 22856943
telefaks (47) 22857100
e-mail: orn.olafsson@inl.uio.no
heima: Helgesensgate 32
0553 Oslo, s.(47)22381053