I 1968 styrtet et B-52 bombefly fra USA ved Thule på Grønland. Flyet
medbrakte fire hydrogenbomber. Saken var voldsomt pinlig for den danske
regjeringen som offisielt ikke visste at USA hadde hydrogen- bomber på
Grønland, det var i strid med regjeringens offisielle politikk. Senere
undersøkelser har vist at regjeringen selvfølgelig visste mer enn de lot
som, men at de lot USA holde på som de ville. En avtale som ble inngått
under annen verdenskrig og forlenget etter denne gir sannsynligvis USA evig
militær overhøyhet over verdens største øy i samsvar med Monroe-doktrinen
fra den tidlige imperialismens epoke. Nå skal Thule brukes som ledd i det
gjenopptatte Reagan-prosjekt om rakettskjold.
Den danske regjeringen har i beste husmannsånd ikke våget å ytre ett ord om
dette (se nedenfor). Nå har de får en enda hetere potet å tygge på. Det ble
ikke ryddet skikkelig opp etter flystyrtet i 68, en hydrogenbombe ligger
fortsatt på havbunnen ved Thule. En munter og kjepphøy sosialdemokrat slo i
morges på radio nærmest saken hen i spøk. USA har jo alltid vært så
"omhyggelige". Ja dette er jo morsomt. Særlig for beboerne i Thule.
"Utviklingen" dere! Hvorfor slåss mot "moderne" våpen?
Karsten Johansen
http://www.jp.dk/cgi-bin/dbpublish.dll?page=internetavisen/indland/artikel&a
rt_id=2470128
Offentliggjort den 12/08-2000 kl.22:30
Atombombe under Thule Af NIELS HØJLAND
Nye fund i amerikanske arkiver bekræfter, at der ikke blev ryddet helt op
efter flystyrtet i 1968.
Der ligger formentlig en ueksploderet atombombe på havbunden ved Thulebasen
i Nordvestgrønland. Bomben var ombord på det B-52 fly, som styrtede ned tæt
ved basen den 21. januar 1968. Flyet var lastet med fire atombomber, og
nederst til venstre i flyets bomberum lå serienummer 78252.
De opsigtsvækkende oplysninger er gravet frem af en gruppe tidligere
Thule-arbejdere. De har aldrig troet på de amerikanske forsvarsmyndigheders
forsikring om, at alt blev ryddet op efter styrtet. Og 32 år efter ulykken,
har gruppen omsider identificeret den manglende atombombe på havbunden.
Oplysningerne kommer samtidig med, at debatten om en udbygning af
Thulebasens radarsystem raser. Amerikanerne vil gerne bruge Thule-basen i
opbygningen af et nyt missilforsvarssystem.
Lige siden flystyrtet i 1968 har det svirret med rygter om, at amerikanerne
ledte efter noget mere. Ingen kunne få at vide, hvad det var, men papirer i
arkiverne i den amerikanske atomenergikommission afslører, at atombomben med
serienummeret 78252 aldrig blev lokaliseret.
Thulearbejderne har hyret en amerikansk advokat, og gruppen har gennemgået
tusinder af papirer med rapporter og mødereferater, der af amerikanske
myndigheder var klassificeret tophemmelige.
Det fremgår af oplysningerne i de amerikanske arkiver, at de danske
myndigheder ikke fik den hele og fulde sandhed om konsekvenserne af ulykken
på Thulebasen. Og at amerikanerne ikke fandt, hvad de søgte.
Det fremgår blandt andet af en indberetning til den amerikanske
atomenergikommission dateret 19. marts 1968. Heri skriver general Edward B.
Giller, at alt, hvad man har fundet af rester af den fjerde atombombe med
serienummeret 78252, er den faldskærm, der skulle have været anvendt ved
brug af bomben.
»Amerikanerne har målrettet ledt efter en bestemt bombe med serienummer
78252. Men bomben er aldrig blevet fundet. Og det er blevet holdt hemmeligt
for de danske myndigheder,« siger Thule-gruppens organisatoriske sekretær,
Mogens Boesen, der især har stået for gravearbejdet.
http://www.information.dk/Webink.acgi?dl_Inf-analyse
Weekend 12. august 2000
Talende tavshed i ny Thulesag
Den danske regerings lavmælte politik i forhold til USA's rolle i Grønland
var forståelig under Den Kolde Krig - ikke i dag
Af POUL VILLAUME
Både statsministeren og udenrigsministeren fastholdt i denne uge den danske
regerings stramme holden tand for tunge vedrørende USA's planer om at gøre
Thule-basen i Grønland til en integreret del af det kommende Nationale
Missilforsvar - det kontroversielle, såkaldte 'raketskjold' imod den
angivelige trussel fra 'slyngelstater' som Irak, Iran, Nordkorea og Libyen.
I kontrast hertil har f.eks. de tyske, franske, canadiske og svenske
udenrigsministre direkte advaret imod et nyt eskalerende våbenkapløb ved
ensidigt amerikansk brud på den såkaldte ABM-traktat fra 1972, som forbyder
opstilling af større missilforsvarssystemer. Den officielle danske tavshed
bygger på en lang dansk tradition for hverken at høre, se eller tale, hvad
angår USA's militære aktiviteter på baseområderne i Grønland. Disse baser,
hvoraf de første blev oprettet under Anden Verdenskrig, har lige siden været
et af omdrejningspunkterne i de dansk-amerikanske sikkehedspolitiske
relationer. Arkiverne viser, at de ledende danske beslutningstagere helt fra
starten var betænkelige ved USA's militære brug af Grønland, som Washington
under Den Kolde Krig anså for at være afgørende vigtig i både defensiv og
offensiv henseende. På den anden side måtte danske toppolitikere gradvis
erkende, at når baserne i Grønland blev anset for at være af så afgørende
strategisk værdi i Washington, kunne småstaten Danmark ikke gøre meget andet
end at få det bedste ud af en vanskelig og delikat situation. Danmark kunne
i NATO-sammenhæng i et vist omfang spille 'Grønlands-kortet', som det
fortroligt blev kaldt: Ved at vise sig imødekommende over for USA's militære
krav om reel indskrænkning af dansk suverænitet over (dele af) Grønland,
håbede politikerne at opnå indrømmelser på andre områder i det
transatlantiske forhold.
Arkiverne bekræfter, at denne kalkule i et vist omfang holdt stik. Alligevel
bør betydningen af 'Grønlands-kortet' ikke overdrives. Danmarks NATO-politik
under Den Kolde Krig var også bestemt af en række andre udenrigs- og
indenrigspolitiske faktorer, som ikke havde med Grønland at gøre - herunder
ikke mindst nødvendigheden af ikke unødigt at provokere den sovjetiske
nabo-stormagt med militære skridt i NATO-regi, som kunne risikere at øge
spændingen mellem Øst og Vest i det nordiske/nordeuropæiske område. Derfor
den særlige danske (og også norske), forbeholdne profil i NATO-samarbejdet
under hele Den Kolde Krig med nej tak til amerikanske baser og atombevæbning
i fredstid, vedholdende forsøg på at nuancere USA's og NATO's officielle
trusselsbilleder, afspændings- og brobygningsudspil som f.eks. det danske
øst-diplomati i 1960'erne, som bl.a. medvirkede til at fremme dén
Øst-Vest-dialog, som institutionaliseredes med Helsinki-processen og CSCE i
1970'erne. Ifølge mange koldkrigsforskere betød denne proces langt mere for
Den Kolde Krigs afslutning end Reagans oprustningsoffensiv i 1980'erne - en
offensiv, som et folketingsflertal i tråd med dansk sikkerhedspolitisk
tradition forholdt sig kritisk til med den såkaldte 'fodnotepolitik'.
Det bemærkelsesværdige ved dansk sikkerhedspolitik siden Den Kolde Krigs
afslutning er, at de her påpegede traditioner i betydeligt omfang er blevet
brudt. Eksempler: Det officielle Danmark støttede fuldt ud USA's
systematiske satsning på en militær løsning efter den irakiske besættelse af
Kuwait i 1990-91 (herunder afvisningen af alle bl.a. arabiske forhandlings-
og mæglingsforsøg), og lige siden har Danmark kritikløst støttet den
USA-fastholdte boykot af Irak, som ifølge FN indirekte har kostet over én
million sagesløse irakere livet. Danmark har helhjertet støttet NATO's
udvidelse mod øst trods de vedholdende protester fra hele det politiske
spektrum i Rusland - og som eneste NATO-land har Danmark offentligt støttet
også de baltiske landes snarlige og fulde NATO-medlemskab, ligesom Danmark
på linje med USA taler for på sigt at minimere forskellen mellem medlemskab
af Partnerskab-for-Fred-samarbejdet og fuldt NATO-medlemskab for de
tidligere Østbloklande og de forhenværende Sovjet-republikker - herunder de
centralasiatiske i de konfliktfyldte, olierige områder omkring Kaukasus og
Det Kaspiske Hav. Danmark støttede i 1998 uforbeholdent USA's
'straffe-angreb' fra luften mod Irak (og mod Sudan) uden godkendelse fra
FN's Sikkerhedsråd, og Danmark var både politisk og militært med hele vejen,
da NATO sidste år - under etiketten »humanitær intervention« - gik i krig
mod Jugoslavien om Kosovo, også uden om FN's Sikkerhedsråd. Danmark
tilsluttede sig samtidig - i modsætning til en række andre NATO-lande uden
synlige indvendinger - NATO's nye, i alt væsentligt amerikansk udarbejdede
strategiske koncept, hvis formuleringer tillader alliancen at udvikle sig
fra en regional og territorial forsvarsorganisation til en i princippet
global, selvbestaltet 'ordenshåndhæver' til beskyttelse af vestlige
interesser. Danmark har også helhjertet omfavnet USA's nyeste
trusselsbillede, som sætter 'slyngelstaterne' i centrum, og som altså er
USA's officielle begrundelse for et 'raketskjold'. Set i langt historisk
perspektiv har Danmark således gennem de sidste 10 år i afgørende
situationer forladt vigtige traditioner og principper bag landets udenrigs-
og sikkerhedspolitik gennem det 20. århundrede: Satsningen på en
ikke-provokerende, mæglings- og forhandlingspræget og stormagtsskeptisk
politik, som søgte ikke-militære løsninger på mellemstatslige konflikter
baseret på international ret. Danmark er blevet en af de allermest loyale og
trofaste allierede for den amerikanske supermagt, uanset at USA i store dele
af den øvrige verden på flere måder mere og mere opfattes som en - med den
kendte amerikanske politologi-professor Samuel P. Huntingtons ord -
»slyngel-supermagt«, som foragter FN, og som gerne vil skrive internationale
aftaler og traktater for andre lande, men selv nægter at tilslutte sig dem
eller forbeholder sig ret til at overtræde dem (jævnfør også aftalen om Den
Internationale Krigsforbryderdomstol og Mineudlægningsaftalen).
I dette lys bliver den aktuelle danske tavshed om USA's raketskjold-planer
ganske talende. Under Den Kolde Krigs trusler - de reelle og de mere
indbildte - var den danske lavmælte politik i forhold til USA's rolle i
Grønland forståelig. Samtidig gav den øvrige, forbeholdne danske
NATO-politik Danmark en reel indflydelse: Den medvirkede til at bevare
Norden som et relativt lavspændingsområde under Den Kolde Krig. I dag, hvor
der ikke eksisterer sikkerhedspolitiske trusler mod Danmark, turde landets
udenrigspolitiske råderum være langt større - uanset EU-medlemskabet. En
endnu klarere profilering af Danmarks traditionelle udenrigs- og
sikkerhedspolitiske mærkesager kunne altså forventes. Alligevel er tendensen
den modsatte. Spørgsmålet er, om regeringens intime sikkerhedspolitiske
parløb med USA i disse år giver Danmark dén større indflydelse på
internationale anliggender, som politikkens tilrettelæggere givetvis vil
hævde er dens formål. Grønlandske politikeres anbefaling af helt at skrotte
ideen om et 'raketskjold' som både en teknisk uopnåelig illusion og en
hasarderet og modproduktiv blindgyde og i stedet bruge de 500 mia. kr. til
udvikling af 'slyngelstaterne' er under alle omstændigheder i langt bedre
samklang med traditionelle danske sikkerhedspolitiske kerneværdier. At mene,
at disse værdier er 'forældede' i international politik efter Den Kolde
Krig, kan vise sig at være den allerstørste illusion.
Poul Villaume er dr.phil. og lektor i samtidshistorie ved Københavns
Universitet
Kommentar: Villaumes artikkel bygger på den feilaktige forutsetning at
den kalde krigen er over. Det er selvfølgelig feil. Veksten i USAs
"forsvar"sbudsjett viser at den kalde krigen = opprustningsspiralen
aldri slutter så lenge imperialismen eksisterer. Hva skal EU med
"forsvar"ssamarbeid? "Forsvare" seg mot statholderen Putins ruin?
Karsten Johansen
This archive was generated by hypermail 2b29 : Thu Sep 28 2000 - 11:01:12 MET DST