Enda en flommereaksjonær "bølge" velter over den vestlige verden og Norget i
særdeleshet blåst opp av strømmen av goebbelsmålinger, medioter osv. Et
samfunnsskapt fenomen beskrives som naturbegivenhet og det er bare logisk at
man totalt har mistet følingen med den egentlige natur.
Alnæs i dabla formulerer fredag ropet på den sterke mann ved å beskrive
Einar Gerhardsens sønn som the good guy fra saloonen; kanskje skal dette
forestille ironi, dobbelttydig er det, som man kan vente seg fra værhaner.
Den totalitære husmannslengselen etter fars tilbakekomst spøker i
bakgrunnen. Een ting er dog sikkert: ingen sterk mann kan rydde opp i det
den moderne menneskehet har stelt til. Folk må selv bli voksne.
Jon M.s analyse (i dagens KK) av Frp.s gallupseier i Nordnorge lodder ikke
dypt, han konstaterer bare at SV og RV ikke får del i protestene og kommer
med en del forslag til kampagne for kollektivtransport som i og for seg er
fornuftige, men, og det er poenget: de vil ikke snu tilbakegangen. Folk
flest vil ikke ha kollektivtransport. De vil futte rundt i bilene sine.
Venstresidas problem er at folk er mot solidaritet og miljøansvar
når det koster dem selv noe. Venstresida kan i denne situasjon ikke gjøre
annet enn å fortelle folk så tydelig som mulig at de tar feil. Det vil
på lenger sikt gi respekt. Det vil aldri bli lett å være sosialist i et
velgerkorps dominert av rike småborgere som er frivillig totalitære. Folk
flest i Norget er lønnsarbeidere som drømmer at de er Kjell Inge Røkke
eller Celina Midelfart. Denne drømmen vil ikke vare evig.
I Norget spesielt men også ellers ser vi nå (igjen) resultatene av tiår med
fordummende TV og annet konsum. Georg Johannesens ord fra 1981 om at Ap. har
forvandlet Norget til "a first class country with a third class people" har
vist seg mer enn profetiske. Einar Hanseid - den norske dumhetens
sjefsideolog - har seiret. VG har lenge vært Norgets Pravda (og dabla dets
Izvestija) sammen med TV-versjonen TV2 (NRK). Frp. overtar for Ap. som
Norgets statsbærende ettparti, den frivillige totalitarismens (u-)norske
uttrykk, det republikanske USA-parti i norsk utgave. Men allerede i 1981
kunne man ane dette. Erling Norvik var Hagens forløper. "Nordmenn" i
hopetall er blitt en lemenflokk av smellfeite godstoldyr med millionhytter
og elektronisk oppvarming av fortau for å slippe snømåking i et land hvor
snø snart hører fortida til. Skoleklasser "farer vill" og slår leir femti
meter fra den rødmerkede turstien fordi det regner og er litt tåkete, elever
savner fjernkontroll, potetgull og cola i fjellet.
Zapffe sa det for lenge siden: "Vi avløses av et folk som ikke lenger for-
tjener sitt land". Han fikk "rett". Det de dominerende trenger er et spark i
ræva og solid kontakt med naturkreftenes vrede. Her som andre steder.
For også andre steder er det jo galt. Den vestlige verdens situasjon er
preget av dumme og bortskjemte mennesker i barnaktig "protest" mot enda
dummere og mer bortskjemte "ledere". Slavesjelene er misfornøyd med
gullhalten i lenkene sine. Slavedrivende milliardærer syter og klager.
Totalt naturstridige forventninger rettes mot den arme moder Jord fra alle
kanter av uopplyste idioter som pukker på sin grunnlovsikrede menneskerett
til å bli dummere i "ytringsfriheten"s navn. Fiskere vil fiske mer i hav de
har tømt, bønder og andre vil forurense og ødelegge det klima de lever av,
folk vil både ha heteslag og julekortstemning, hatet flommer mot de syklende
få fra bilreligionens apostler, i USA dreper folk for en forbikjøring osv.
På den andre siden rommer selvfølgelig det som skjer en dobbelthet. Hagen
gir det som på overflaten er konsumidiotiets protestbølge et "respektabelt"
ansikt, svigermors drøm som han jo er. Det som formuleres av mediene og
Hagen/Haider osv. er flertydig og rommer nok hos mange noe som stikker
dypere, en mer grunnleggende misnøye med hele "globaliseringen"s truende
perspektiver. Men ingen krefter finnes som kan formulere det som rekker ut
over "moderniseringen"s blindgate. Foreløpig kreves det fra alle dekk på
Titanic bare at farta skal opp, billettprisen ned og serveringen bli bedre.
Men kursen skal ikke endres; tvertimot skal roret låses ettertrykkelig i
katastrofeposisjon.
Kunne tenke meg å høre Oddmund Garviks kommentarer til den franske lastebil-
eier-aksjonen for lavere bensinpris. Som jeg har advart om tidligere her er
lastebileiere og dessverre også -sjåfører en reaksjonær og irrasjonell kraft
i spørsmålet om vestens energisløseri og klimaproblemene. Som så ofte ellers
er det høyresida i USA som er i ledelsen, også for bakstrevet på dette felt.
Noe tyder på at disse kreftene kan være i aktivitet nå igjen. USAs høyre har
jo tradisjon for å organisere lastebileier-aksjoner (husk kuppet i Chile
1973). Bush II har inngått en snever allianse med oljemultiene og er imot
enhver miljøpolitikk på dette feltet. Kanskje utnyttes også forbindelsene
til Saudiarabia for å skape en krise. At Euroland får problemer er dem neppe
imot, når Euroland er mot rakettskjoldet til USA.
Jeg minner om hvem som i sin tid var drivkrefter bak den tyske fascismen:
det var de industrigrenene som var "gammaldags": stål mv. Situasjonen er
langt fra så dramatisk ennå. Men på litt lenger sikt er oljeindustrien en
mektig reaksjonær kraft med farlig mye makt. Og mediene har alltid vært en
totalitær kraft.
Karsten Johansen
http://webavis.information.dk/Fremvisning/Forside/ForFrames.dna?pVisID=30511
9104522117
Nyhedsanalyse: Oliehysteriet tager overhånd
7. september 2000, af Ebbe Sønderriis
Glemt er alle de pæne ord om fælles ansvar for Jordens klima og miljø. Nu
handler det – igen – om at holde væksten oppe og de arabiske oliesheiker nede.
Endnu engang er verden ved at gå i panik over stigende oliepriser. Alle ved,
at den globale opvarmning er en realitet. Syv af de varmeste år siden det
første olieboom i Pennsylvania i 1860’erne er målt i 1990’erne. Nordpolen
smelter. Alle ved, at verden skal bruge mindre olie, hvis vi vil forebygge
menneskeskabte klimakatastrofer. Alligevel opfører verdens politiske ledere
– og en stor del af deres vælgere – sig som om verdens frelse afhænger af,
om OPEC-landene producerer mere olie, så prisen kan falde. Glemt er læbernes
bekendelser. Nu handler det om at holde væksten oppe og inflationen nede. Og
holde på sine vælgere. I går steg prisen på olie igen. En tønde råolie til
levering i næste måned kom op på 33,50 dollars pr. tønde. På spotmarkedet
røg prisen op på over 36 dollars. For halvandet år siden var prisen nede på
10 dollars pr. tønde. Hver gang prisen stiger fem dollar skæres der 0,3
procent af den økonomiske vækst i USA og 0,4 procent i EU. Priserne stiger
mellem en kvart og en halv procent, sagde analytikeren Richard Davidson fra
Morgan Stanley i London til avisen International Herald Tribune. »Det er
virkelig en risiko mod væksten i bruttonationalprodukterne – og især mod
profitternes vækst.«
I New York fortalte den saudiarabiske olieminister, Ali al-Naimi til
nyhedsbureauet Reuters, at Saudi-Arabien faktisk har hævet sin produktion af
olie med 600.000 tønder om dagen siden juli måned. Men det har altså ikke
være nok til at holde prisen nede. Nu lægges der voldsomt pres på
Saudi-Arabien for at hæve produktionen yderligere. Præsident Bill Clinton
mødes i nat dansk tid med Saudi-Arabiens fyrst Abdullah i Det Hvide Hus.
Markedet venter i spænding på, hvad de to vil sige, når de kommer ud fra
mødet. EU’s energikommissær Loyola de Palacio opfordrer også de
olieproducerende landes kartel, OPEC, til at hæve produktionen, når de mødes
i Wien på søndag: »Sæt fokus på verdensøkonomiens sårbarhed over for
prisstigninger som skyldes irrationel forvaltning af naturressourcerne på
verdensplan. Der er ingen tvivl om at det, vi har brug for, er en større
olieproduktion,« sagde hun. I hendes mund er det »irrationelt« at lave for
lidt olie, ikke at bruge for meget. Hun opfordrede EU’s medlemslande til
sammen at lægge pres på OPEC. Måske når finans- og økonomiministrene mødes
på fredag i Versailles. Loyola de Palacio benyttede lejligheden til at
advare EU-landene mod at skære ned på atomkraften: »Uden atomreaktorer kan
vi glemme alt om at nå vores Kyoto-mål,« sagde hun. EU’s Kyoto-mål er at
slippe syv procent mindre drivhusgasser ud i årene omkring 2010 end man
gjorde i år 1990. I Frankrig bøjede trafikminister Jean-Claude Gayssot sig i
går for presset fra de mange chauffører og landmænd, som blokerer
raffinaderierne og depoterne. Han lovede at sænke afgifterne med 51 øre pr.
liter. Men det var ikke nok til at standse protesterne og blokaderne i
Frankrig. »Transportministerens forslag er et skridt i den rigtige retning.
Det er bare utilstrækkeligt,« sagde lastbilchaufførernes fagforening. De
franske bilister har hamstret benzin, så tankstationerne nu er ved at være
tomme. I USA er lagrene ti procent mindre end de plejer at være, fordi
indkøberne har spekuleret i snarligt faldende priser. Hvis den kommende
vinter bliver særlig kold, kan der blive mangel på brændstof, siger
analytikerne. »Hvis OPEC ikke hæver produktionen, vil priserne nå et
toppunkt i vinter,« sagde lederen af Center for Global Energy Studies,
Fadhil Chalabi i London. »Priserne kan endda komme over 40 dollars pr. tønde.«
Er det så forfærdeligt? Et blik på kurven her på siden viser, at vi blot er
ved at komme op på de priser, der var resultatet af OPEC’s første virksomme
aktion, blokaden efter Yom Kippur-krigen i Mellemøsten. Det var dengang vi
lærte, at man ikke skal have radiatoren og vinduet åbne samtidig. Siden da
er alle motorer og apparater blevet mere effektive. Selv med de nuværende
priser betaler vi meget mindre for de samme energi-ydelser end dengang.
Prisen på fossil energi er stadig lav i forhold til andre priser. For
eksempel skulle benzinprisen ikke være de nuværende 8,55 for en liter blyfri
95, men snarere mellem 12 og 16 kr. for at svare til de almindelige
lønstigninger – eller til en tur med bussen i HT-området! På olieselskabet
BP’s hjemmeside kan man finde mange nyttige oplysninger om verdens
olieforbrug. For eksempel kan man se, at verdens olieforbrug faktisk faldt,
dengang priserne virkelig var høje. Nu stiger det. Da Sovjetunionen gik i
opløsning og meget gik i stå, faldt olieforbruget til det halve. Ellers er
det steget i hele verden. USA og Canada har forøget deres olieforbrug med
140 millioner tons siden 1991. Stigningen i Europa er lidt mindre.
Stigningen i Asien er større. Pr. indbygger bruger de stadig en syvendedel
af amerikanerne og canadierne.
Olieprisen vil falde igen. Det siger én, der ellers tjener penge på, at den
er høj, nemlig Shells øverste leder, Mark Moody-Stuart, til Reuters. Hans
argument er køligt og teknisk: Prisen for at producere en tønde olie er
faldende, også i Nordsøen, hvor landene ikke er med i OPEC.
Fremstillingsprisen i Norsøen (og andre offshore-boringer) er nede på ca. 10
dollar og den bliver halveret i løbet af de kommende ti år, siger han. Hvis
regeringerne rundt om i verden mener lidt af, hvad de siger om klimaet og
den vedvarende energi, så griber de chancen nu og indfører en ny, fleksibel
form for afgift på alt olie, kul og gas: En afgift, der holder prisen fast
på et rimeligt højt niveau, og langsomt stigende. Hvis markedsprisen svinger
op, skrues skatten ned. Hvis markedsprisen dratter ned, skrues skatten
tilsvarende op. Skatteindtægten kan bruges til at støtte vedvarende energi
og energibesparelser. Forbrugerne og virksomhederne ved, hvad de kan regne
med. Omstillingen til vedvarende energi kan ske stabilt. Faktisk havde
Danmark sådan et system efter den anden oliekrise i 80’erne. Men det måtte
opgives under pres fra grænsehandelen og de andre EU-landes uvilje mod
fælles CO2-afgifter. De samme lande som nu, med den spanske energikommissær
i spidsen, kræver billig benzin fra OPEC. Og masser af A-kraft.
This archive was generated by hypermail 2b29 : Thu Sep 28 2000 - 11:01:23 MET DST