Et par kronikker om klima. Kanestrøm fra dagens Aftenposten og Humlum fra
Politiken i januar representerer noe forskjellige syn. Flere av Humlums
innvendinger holder ikke i følge mine opplysninger. Bl.a. er de etterhvert
meget omdiskuterte satelittdata ikke en sikker kilde slik han påstår. Og
Humlum glemmer som vanlig det viktigste: Hva nå hvis det er VERRE enn
FNs klimapanel sier? Det er jo også en mulighet - Som alle uten NOE
grunnlag utelukker! Alle går uten videre ut fra som sikkert at ALL
usikkerhet taler til fordel for business as usual. Men hvorfor i allverden
skulle det være slik? Jvf. følgende advarsel fra svenske klimaforskere i
SWECLIM (se: www.smhi.se):
"Dock, jämfört med de flesta klimatvariationerna under geologiska era, är
växthuseffektens projekterade förstärkning under 2000-talet ett betydligt
våldsammare förlopp och utan motsvarighet sedan den senaste istiden,
möjligen ännu längre tillbaka."
Det er ikke til å komme i fra at det spilles russisk rulett med klima-
systemet. Advarslene fra naturen er mange. For å unngå/begrense spillet
MÅ man kutte ned på utslippene av klimagasser.
Karsten Johansen
http://www.aftenposten.no/meninger/kronikker/d222950.htm
FNs klimapanel er til å stole på
I løpet av de nærmeste dagene vil den tredje hovedrapporten fra FNs
klimapanel være tilgjengelig for offentligheten. Hovedkonklusjonene har vært
omtalt i mediene. Klimapanelet føler seg sikrere enn tidligere på at deler
av den globale oppvarmingen blir større enn tidligere antatt og at den er
menneskeskapt.
----------------------------------------------------------------------------
Påstanden i mediene om at FNs klimarapport kan være upålitelig som
informasjonskilde, er ubegrunnet, skriver Ingolf Kanestrøm, professor i
geofysikk ved Universitetet i Oslo. Han viser til det grundige
vitenskapelige arbeidet som ligger bak advarslene om menneskeskapt
oppvarming og om de alvorlige følgene for befolkningen i en rekke land.
----------------------------------------------------------------------------
Vi har alle erfart varmen i et solfylt, lukket rom. Den høye temperaturen
skyldes at vindusglasset slipper inn det meste av solstrålene, mens det
holder inne en vesentlig del av varmestrålingen fra rommet. Dermed blir
varmetapet lite, og temperaturen stiger. De gassene vi kaller drivhusgasser,
har en tilsvarende effekt. De slipper igjennom solstrålingen, men absorberer
varmestrålingen fra jorden. Derfor vil temperaturen på jorden stige ettersom
mengden av drivhusgasser i atmosfæren øker.
Allerede i 1824 kunne den franske matematiker og fysiker Jean Babtiste
Fourier fortelle at visse gasser i atmosfæren kunne ha den egenskapen at de
"holdt tilbake" noe av jordvarmen. Han sammenlignet atmosfæren med en
glassbolle som holdt på noe av varmen. Han mente at dette kunne sammenlignes
med virkningen av et drivhustak.
I 1890-årene diskuterte man årsaken til istider. Som et resultat av denne
diskusjonen gjorde den svenske kjemikeren Svante Arrhenius beregninger over
betydningen av en økning i atmosfærens innhold av karbondioksid (CO2),
publisert i Philosophical Magazine i 1896. Arrhenius fant at ved en
fordobling av CO2 ville temperaturen på jorden øke. Økningen varierte med
breddegraden, men globalt ville den øke med 5-6§C. Dette er omtrent det
dobbelte av det dagens modeller viser.
Ved begynnelsen av den annen verdenskrig påpekte den britiske forskeren G.S.
Callender at innholdet av CO2 i atmosfæren vil øke fordi vi brenner kull,
olje og gass.
Nå vet vi at det har skjedd klimaforandringer lenge før menneskene hadde
noen mulighet til å gi noen påvirkning. Klimaet har svingt fra istider til
mellom-istider. Vi kjenner hovedårsakene til disse variasjonene.
Etterhvert ble det nødvendig å finne ut om menneskelig aktivitet kan påvirke
klimaet. Verdens meteorologiske organisasjon og FNs Miljøprogram besluttet å
nedsette et klimapanel, IPCC, med mandat å fremskaffe en autoritativ
internasjonal fremstilling av vitenskapelig vurdering av klimaforandringer.
Arbeidet har foregått i tre arbeidsgrupper, og det er utgitt tre
hovedrapporter i 1990, 1995 og 2001. Etableringen av IPCC representerer noe
unikt i internasjonal forskning.
IPCC baserer sine vurderinger på vitenskapelige arbeider som er publisert i
internasjonale tidsskrifter med kvalitetskontroll. Klimaforskning er
avhengig av modeller der resultatene sammenlignes med observasjoner. I den
siste tiårsperioden har regnekapasiteten økt betydelig, og forskerne kan
benytte stadig mer kompliserte modeller for å koble sammen atmosfæren og
havene. Den største usikkerheten er knyttet til partikler i atmosfæren,
skyer, skymengde og skyhøyde. Iet så komplisert system som klima er det en
rekke koblinger mellom ulike prosesser. Dette gjør at beregningene fortsatt
er usikre. Usikkerheten kan til og med øke, da forskerne stadig blir klar
over prosesser som har betydning. Til tross for dette er tendensen i
resultatene klar:
Med økt konsentrasjon av drivhusgasser i atmosfæren vil den globale
temperaturen øke. For endel land med tett befolkede landområder med liten
høyde over havet, vil en eventuell heving av havnivået pga. varmeutvidelse
av vannet og issmelting være dramatisk. Likedan vil fuktighetsforholdene,
nedbør, snøsmelting og fordampning, påvirkes.
Et konkret eksempel er Peru:
80 prosent av isbreene som finnes i tropene, er lokalisert i landet. Under
regntiden legger snøen seg som et teppe over isen, og den smelter i den
tørre årstiden. Over lange tider har det vært tilnærmet balanse mellom
snøfall og avsmelting, slik at isbreene har vært konstante.
Forskerne har påvist at temperaturen har økt kraftig de tre siste tiårene.
Dermed har smeltingen økt, og arealet av Perus isbreer på ca. 3170
kvadratkilometer er redusert med bortimot 25 prosent. Smeltevannet fra
breene brukes til å vanne jordstykker med hvete og poteter i den tørre
årstiden. Dessuten er det bygget flere vannkraftverk.
Smeltevannet vil forsvinne med breene, og livsgrunnlaget for dem som bor i
fjelldalene vest for breområdet Cordillera Blanca, vil ødelegges. Noen
forskere mener det kan skje i løpet av 15 år, andre mener det vil ta noe
lengre tid. Den eneste redningen vil være at regjeringen bygger et
omfattende og dyrt nettverk av vannreservoarer. Geologen Benjamin Morales
sier at isbreene i Cordillera Blanca er "verdens mest følsomme termometer".
Her hjemme er det blitt reist tvil om IPCCs vurderinger er pålitelige nok
til å forsvare mottiltak. Mediene kommer med innvendinger: Klimaforskerne er
ikke uavhengige, de er betalt; konsentrasjonen av drivhusgasser i atmosfæren
er så liten at den ikke kan ha noen betydning; klimaet har variert til alle
tider på grunn av naturlige klimavariasjoner.
La oss se litt nærmere på dette. At temperaturen varierer over døgnet og
året, skyldes variasjoner i innstrålingen fra solen på grunn av
jordrotasjonen og jordens gang rundt solen. Variasjonene kan i stor grad
reproduseres av modellene.
Vi mener å kjenne årsakene til istidene - innstrålingen fra solen på grunn
av variasjoner i baneparametrene til jorden. I tillegg skjer det variasjoner
som vi ikke har full innsikt i. Men det betyr ikke at en menneskeskapt
effekt ikke er av betydning. Temperaturøkningen de siste 100 år er større
enn den som er registrert på 1000 år.
Påstanden om at klimaforskerne er kjøpt, faller på sin egen urimelighet.
Dersom forskerne skulle være betalt for å levere bestemte resultater, står
vi overfor verdens største korrupsjonsskandale.
Påstanden om at klimagassene utgjør en liten del av atmosfæren og er
betydningsløse, kan virke besnærende, men er lite relevant. De viktigste
drivhusgassene er vanndamp og CO2. Om all dampen i atmosfæren ble kondensert
ut som vann, ville den utgjøre et vannlag på ca. 2,5 cm. Om vi kunne samle
all CO2 i atmosfæren ved bakken, ville den utgjøre et gasslag på ca. 3
meter. Dette er tilstrekkelig til å heve jordens middeltemperatur med ca.
32§C.
I mediene har IPCC fått mye ubegrunnet kritikk. Men i den senere tid har
panelet fått faglig støtte fra fremtredende fagmiljøer over store deler av
verden. I mai 2000 hadde Inter Academy Panel møte i Tokyo med deltagelse fra
63 vitenskapsakademier. De sendte ut en erklæring om "bærekraft", der det
heter bl.a.: "Trender i forandringer av globalt klima . . . gir økende
bekymring." Møtet påla seg selv å arbeide for å skape en mer effektiv global
overgang til en bærekraftig utvikling. Tidsskriftet Science bringer 18. mai
i år en lederartikkel med uttalelser fra 17 nasjonale vitenskapsakademier,
bl.a. Australian Academy of Sciences, Royal Society of Canada, French
Academy of Sciences, German Academy of Natural Scientists Leopoldina og
Royal Society (UK).
Det er ganske enestående at så mange vitenskapsakademier går sammen om en
felles uttalelse. De påpeker at arbeidet til IPCC representerer gjengs
oppfatning innen det internasjonale vitenskapssamfunnet om
klimaforandringer. De betrakter IPCC som verdens mest pålitelige
informasjonskilde. De gir sin tilslutning til deres metoder for å oppnå
denne samstemmigheten.
Til tross for økende enighet om de varslede globale klimaforandringer er det
blitt uttrykt tvil om nødvendigheten av å redusere denne risikoen.
Akademiene anser ikke en slik tvil som berettiget. President Bush'
uttalelser om at han ikke har planer om å ratifisere Kyoto-avtalen, har fått
stor oppmerksomhet. Bush har henvendt seg til USAs National Academy of
Sciences og bedt om hjelp til å identifisere de områder innen forskningen av
klimaforandringer der det er størst sikkerhet og der det er størst
usikkerhet, og han ber om svar på 14 konkrete spørsmål. Akademiet har avgitt
sin innstilling, som finnes på Internett: www.nap.edu/catalog/10139.html
Irwin Godwin, medlem av akademiet, uttaler i tidsskriftet Nature av 14. juni
i år at akademiet "reflekterer akkurat det som er tidens tenkning i det
vitenskapelige samfunn". I innstillingen finner man uttalelser som:
"Temperaturen øker faktisk; forandringene som er observert over de siste
dekadene, skyldes trolig i hovedsak menneskelig aktivitet; global oppvarming
kan få alvorlige ugunstige sosiale og økologiske virkninger ved slutten av
dette århundre; ingen kan med sikkerhet angi hva som vil være et "sikkert"
nivå for drivhusgasser. Derfor må man unngå et slikt nivå."
I innstillingen finnes også kritiske merknader. Bl.a. blir angivelse av
usikkerheten i Summary for Policymakers i rapporten fra FNs klimapanel
kritisert. Den som har prøvd å popularisere naturvitenskap, vet noe om
hvilke utfordringer dette innebærer. Når stoffet i oppsummeringen skal
komprimeres og gjøres leselig for ikke-fageksperter, må man ofte redusere på
presisjonen. Mediene har brukt denne oppsummeringen som utgangspunkt.
http://politiken.dk/VisArtikel.iasp?PageID=143349
Torsdag 11. januar 2001 Vejret på langt sigt Af Ole Humlum
Vi må undgå de alarmerende katastrofeindlæg i klimadebatten, når det drejer
sig om 'global warming'. Fænomenet er gradvist reduceret til en række
forenklede udsagn, der tages for gode varer af folk, der burde vide bedre,
skriver kronikøren, der er professor i fysik og geografi ved The University
Courses på Svalbard.
Først og fremmest må man glæde sig over den brede interesse, der i løbet af
de sidste 10 år er opstået for en af naturvidenskabernes største
udfordringer; det dynamiske klimasystem. Dernæst må man også bemærke, at det
af og til fremstilles, som om kun et enkelt forhold (CO) har betydning for
nutidige og fremtidige klimavariationer. Dette er ærgerligt, idet debatten
derved løber en risiko for at blive dogmatisk og ensidig, snarere end åben,
videnssøgende og interessant.
Det politisk korrekte synspunkt. Det seneste kapitel i en næsten 200 år lang
beretning om 'drivhusteorien' startede i 1988, da NASA-klimatologen James
Hansen over for en U.S. senatskomite udtalte at computermodeller viste, at
den globale middeltemperatur ville stige med 0,45 grader C fra 1988 til
1997, som følge af kuldioxid (CO) frigivet til atmosfæren ved menneskelig
aktivitet. James Hansen har siden modificeret sit standpunkt betydeligt.
Alligevel gik det på kort tid således, at det herskende politisk korrekte
synspunkt kom til at omfatte en forestående dramatisk global opvarmning på
grund af menneskets udledning af CO.
Varmere eller koldere. Dette har betydning for den 'frie' forskning, idet
mange forsknings- og programmidler tildeles med udgangspunkt i en politisk
dagsorden. Derfor repræsenterer begrebet 'global warming' nu selve
eksistensgrundlaget for mange tusinde forskere verden over. Kan forskningen
bevare sin åbenhed for alle løsningmuligheder i den situation? Det kan i
hvert fald være interessant at træde et overbliksgivende skridt tilbage og
betragte et par hyppige udsagn i dagens klimadebat og deres faktagrundlag. I
nogle tidsrum bliver planeten varmere og i andre tidsrum koldere. Det
alarmerer jo næppe nogen, at temperaturen i Danmark sædvanligvis stiger fra
februar til juli, idet man kender den naturlige årsvariation.
Den rigtige tidshorisont Langt hen ad vejen handler det om at anlægge den
rigtige tidshorisont for sin bedømmelse. De seneste 4.000 år er planeten
langsomt blevet koldere, og statistisk set er vi i øjeblikket på vej ind i
den næste istid. Omvendt, ved sidste istids slutning for ca. 11.500 år
siden, steg middeltemperaturen i Grønland 5-10 grader C i løbet af blot få
år, samtidig med at nedbøren mere end fordobledes.
Faldende middeltemperatur. Betragter vi et endnu længere tidsrum, så er det
et interessant faktum, at Jordens middeltemperatur har været faldende over
de sidste 60-80 millioner år. Over det tidsrum er middeltemperaturen faldet
fra 22-23 grader C til de nuværende ca. 15 grader C. Derfor opstod
isskjoldene i Antarktis og Grønland for omkring 22 og 7 millioner år siden.
De sidste par millioner år har planeten endda været så kold, at Danmark
sædvanligvis har haft arktiske naturforhold. I mindre end 8 procent af tiden
(mellemistiderne) har klimaet været så gunstigt som nu. Så hvad der er
normalt afhænger meget af, hvilket tidsrum man betragter.
Betydelige regionale forskelle. Ifølge klassiske meteorologiske målinger er
den globale middeltemperatur steget de seneste år. Dette middeltal dækker
imidlertid over betydelige regionale forskelle, hvor nogle områder bliver
varmere og andre samtidigt bliver køligere. Tilsvarende
temperaturvariationer er som nævnt set adskillige gange i Jordens
forhistorie. Hyppigt udvælges netop de seneste 20-30 år til at dokumentere
en temperaturstigning. Gik man længere tilbage i tiden, ville man inddrage
et forudgående (1945-1975) temperaturfald i beregningerne.
Global cooling var tidens mantra. Tilbage i 1970erne var tidens
videnskabelige mantra derfor global cooling og udsigten til en global
afkøling med alle dennes ubehagelige effekter diskuteredes intensivt. Endnu
tidligere, i 1920erne, diskuterede man også 'global warming', helt som i
dag, men dengang med udgangspunkt i en markant temperaturstigning fra 1920
til 1930. Den svenske geograf Hans Ahlman påviste, at temperaturen i Island
i løbet af en kort årrække var steget med 1,3 grader C. Efterfølgende
studier viste, at den polare pakis havde mindsket 30 procent i tykkelse og
15 procent i udbredelse fra 1890 til 1940.
En større helhed. Det er naturligvis fristende at se en nutidig hændelse som
bevis for en klimaændring. Eksempelvis det varme efterår 2000 i
Nordvesteuropa. Man kan imidlertid aldrig med enkelteksemplet som
udgangspunkt bevise noget generelt, specielt ikke når der samtidig
eksisterer andre enkelteksempler, der viser noget andet. Man må se
situationen i en større helhed. Det lune vejr over Nordvesteuropa var
forårsaget af et stabilt højtryk over det vestlige Rusland, hvilket sendte
varm luft op over Nordvesteuropa, mens vejret på højtrykkets østside var
præget af nordlig vind. Derfor var vejret samtidig tilsvarende koldt over
Sibirien. Også det østlige Nordamerika var præget af tilstrømning af kold
luft fra polarområderne. Faktisk blev november-december 2000 rekordkold i
USA, siden man i 1895 startede systematiske meteorologiske observationer.
Forhistorien viser måske noget andet Forhistorien viser at muligvis gælder
den modsatte sammenhæng. Et velkendt eksempel på en periode med varmt klima
er tidsrummet 900-1300 e.K., hvilket var sammenfaldende med etablering af
fast bosættelse på Færøerne og i Island. Nordboerne slog sig samtidig ned i
Grønland. I Europa nyoprettedes højtydende vinmarker langt op i Midtengland
samt helt til Østersøens kyst i det tidligere tyske Østpreussen. Landbruget
i Europa havde generelt gunstige vilkår, og det var opgangstider mange steder.
Den Lille Istid. I den efterfølgende Lille Istid (ca. 1300-1900 e.K.) blev
klimaet i perioder væsentligt koldere, fugtigere og mere stormfuldt.
Hungersnød og sygdom begyndte at optræde jævnligt i Europa, og
indbyggertallet på Færøerne og Island reduceredes dramatisk. Nordboerne
uddøde, vinavlen blev opgivet i Nordeuropa og der er talrige beretninger om
sandflugtskatastrofer og stormfloder langs kysterne omkring Nordsøen. Zuider
Zee i Holland opstod ved gentagne stormfloder i tiden efter år 1300. År 1588
blev Den Spanske Armada ødelagt i Den Engelske Kanal af en helt usædvanlig
sommerstorm. Lavlandet af Schweiz hærgedes af snestorme i juni og august
1675. I perioden 1685-1703 mislykkedes vinhøsten stort set hvert eneste år
nord for Alperne, idet sommervejret stort set vedvarende var dårligt med
lavtrykspassager og storme, uden nævneværdige perioder med stabilt
højtryksvejr. Storme reducerede i løbet af Den Lille Istid udstrækningen af
Helgoland (Tyskebugt) fra muligvis 60 km til kun 1,5 km.
Nyhedsformidling bør ikke forveksles med klimaændring. Systematiske
registreringer af hyppigheden af storme blev dog først iværksat midt i det
20. århundrede. En analyse af denne dataserie er netop publiceret i
tidsskriftet Journal of Climate'og viser, at antallet af storme i perioden
har været nogenlunde konstant. Når der i dag er en voldsom storm i Kina,
Afrika eller Nordamerika, så hører vi umiddelbart om det i medierne. For 100
år siden var muligheden for at høre om en tilsvarende storm forsvindende
lille. Den effektiviserede nyhedsformidling bør ikke forveksles med en
faktuel klimaændring.
Historien var nonsens Den 19. august 2000 rapporterede den amerikanske avis
New York Times nyheden om, at der var iagttaget åbent vand ved Nordpolen.
Angiveligt var dette ikke set i de seneste 50 millioner år og burde om noget
være et udtryk for en truende klimatisk udvikling. Desværre var historien
nonsens, idet åbentvandsområder nær Nordpolen er almindelige, både nu og
tidligere. Det er uundgåeligt som følge af de herskende strømforhold. Den
amerikanske flådes ubåde har gennem de seneste 40 år rutinemæssigt benyttet
disse åbentvandsområder til uddykning, ubåde fra det tidligere USSR
formodentlig ligeså, og selv den norske polarforsker og oceanograf Nansen
blev under sit forsøg på at nå Nordpolen 1895 ved flere lejligheder stoppet
af åbentvandsområder. Og det foregik endda midt om vinteren, ikke om
sommeren, samtidig med at året 1895 falder i en af de sidste markante
kuldeperioder under den såkaldte Lille Istid.
Udbredelsen af havis reduceres. Store variationer i polarisdækket er i
øvrigt velkendt fra tidligere observationer. I perioden 1930-1940, der var
rekordvarm i de arktiske områder, reduceredes udbredelsen af havis omkring
Nordpolen væsentligt i forhold til tidligere, især langs den sibiriske kyst.
Specielt i året 1938 var udbredelsen meget lille, og selv i august 1942
kunne den tyske flåde operere med den tunge krydser 'Admiral Scheer' langs
den russiske nordkyst så langt østpå som Severnaja Selmja (90 grader Ø).
Baggrunden var den, at man i den tyske flådeledelse var bekymrede for, at
man fra allieret side ville udnytte de store åbentvandsområder til at sende
USSR forsyninger af krigsmateriel fra USA og Canada via nordøstpassagen,
nord om Sibirien og Rusland. Kort derefter begyndte polarisen igen at
tiltage i udbredelse, en udvikling der vedvarede helt frem til omkring 1975,
hvorefter den igen begyndte at mindske.
Betydelige variationer. Betydelige variationer af polarisens tykkelse og
udbredelse er således almindelige - og forventelige. Det er nemlig ikke kun
den polnære temperatur, der har betydning, men vigtig påvirkning udøves også
af faktorer som nedbør, snesmeltning og fordampning over Sibirien, Canada og
Alaska, indstrømningen gennem Beringstrædet, vindforhold i Nordøstgrønland,
samt Golfstrømmens intensitet. Hertil kommer fordampningen i Det Caraibiske
Hav og Den Mexikanske Golf, der påvirker Golfstrømmens saltholdighed. Et
formidabelt fint arbejde er i tidens løb udført af personalet ved
meteorologiske stationer, men i dag er det ikke den eneste eller
nødvendigvis den bedste måde at måle planetens temperatur på.
Stor menneskeskabt varmeproduktion. For at begynde med det indlysende: De
meteorologiske stationer findes på land, der udgør mindre end 30 procent af
planetens overflade. Fra mere end 70 procent af planetens overflade
forefindes ikke tilsvarende måleserier. Desuden er stationerne meget ujævnt
fordelt med stor tæthed i Europa og USA og meget lille tæthed i andre
områder. Tillige er målestationernes antal under markant reduktion; fra ca.
6.000 i 1970 til ca. 2.500 i 2000. Mange af de nu lukkede stationer lå i
landdistrikter, hvorved en forholdsvis større og større andel af de
tilbageblevne stationer ligger i byer og lufthavne, hvor der er stor
menneskeskabt varmeproduktion. Mange forskere anser derfor en del af den
tilsyneladende temperaturstigning gennem de seneste 30 år som resultat heraf.
Denne dataserie ignoreres i klimadebatten. I godt 21 år har man fra
satellitter rutinemæssigt målt temperaturen i den nederste del af atmosfæren
dagligt og dækkende næsten 100 procent af planeten. Teknisk set er disse
målinger uhyre præcise. Eksempelvis kan man se, at planetens temperatur
varierer i takt med Månens faser, samt hen over arbejdsugen, forhold som
helt drukner i usikkerheden på de klassiske meteorologiske målinger. Hvad
viser så disse satellitobservationer? De viser, at temperaturen nogle gange
stiger, nogle gange falder (plus/minus 1 grad C), men over de godt 21 år ses
ingen sikker tendens overhovedet. De klassiske meteorologiske målestationer
er derimod samtidig afveget mere og mere i varm retning. Også de
satellitbaserede målinger har givetvis usikkerheder, men alligevel er det
overraskende, at denne dataserie generelt ignoreres i klimadebatten.
Sammenhængen kan være den modsatte. Atmosfærens indhold af CO2 er
sædvanligvis højt, når Jordens middeltemperatur er høj og omvendt. Dette
beviser imidlertid ikke, at den høje temperatur primært forårsages af CO2,
selv om Jean Baptiste Joseph Fourier allerede i 1816 (mange oplyser
fejlagtigt året 1827) forfattede en teori herom. Situationen svarer lidt
til, at man hævder, at 'vejret er godt i dag, fordi der er mange badegæster
ved stranden'. Sammenhængen kan godt tænkes at være den modsatte.
Mere end én hypotese. I varme perioder kan oceanerne ikke indeholde så meget
CO2 som i kolde perioder og vil derfor frigive store mængder kuldioxid til
atmosfæren. Det er derfor en mulighed, at den høje temperatur forårsager en
høj atmosfærisk koncentration af CO2, snarere end omvendt. Om den ene eller
anden sammenhæng mellem temperatur og CO2 dominerer i virkelighedens verden
er endnu ikke er fuldt afklaret. Men det er et sundt princip, at man i
videnskabelig sammenhæng altid opererer med mere end blot én hypotese.
Oceaneffekten. Analyser af nogle iskerner og havaflejringer antyder, at
fortidige temperaturændringer indtrådte, nogen tid inden der skete ændringer
i atmosfærens indhold af kuldioxid. Måske er det derfor i praksis
oceaneffekten, der dominerer. I sig selv vil dette ikke være voldsomt
overraskende, idet en lang række faktorer ud over CO2 naturligvis kan
forventes at have indflydelse på klimaet, eksempelvis skydække,
solaktivitet, vulkanisme, astronomiske forhold, m.v. De nævnte observationer
beviser ikke rigtigheden af hverken det ene eller det andet synspunkt, men
understreger betydningen af altid at arbejde med mere end én hypotese. En
imponerende indsats lægges i arbejdet med computermodeller, men to forhold
gør, at det ovenstående udsagn ikke nødvendigvis er korrekt.
komplicerede processer Det første forhold er af erkendelsesmæssig natur.
Jordens klima er påvirket af en stadig vekselvirkning mellem et uhyre antal
komplicerede processer der udspilles samtidigt som en kaotisk malstrøm. Man
kan sige, at Jordens klima repræsenterer et analogt system. Computermodeller
griber sagen an på en helt anden måde. Først udføres en række
gennemregninger af en proces, hvorefter computeren med dette delresultat går
videre til den næste proces for at regne på den, osv. Dette repræsenterer et
digitalt system, hvilket er ganske forskelligt fra et analogt system.
Computermodellen er derfor kun en mere eller mindre god efterligning af
naturen, men kan aldrig eftergøre denne helt.
Manglende viden. Det andet forhold vedrører manglende viden. Selv om mange
enkeltprocesser er godt undersøgt, er det langtfra altid klart, hvilken
eller hvilke processer der i naturen vil være overordnede i forhold til
hvilke andre. Eksempelvis om CO2 hidrørende fra menneskelig aktivitet vil
kontrollere atmosfærens indhold af CO2, eller om det primært vil være
oceanernes temperaturbetingede evne til optag og afgivelse, der vil
dominere? Dette vigtige spørgsmål afgøres af den, der skriver programkoden
til computermodellen, ikke af modellen selv.
Programmørens personlige valg bliver derfor en integreret del af
computermodellen. Hvis nogle af disse valg er foretaget på mangelfuldt eller
forkert fagligt grundlag, er det naivt at tro, at computerne blot i kraft af
deres formidable egenskaber som talknusere er i stand til at imødegå
effekten heraf. Dette er et principielt forhold, hvis konsekvens alle
forskere (og politikere) burde overveje nøje, før man gør brug af data fra
en model, man ikke selv har programmeret.
Er De nu forvirret? En computermodel kan aldrig blive bedre end den faglige
indsigt, der repræsenteres af programkoden. Fundamentalt set har vi derfor
mest af alt brug for intensiveret erhvervelse af faktuel, empirisk viden ved
observationer i naturen eller ved eksperimenter i laboratorier.
Computer-modeller er fremragende instrumenter til analyse af
enkeltprocesser, men som instrument til forudsigelse af fremtiden er de
muligvis ganske uegnede. Sandsynligvis har de ovenstående bemærkninger ikke
fjernet en eventuel forvirring De som læser måtte have haft vedrørende
spørgsmålet om globale klimaændringer. Men hvis De nu er forvirret på et
lidt højere plan, er mit mål for så vidt nået.
Naturens høje kompleksitet. Mine bemærkninger bør ikke tages til indtægt for
et synspunkt om, at man kan handle og agere, som man lyster, idet menneskets
indflydelse alligevel er forsvindende. Men de må gerne tages til indtægt for
et synspunkt om naturens høje kompleksitet, og at vi ikke endnu forstår alle
vigtige sammenhænge. Det er vigtigt at skelne mellem computer-modellernes
virtuelle verden og den 'virkelige verden' som vi lever i. Det vil være et
signifikant fremskridt, hvis vi fremover kan undgå nogle af de jævnligt
tilbagevendende katastrofeindlæg i klimadebatten, der uden at have undersøgt
det historiske faktagrundlag forklarer alle nutidige begivenheder med
menneskeskabt 'global warming', helt uanset om emnet er hedebølge,
kuldebølge, regnskyl, snestorm, tørke, oversvømmelse, mislykket
persillehøst, havisvariation eller orkaner. Det er simpelthen for naivt.
Kun med en velfungerende national grundforskning i baghånden kan politikere
og erhvervslivet have tillid til, at forskerne er i stand til at forsyne dem
med et alsidigt og veldokumenteret beslutningsgrundlag. En levende, alsidig
og fri grundforskning er dermed et helt centralt element i den kulturelle
udvikling.
This archive was generated by hypermail 2b29 : 03-08-01 MET DST