mer om ambassaden

From: Karsten Johansen (kvjohans@online.no)
Date: Mon Dec 06 1999 - 20:49:27 MET


Om ambassadebombingen: jeg glemte den viktigste referansen:

http://www.pol.dk/artpol/anframeset.asp?id=Z5074747. Her følger artikkelen.
Den kaster et grelt lys over alle de naivistiske bortforklaringer som
spesielt norske medier (selvfølgelig) kom med på dette punktet, og som
flere her på forumet slukte i hovedtrekkene. Jeg selv ble anklaget for
konspirasjonsteorier fordi jeg ikke trodde på "uhellet". Men verden er ikke
Kardemommeby.

Karsten Johansen

NATO forberedte sig på en lang krig

                   Britiske efterretningsfolk oplyser, at den
                   krigsforbrydersigtede Arkan brugte den kinesiske
                   ambassade som kommandocentral for den etniske
                   udrensning i Kosova.

                   Af Jens Holsøe

                   NATO var parat til at fortsætte bombningerne af
                   Jugoslavien i mindst seks måneder, hvis Slobodan
                   Milosevic, den krigsforbrydersigtede jugoslaviske
                   præsident, ikke ville kapitulere. Bombningen af den
                   kinesiske ambassade 7. maj, hvor ti andre mål i det
                   centrale Beograd også blev ramt, var et signal til både
                   Milosevic, Rusland og Kina, men også til de svagere
                   partnere i NATO som Italien og Tyskland, at USA var
                   parat til optrappe bombningerne til den bitre ende, siger
                   en centralt placeret britisk efterretningsofficer til
                   Politiken og det britiske blad The Observer.

                   »Formålet var at sende en klar besked til Milosevic, at
                   han ikke skulle bruge hjælp udefra, som Kina, ej heller
                   skulle han regne med økonomisk støtte fra udlandet.
                   Bombeaktionen blev udarbejdet med det mål at sætte
                   Jugoslavien fem år tilbage i økonomisk udvikling. Hvis
                   ikke Milosevic havde bøjet sig og trukket sine tropper ud
                   af Kosovo inden september, var man parat til at smadre
                   landets industrielle strukturer, stålværker,
                   kobberindustrien, indgangene til alle miner, den
                   petrokemiske industri og alle eksportfaciliteter«, siger
                   denne officer.

                   Lørdag morgen 8.maj mødte de vagthavende officerer på
                   NATOs flybase i Vincenza i Italien og sludrede om nok
                   en aktion, der var gået galt, nemlig bombningen af den
                   kinesiske ambassade. En amerikansk oberst samlede
                   en række officerer omkring sig og gav følgende
                   forklaring:

                   »Det var fandens nøjagtigt ramt. Vi smed to JDAM
                   (nyudviklede smarte præcisionsbomber, red.) lige ind i
                   forsvarsattacheens kontor og smadrede lige netop det
                   rum, vi ønskede. Kineserne vil ikke kunne bruge det til
                   rebro (re-broadcasting), videresending (af militære
                   signaler) mere, og det må have givet den slambert til
                   Arkan en ordentlig hovedpine«, sagde den amerikanske
                   oberst.

                   Hvad Politiken og The Observer har stykket sammen
                   omkring den kontroversielle bombning af ambassaden,
                   kan nu sammenfattes nogenlunde således:

                   DATA VIDERESENDT
                   Elektroniske signaler fra bygningen blev opsnappet af
                   satellitter, spionfly og fra lyttestationer, som NATO
                   havde opstillet i Makedonien.

                   De indsamlede data blev videresendt til NATOs
                   hovedkvarter i Mons i Belgien, SHAPE. I første omgang
                   troede man at signalerne kom fra parken, som ligger
                   rundt om ambassadebygningen og som ejes af en fond,
                   der kontrolleres af den jugoslaviske hærs
                   officersforening.

                   Man troede først, at hæren havde opstillet et mobilt
                   sendeanlæg i parken. Men både i Mons og på
                   flybaserne i Italien blev man hurtig klar over, at det
                   drejede sig om den kinesiske ambassade. Man
                   analyserede også kommunikationen og fandt ud af, at
                   det ikke blot drejede sig om den jugoslaviske hærs
                   signaler. Det også var herfra, at den berygtede leder af
                   de paramilitære bander Tigrene, den
                   krigsforbrydersigtede Arkan, Zeljko Raznatovic,
                   kommunikerede med sine tropper i Kosova, hvor de med
                   Milosevic' velsignelse bedrev den mest grusomme form
                   for etnisk udrensning.

                   Ambassaden var på en liste over mål, der ikke måtte
                   rammes, en liste, der inkluderede skoler, hospitaler,
                   andre ambassader, kirker og kulturelle mindesmærker.
                   En højtstående NATO-officer siger til Politiken og
                   Observer, at det amerikanske flyvevåben må have fået
                   den øverstkommanderende i USA, præsident Bill
                   Clinton, til at tillade, at en sådan bombning fandt sted.

                   I hvert fald skete der det, at ambassadebygningen
                   forsvandt fra listen i SHAPE i Mons, men forblev på den
                   liste, der var på flybaserne i Italien. En britisk
                   efterretningsofficer i Italien siger, at CAOC (Combined
                   Air Operations Centre) ikke fik at vide på forhånd, at
                   ambassaden skulle bombes.

                   FIK BESKED BAGEFTER
                   »Alle de amerikanske missioner med Stealth
                   bombemaskiner og andre specielle våbensystemer
                   (krydsermissiler) blev holdt hemmelige. Vi fik først
                   besked bagefter«, siger denne kilde.

                   Ambassaden blev ramt af mindst to JDAM bomber.
                   JDAM står for Joint-Direct Attack Munitions. De blev
                   sendt af sted fra en B-2 bombemaskine, der kom
                   direkte fra den amerikanske Whiteman flybase i USA.
                   Disse bombemaskiner er så specielle, at de kun kan
                   vedligeholdes på denne base. Det betyder, at de skulle
                   flyve i alt 30 timer på deres missioner over Jugoslavien
                   og måtte tanke op i luften både på vejen ud og på vejen
                   hjem.

                   »Jeg tør vædde på, at de kinesiske civile, der blev
                   dræbt, var efterretningsfolk. Amerikanerne vidste lige
                   nøjagtigt, hvad de ville ramme, og hvordan man skulle
                   gøre det. De har vidst, at det var ambassaden, de må
                   have haft fat i arkitektens tegninger. Jeg tør vædde på,
                   at de vil beskytte en højt placeret kilde, der har givet
                   dem oplysningerne om ambassadens indretning«, siger
                   en højtstående britisk officer fra Royal Air Force om den
                   officielle amerikanske forklaring - at ambassaden blev
                   bombet ved en fejltagelse.

                   Officielt blev tre kinesere dræbt og 27 sårede. USA har
                   officielt undskyldt for bombningen og udbetalt 4,5
                   millioner dollar - godt 30 millioner kroner - i
erstatning til
                   ofrene og de efterladte. Serbiske kilder hævder, at der
                   blev dræbt flere, at der blev båret mange flere lig ud af
                   bygningen om natten mellem den 7. og 8.maj. De
                   hæfter sig ved, at de jugoslaviske myndigheder på intet
                   tidspunkt har offentliggjort tal for antallet af
militære ofre
                   under krigen i Kosova eller under bombningerne mellem
                   marts og juni.

                   Det interessante er, at midt om natten dukkede Arkan
                   op uden for den bombede ambassade og udtalte sig til
                   de lokale tv-stationer. Han fordømte NATOs
                   bombeaktion i meget kraftige og følelsesladede
                   vendinger. Flere serbiske kilder er overbeviste om, at
                   nogle af Arkans folk opholdt sig i ambassaden, da den
                   blev bombet.

                   STADIG FEJLTAGELSE
                   Så sent som i mandags fastholdt NATOs
                   øverstkommanderende, general Wesley Clark, da han
                   var på besøg i Danmark, at bombningen var en
                   beklagelig fejltagelse. Den blev bombet, sagde han, i
                   den tro, at det var det jugoslaviske forsvars kontor for
                   indkøb, Yugoimport, der ligger en halv kilometer fra
                   ambassaden. Denne bygning, der ligger klemt inde
                   mellem andre huse, blev forsøgt bombet næsten tre
                   uger senere, 26.maj.

                   Da ramte en bombe bagsiden af bygningen, men den
                   eksploderede ikke. Den landede i gården, hvorfra den
                   blev fjernet.

                   Clark erklærede i København, at alle mål blev godkendt
                   af NATOs integrerede kommandostruktur. Det var ikke
                   tilfældet hævder det franske forsvarsministerium i en
                   officiel rapport. Nogle af de militære operationer blev
                   gennemført af USA uden for rammen af NATO og dets
                   procedurer.

                   »Det kan på længere sigt føre til det spørgsmål, om
                   NATO kan blive ved med at fungere på denne facon. Jeg
                   husker meget vel vort møde den næste dag (efter
                   ambassadebombningen, red.) Ingen af os havde nogen
                   anelse om, at det var ambassaden. Vi havde fået fortalt,
                   ganske enkelt, at det var et militært mål, som man
                   havde opdaget udsendte militære signaler til den
                   jugoslaviske hær fra kælderen. Det blev beskrevet som
                   et kommunikationsmål, der skulle fjernes. Hvad
                   amerikanerne i virkeligheden vidste, vil jeg ikke
                   kommentere«, siger en talsmand for det franske
                   forsvarsministerium.



This archive was generated by hypermail 2b29 : Thu Jan 13 2000 - 15:17:45 MET