Karsten Johansen skrev 20. juni 2001 11:42 bl.a.:
>Ikkevoldslinja er iallfall en utvei for å kanalisere den energien som
>voldsprotestene uttrykker, man må prøve å holde en "nedviglende" dialog med
>de voldelige så langt det er mulig. Historiske erfaringer som
Baader-Meinhof
>er viktige: gruppa oppsto etter voldelige konfrontasjoner rundt
BILD-Zeitung
>hvor de arresterte, som (så vidt jeg har lest meg til) opptrådte langt
>mindre bevisst organisert med tanke på vold enn de "autonome" osv. nå, ble
>idømt enorme bøtebeløp som de aldri ville kunne betale. Statsmakten drev
dem
>mot desperasjon (lett med unge). "Teoriene" til Baaader-Meinhof osv. bør
>trekkes fram og kritiseres for sin elitisme og totalitarisme, det bør
minnes
>om hvordan gruppa endte som redskaper for stalinismen i DDR.
Baader-Meinhof gruppens teoretiske grunnlag ble formulert av dansken Gotfred
Appel:
http://www.leksikon.org/html/dk/appel_gotfred.htm
"I december 1963 dannede han - blandt andet sammen med historikeren Benito
Scocozza, tidligere DKU-formand John Groth og Ulla Houton, en anden Land og
Folk journalist, der blev hans fremtidige livsledsager - Kommunistisk
Arbejdskreds (KAK). KAK blev således en af Europas første maoistiske
organisationer. Appel besøgte flere gange Kina og har stået på podiet på Den
Himmelske Freds Plads, mens tusinder af kulturrevolutionens rødgardister
defilerede forbi.
KAK udviklede sig i slutningen af 60'erne imidlertid i en mere selvstændig
retning. Appel udarbejdede den såkaldte «Snylterstatsteori», i følge hvilken
arbejderklassen i det udviklede Vesteuropa og Nordamerika indtager en
dobbeltstilling. Den er på een gang udbyttet, derved at den producerer
merværdi, og bestukket derved at dens levestandard og dermed dens økonomiske
og kulturelle behov og dens faglige krav er baseret på årtiers deltagelse i
den imperialistiske verdens koloniale og neokoloniale rov.
Bestikkelsesfaktoren var den dominerende af de to. Det var i følge Appel
årsagen til revisionismens succes og den manglende revolutionære bevægelse i
Vesteuropa. Først når den Tredje Verden havde befriet sig fra imperialismens
åg og afskåret de rige lande fra superprofitter, ville der igen være grobund
for revolutionen i Vesteuropa.
Denne teori førte til et brud med kineserne, og til at Scocozza forlod KAK
og dannede en ny prokinesisk gruppe Kommunistisk Forbund -
marxister-leninister (KFML), der senere blev til Kommunistisk Arbejderparti
(KAP).
KAK engagerede sig kraftigt i solidaritetsarbejdet med befrielsesbevægelsen
FNL i Vietnam. Dette sammen med den generelle mobilisering af ungdommen i
slutningen af 1960'erne tiltrak en del unge mennesker og KAK oprettede i
1968 en ungdomsafdeling, Kommunistisk Ungdoms Forbund (KUF). KAK/KUF var i
de følgende år aktive i solidaritetsarbejdet med Palæstina og
befrielsesbevægelserne i de portugisiske kolonier i Afrika. KAK udviklede
gode forbindelser til især Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP).
Appel var filosofisk stærkt påvirket af Maos skrift «Om Modsigelser».
Marxismen var for ham en sand videnskab. Han søgte de «objektive
drivkræfter» i den historiske materialisme. Verden bevægede sig
uundgåeligt - om end af snørklede veje - mod socialisme. Kapitalismen måtte
udtømme alle sine muligheder for udvikling, før den socialistiske revolution
kunne realiseres. Derfor var Appel heller ikke modstander af Danmarks
indtrædelse i Fællesmarkedet i 1972. Det ville accelerere kapitalismens
udvikling, skærpe modsigelserne og dermed bringe socialismen nærmere. Hans
parti- og politikopfattelse var inspireret af Lenin, med dennes sans for
organisatoriske kampe. Han var en skarp og dreven debattør, og hans
kompromisløshed appellerede til de mere militante dele af 68-generationen.
Appel sympatiserede i 1980'erne fortsat med mange elementer i den kinesiske
udenrigspolitiske linie, især den uforsonlige kritik af Sovjetunionen. Han
forsvare ivrigt den kinesiske «tre verdens teori» ifølge hvilken «den tredje
verden» og «den første verden» (USA og Vesteuropa) måtte allierede sig mod
«den anden verdens» («socialimperialismen») i form af Sovjetunionen.
Diskussioner omkring Sovjetunionens rolle i den tredje verden, et
kønspolitisk opgør, sammen med organisatoriske, ledelsesmæssige og
personlige modsætninger førte til, at KAK i sommeren 1977 gik i opløsning.
Nogle medlemmer dannede Manifest-kommunistisk arbejdsgruppe.
Appel, Houton og et par andre medlemmer beholdt imidlertid KAK-navnet og
forsatte udgivelsen af tidsskriften Kommunistisk Orientering frem til 1980.
Appel forsvarede i disse år intenst det kinesiske udenrigspolitiske
verdensbillede, ifølge hvilket Sovjet var verdens farligste og mest
aggressive supermagt. Han polemiserede i disse år atter med Scocozza og KAP,
der nu var i færd med at distancere sig fra Kinas verdensbillede."
Se også: http://www.leksikon.org/html/dk/kak.htm og
http://www.leksikon.org/html/dk/ka.htm
Siste kapittel: http://www.leksikon.org/html/dk/blekingegadesagen.htm
"Den omfattende Blekingegadesag starter i offentligheden med røveriet mod
Købmagergades Posthus den 3. november 1988. Under røveriet blev der røvet 13
mio. kr, og en betjent blev dræbt. (Sagen blev først betegnet med
Blekingegade efter fundet af en dæklejlighed i maj 1989).
Politiet nedsatte derefter en tværgruppe med bl.a. deltagelse af PET. PET
genoptog aflytning og overvågning af gruppens medlemmer og omegn, der med
mellemrum havde været i PET's søgelys i mange år.
Som følge af efterforskningen blev fem personer arresteret den 13. april 89,
mistænkt for at tilhøre Kommunistisk Arbejdsgruppe, der formodedes at have
begået kriminelle handlinger, bl.a. postrøveriet i Købmagergade med det
formål at støtte befrielsekampe i den tredje verden. Gruppen var udskilt fra
den maoistiske Kommunistisk Arbejdskreds, KAK, der stammede fra 1963.
Adskillelsen skete i slutningen af 1970'erne, hvorefter KAK i praksis
ophørte med at eksistere.
Der blev senere rejst tiltale mod fire af de anholdte. En palæstinenser
blandt dem blev løsladt senere, og tiltaltes ikke. Den 2. maj kørte et femte
medlem galt med sin vogn, og politiet fandt adressen til en lejlighed i
Blekingegade på Amager. I lejligheden fandt politiet et større våbenlager
gemt, samt et stort og belastende materiale mod de varetægtsfængslede. Flere
anholdelser, ransagninger og afhøringer fulgte fundet i Blekingegade, og
sigtelserne mod de varetægtsfængslede voksede. De befandt sig alle i
isolation på forskellige anstalter,
En byretskendelse pålagde anklagemyndigheden at udlevere PET's materiale om
de sigtede, dvs. resultatet af ti års aflytning og overvågning af de nu syv
varetægtsfængslede. Først i marts 1990 efter endnu en kendelse, bøjede
anklageren sig for kravet, og begyndte en sortering af materialet. Noget
skulle søges tilbageholdt under påberåbelse af hensynet til fremmede magter.
PET's souschef, vicepolitimester Henning Thiesen, begrundede bag lukkede
døre PET's modstand mod at udlevere sit materiale. Det endte med at
forsvaret fik meget af materialet, noget var undervejs gået tabt, til gene
for anklagemyndigheden, og noget blev tilbageholdt.
I maj 1990 begyndte de indenretlige afhøringer for lukkede døre, under
forsvarets protest. De beskyldte politiet for unødig politisering af sagen
gennem deres pressemøder og lækager til pressen. De lukkede døre forhindrede
andre versioner af forløbet end politiets i at nå ud til offentligheden.
I juni 1990 var anklageskriftet klar og syv mænd sigtes alle eller delvist
for væbnede røverier, forsøg herpå, planlægning af kidnapning og
våbentyverier, spionage mod jødiske personer og firmaer, dokumentfalsk,
hæleri og overtrædelse af våbenloven. Seks af dem sigtedes for drabet på
politimanden under røveriet i Købmagergade. Der blev ikke rejst sigtelser
for terrorvirksomhed. Efter 14 måneders isolation måtte de fængslede nu have
samkvem med andre arrestanter, og modtage kontrollerede besøg.
Selve retssagen blev ført for åbne døre for et nævningeting i østre
Landsret, og blev indledt i september 1990. Der blev holdt 52 retsmøder med
bevisførelse før proceduren og nævningenes votering mm. Dommen faldt i maj
1991.
De syv dømtes således: tre fik 10 års fængsel, én fik 8 år, én fik 7 år, én
fik 3 år og endelig fik én 1 års fængsel. Fire af dommene blev anket til
Højesteret, der i november 1991 stadfæstede Landsretsdommene. Ingen blev
dømt for drabet på politibetjenten. Dels kunne det ikke fastslås, om der var
tale om mord eller om uagtsomt manddrab. Dels kunne det ikke fastslås, hvem
der havde affyret det dræbende skud.
Journalister, der dækkede retssagen, klagede over, at de omfattende
sikkerhedsforanstaltninger generede dem i deres arbejde, og over
anklagemyndighedens hemmelighedskræmmeri ved at nægte at udlevere kopier af
sagsakter til journalisterne. En dansk uskik, der står i kontrast til
forholdene i de lande, vi plejer at sammenligne os med. I Sverige f.eks. kan
enhver købe den slags sagsakter, inklusive politiets
efterforskningsmateriale, helt frit.
De sidste tre dømte i Blekingegadesagen, der hver havde fået ti års fængsel.
i 1991, blev prøveløsladte kort før julen 1995. Den såkaldte femte mand fra
Købmagergade, schweizeren Mark Rudin, der var udleveret til de danske
myndigheder fra Tyrkiet i april 1993, fik i oktober samme år otte års
fængsel for sin andel i posthusrøveriet. Hanne Bech Hansen, den tidligere
PET-chef, var nu blevet statsadvokat og var anklager i sagen. Schweizeren
blev prøveløsladt i februar 1997 og udvist til Schweiz. "
Stein Erik Jonasson
This archive was generated by hypermail 2b29 : 03-08-01 MET DST