en ulykke

From: Karsten Johansen (kvjohans@online.no)
Date: 25-04-01


Det er mange katastrofer i vår tid. F.eks. har ikke treåringer adgang til pc.

Karsten Johansen

http://webavis.information.dk/Fremvisning/Webavis/AviFrames.dna?pVisID=31972
06973322818

Klik, sagde den lille mus 25. april 2001

MORGENAVISEN Jyllands-Posten er bekymret. Ikke over faldende aktiekurser,
ustyrlig indvandring, stigende offentlige udgifter eller lignende emner, som
almindeligvis ligger bladet på sinde. Nej, helt frem på forsiden den 24.
april bekymrer avisen sig såmænd om – vore småbørn. Situationen er
katastrofal, konsekvenserne er uoverskuelige, og fremtiden er så godt som
aflyst. Tænk engang: Der er ikke computere til de tre-årige i børnehaverne.
De rystende kendsgerninger er omsider kommet for dagen, takket være en
undersøgelse gennemført af en gruppe specialestuderende fra Københavns og
Hovedstadens pædagogseminarier. 53 børnehaver og fritidsordninger har fået
deres IT-vaner eller mangel på samme gået efter i sømmene, og det viser sig,
at blot en fjerdedel af institutionerne råder over computere, som børnene
har adgang til. Den frelste fjerdedel falder især inden for kategorien
fritidsordninger for større børn, og så kan enhver jo forstå, at de helt små
lades aldeles i stikken på Herrens analoge mark, hvor mus ynkeligt piber i
stedet for korrekt at klikke. Problemet er, at børnene enten sidder omkring
en enlig computer i en »kødrand«, som Jyllands-Posten med afsky citerer en
af undersøgelsens forfattere for. Eller også sidder den kommende generation
sikkert og kigger lige ud i den tomme luft. Når børnehavebørnene efter en af
disse to prøvelser begynder i skole, er de naturligvis »dårligt rustet«.
Underforstået til folkeskolens brug af computere, som lægger op til
gymnasiets og universitetets, der igen lægger op til arbejdsmarkedets
udstrakte anvendelse af IT, som er forudsætningen for – lykken. Man forstår,
at det gælder om at få fat i den lange ende tidligt i livet, og det er før
Fanden får sko på, ellers knækker computerkæden. Og for at der ikke skal
være et øje tørt: Det er angiveligt »udsatte børn og især piger«, som først
og fremmest skal have adgang til computer uden kødrand i børnehaven.

MANGE forældre er enige og synes ikke, det kan gå for hurtigt med at sætte
ungerne foran skærmen. Har det offentlige ikke set lyset, må forældrene selv
tage affære og for eksempel købe et computerkursus til de små hos et
foretagende som Futurekids. Firmaet optager dog først børn fra
fire-årsalderen, hvilket efterlader et kulsort hul af et udækket marked
blandt de tre-årige. Futurekids er en amerikansk opfindelse, der kom til
Danmark i 1996, og som nu har seks centre rundt om i kongeriget. Rundt om er
nu så meget sagt, for de to største centre og hovedkontoret ligger i
velhavernes Gentofte. Man kunne få den mistanke, at Futurekids ikke lige har
fat i de mest udsatte børn. Så meget større er det offentliges ansvar, kunne
nogen fristes til at mene, og det gør man i Gladsaxe Kommune, som har
besluttet, at samtlige børnehaver inden ti år skal spækkes med computere.

MEN DET falder dog ikke i god jord blandt alle forældre. FOLA,
Landsforeningen af forældre til børn i daginstitutioner, frygter, at
computere kan komme til at erstatte pædagoger, og at børnehaver omdannet til
maskinparker vil betyde mindre social kontakt. Skærmbørn vil få for lidt
motion, og deres sprog vil ikke blive udviklet ordentlig, tilføjer
foreningen, som altså vælger at se bort fra de herligt motionerede
musemuskler og det gode danske ordforråd, børnene vil få: Download, disc,
default, driver... Jyllands-Posten har fundet en forsker, som kalder FOLA’s
holdninger for gammeldags. Forældrene har svært ved at tro andet end ondt om
computere, når de ikke selv er vokset op i en digital verden, mener den
lærde mand og går let hen over alle de fornuftige voksne, der både priser
IT-mulighederne og ønsker børnehaver forsynet med klatre-net frem for
Internet.

MAN BEHØVER ikke være teknikforskrækket for at mene, at småbørn – ikke
mindst de udsatte grupper – har bedst af lege i den virkelige verden og der
tilegne sig den motorik, den fornemmelse for samvær og den udtryksevne, som
giver dem balance, bredde og overskud til sidenhen at kunne færdes i
cyberspace uden at fare vild og blive nørder. Man er vel ikke maskinstormer,
fordi man vil beskytte børn mod emsige forretningsfolk og karrieresygen, som
har fået mange voksnes arbejds- og familieliv til at flyde sammen i én
pc-grød og nu i IT-fremskridtets navn truer med at fjerne et af de sidste
skel mellem mellem barndom og ungdom. Statsministerens i øvrigt interessante
udråbelse af Danmark til muligt IT-foregangsland, hvor alle har
e-postadresse, indebærer forhåbentlig ikke, at de tre-årige skal flytte
hjemmefra i elektronisk forstand eller presses til at »producere noget ved
hjælp af computeren«, som en børnehavechef fra den selvudnævnte
foregangskommune Gladsaxe så utilsløret formulerer det i Jyllands-Posten.
Ellers bør piben og musen virkelig få en anden lyd. lieb



This archive was generated by hypermail 2b29 : 03-08-01 MET DST