BusHøyres "skattepolitikk" går ut på det samme som Marx skrev midt i forrige
århundre var det franske borgerskaps evige politikk: billig regjering. I
tillegg er målet å skape velgere til seg selv ved å privatisere. Jo fler som
jobber i reklameindustri og lignende dekadent virksomhet, jo fler salamandre
som garanterer totalitarismens eviggjøring.
Dette sier man ikke, men i stedet den vanlige svada som vi kan i søvne, men
som like mange hver gang hopper på med samla bein.
"Hertil føjes et berømt argument fra Regan-æraen, som progressive økonomer
ellers troede var blevet dementeret af de sidste 15 års økonomisk historie i
USA - nemlig, at de rige straks investerer refunderede skattepenge i
produktive projekter, der skaber beskæftigelse og økonomisk vækst. Hvis det
skulle være rigtigt, kunne man spørge, hvorfor nedsættelsen af
kapitalvindingsskatten i 1998 blev efterfulgt af et krak på teknologibørsen
og en bred afmatning i industrisektoren?" (sitat fra artikk. under).
Det er mindre enn promiller som lenger er villig eller i stand til å følge
et slikt resonnement. Derfor kan det brukes og sikre at en neanderthaler-
politikk styrer verden.
Karsten Johansen
http://webavis.information.dk/Fremvisning/Webavis/AviFrames.dna?pVisID=31990
404852959045
Bush’ finansielle bluff 16. maj 2001, af Martin Burcharth
Bag republikanernes skattelettelse skjuler sig et ideologisk korstog mod
staten
Sidste onsdag vedtog Repræsentanternes Hus en skattelettelse på 1.300 mia.
dollar over de næste 11 år. Fredag fulgte Senatet trop. Nyheden stod på
forsiden af de amerikanske aviser den følgende dag. Siden har det skortet på
dybdeborende analyser af denne skelsættende politiske begivenhed. I denne
uge og måneden ud skal Kongressens to kamre diskutere og helst nå til
enighed om indholdet og karakteren af denne enorme skattelettelse. Derfor er
medierne begyndt at referere følgende stridspunkter: Skal formueskatten
ophæves for alle arvtagere over en bred kam eller kun for dem, der arver op
til 4 mio. dollar? Skal den højeste skatterate nedsættes fra 39,6 til 36
procent eller fra 39,6 til 33 procent? Skal den laveste rate falde fra 15
til 10 procent? Det er selvfølgelig ikke uvæsentligt, hvad resultatet af
disse diskussioner bliver. Nogle vil vinde og andre tabe. Men det er i
virkeligheden af marginal betydning for det større billede, der her tegner
sig af en uansvarlig finanspolitik og en ganske betydelig
indtægtsomfordeling under det nye konservative styre i USA. Sagen er nemlig,
at præsident George W. Bush har fået sin vilje. Under valgkampen sidste år
gjorde hans modstander, senator John McCain, og demokraterne – for ikke at
tale om førende økonomer og aviser – grin af hans forslag om at bruge et
projiceret budgetoverskud på 5.600 mia. dollar til en skattelettelse på
1.600 mia. dollar over ti år. Hvad skal forbundsregeringen bruge 5.600 mia.
dollar til i det næste årti, spurgte den republikanske præsidentkandidat.
Det var jo penge, som hårdtarbejdende amerikanere havde optjent gennem
årene, og de fortjente derfor at få dem tilbagebetalt, lød Bush’
virkningsfulde valgslogan. I valgkampens sidste par måneder gik amerikansk
økonomi pludselig i stå. For Bush tjente det som en kærkommen begrundelse
til at foreslå en sænkning af indkomstskatten, selv om skatteborgerne først
vil kunne mærke forskellen om nogle år. Det er højst tvivlsomt, om en
skattelettelse på så lang sigt vil kunne stimulere forbruget mærkbart og
hindre en økonomisk recession. Forleden serverede præsidenten et nyt
argument: skattelettelserne skulle bruges til at hjælpe forbrugerne med at
betale de høje priser på energi. Hvilken af de tre begrundelser står til
pålydende vides ikke. Præsidenten skifter fra den ene dag til den anden. Den
egentlige årsag er, at skattelettelser i Bush’ og republikanernes øjne ikke
skal forstås som en generøs gestus overfor middelklassen og de mindre
bemidlede i det amerikanske samfund. Sådan bliver reformen fremstillet af
demagogerne. Tværtimod er der tale om at begunstige de formuende og
kapitalejerne, thi det er dem, der vil få de fleste skattedollar refunderet.
Når den kritik bliver fremsat, svarer Bush-rådgiverne: »Jamen, det er
velhaverne, der betaler mest i indkomstskat (fordi de tjener så mange
penge), så når man nedsætter skatteraten, vil de naturligvis også spare
flest penge.« Hertil føjes et berømt argument fra Regan-æraen, som
progressive økonomer ellers troede var blevet dementeret af de sidste 15 års
økonomisk historie i USA - nemlig, at de rige straks investerer refunderede
skattepenge i produktive projekter, der skaber beskæftigelse og økonomisk
vækst. Hvis det skulle være rigtigt, kunne man spørge, hvorfor nedsættelsen
af kapitalvindingsskatten i 1998 blev efterfulgt af et krak på
teknologibørsen og en bred afmatning i industrisektoren?
Ved nøjere eftertanke kan det næppe undgå éns opmærksomhed, at det egentlige
formål med republikanernes skattereform er at skære den amerikanske
forbundsstats rolle i økonomi og samfund ned til en mindre størrelse. Dét
til trods for, at statens samlede udgifter som del af
bruttonationalproduktet faktisk faldt i præsident Bill Clintons to
embedsperioder. Her er hovedideen bag det revolutionerende projekt: Jo færre
vælgere der er afhængige af overførsler fra forbundsstaten, desto flere
stemmer republikansk. Republikanernes argumentation er logisk. Det
demokratiske partis styrke skal findes i de sociale programmer, der blev
vedtaget i 1930’erne og 1960’erne. Store vælgergrupper i befolkningen,
herunder pensionister og fagligt organiserede, stemmer overvejende
demokratisk af frygt for at miste de sociale ydelser. Hvis republikanerne
kan privatisere pensionsfonden delvist, nedsætte den føderale indkomstskat
og gøre flere i den nye generation mindre afhængige af sociale ydelser, vil
det sikre partiet en større vælgerbase. Det er målet på langt sigt. Dette
ideologiske korstog indebærer en høj grad af finanspolitisk uansvarlighed.
Ingen bedre end økonomen Paul Krugman fra Princeton University har
forklaret, hvor meget fup og svindel, der er i præsident Bush’ skattereform.
I en nylig udkommet bog, Fuzzy Math: The Essential Guide to the Bush Tax
Plan, konkluderer Krugman følgende: at forbundsstatens projicerede
budgetoverskud ikke kan være 5.600 mia. dollar i de næste 11 år, bl.a. fordi
økonomerne har undladt at tage højde for en befolkningstilvækst på ti
procent Krugman anser 4.000 mia. dollar for et mere realistisk bud. at en
skattelettelse på 1.300 mia. dollar i virkeligheden koster forbundsstaten
2.000 mia over 11 år, fordi renteudgifterne til forbundsstatens gæld på
5.000 mia. dollar vil stige. at forbundsstaten har brug for at opspare
mindst 3.300 mia. dollar i det næste årti, hvis man skal have nok penge i
pensionsfonden Social Security og sundhedsfonden Medicare til at dække de
ekstra udgifter i forbindelse med de større årgange, som snart går på pension.
Som man kan se af Krugmans tal, er der et eller andet her, som ikke stemmer.
Hvis en skattelettelse koster 2.000 mia. og overskuddet beregnes til 4.000
mia., er der kun 2.000 mia. tilbage til at betale for ekstra pensions- og
sundhedsudgifter i det næste årti. Dertil kommer, at præsident Bush har
lovet at give flere penge ud til skoler og til forsvar (incl.
raketskjoldet). Hvad om amerikansk økonomi samtidig ender i en dyb
recession? Det betyder mindre skatterevenue og et endnu lavere
budgetoverskud. Hvor skal der spares? Man kan være sikker på, at
republikanerne vil forsøge at privatisere pensionsfonden og beskære sociale
ydelser. »Præsident Bush fremhæver, at skattelettelserne vil komme
middelklassen og selv fattige arbejdere. Det er simpelthen en uærlig
salgskampagne. Skattereformen er udtryk for finanspolitisk uansvarlighed,«
skriver Paul Krugman.
Link til Paul Krugmans rapport
This archive was generated by hypermail 2b29 : 03-08-01 MET DST