Nedenstående artikkel av den danske, sosialdemokratiske miljøministeren
inneholder en interessant oppsummering av nyeste fakta rundt klimaproblemet.
Samtidig viser den, at ikke alle sosialdemokrater er SÅ penge- og markedsgale
som jensemannens eller blærens karrieremakere. Selvfølgelig har også denne
danske ministeren store svin på skogen, men han har i det minste satt seg
inn i problemene og beveger seg ikke på norsk dabla- og NRK/FRP-nivå
(Fossen inkl., han hører til i den mindre sofistikerte del av det
pseudointellektuelle skumsprøyt rundt FRP og nyliberalisme/sosialdarwinisme)
Ikke underlig at kretsen rundt den nåværende statsminister Sirup Rasmussen
i Danmark (med bakspillere?) gjorde alt for å fjerne Auken som partileder.
Som med Palme gikk det galt for Auken, selv om det ikke gikk SÅ galt.
Storebror liker ikke visse typer.
Karsten Johansen
(Fra tidsskriftet Naturvidenskab 1999)
Hasard med klimaforandringer?
Af miljø- og energiminister Svend Auken
“Det er ikke let at være politiker, der skal på valg hvert fjerde år, og så
alligevel indirekte være medansvarlig for fjerne generationers livsvilkår”,
skriver Miljøminister Svend Auken i dette indlæg i klimadebatten.
Er Jordens klima stabilt?
En klog person har sagt, at vejret er skabt af Vorherre til at modbevise
meteorologerne. Det passer fint med det lunefulde danske sommervejr –
alligevel er det som om, vi kender det. På trods af, at det skifter mel-lem
gode og dårlige år, kan vi stort set genkende vejret fra år til år. Men kan
vi være sikre på, at det fortsætter sådan? Forskerne taler i stigende grad
om, at klimaet kan udvise instabiliteter. Det skyldes primært, at der er
fundet flere og flere eksempler på, at klimaet i den geologiske fortid har
været meget mere ustabilt end i dag. Pludselige klimaskift er tilsyneladende
sket i løbet af få årtier, og har betydet drastiske temperaturændringer på
op til 10°C (f.eks. på Grønland). Faktisk ser det ifølge forskerne mere og
mere ud som om det er de seneste 10.000 års relativt stabile klima, som er
afvigelsen fra reglen. Det er tankevækkende, at denne periode netop falder
sammen med menneskehedens opfindelse af agerbruget og udviklingen af
civilisationerne. Menneskeheden har således aldrig i historisk tid oplevet
en af de alvorlige klimaændringer, som ellers har været hyppige, og det er
nok grunden til at mange mennesker nægter at tro på, at noget sådant
overhovedet vil kunne ske i virkeligheden. Hvordan udløses pludselige
klimaforandringer? Det er endnu langt fra klart, hvad der har udløst de
pludse-lige klimaforandringer, man finder vidnesbyrd om i iskerner og
havbundssedimenter, men erfaringerne fra lignende systemer går ifølge
forskerne på, at Broecker har sagt, at klimasystemet er at ligne med “an
unpredictable wild beast” og tilføjer “and we are poking at it with sticks”.
Det er nødvendigt at tage risikoen for ubehagelige overraskelser med i vores
overvejelser om indsatsen på klimaområdet, og jeg kan konstatere, at
risikoen i stigende grad diskuteres blandt forskerne, og også af ansvarlige
miljøministre. Et snart velkendt eksempel er, at havstrømmene (f.eks.
Golfstrømmen), der har så stor betydning for Danmark og Vesteuropas klima,
pludselig kan stoppe eller blive svækket. Sker det, kan det indlede en
udvikling mod et væsentligt små ændringer i de påvirkninger, systemerne
udsættes for, kan nå visse tærskelværdier, som så udløser forandringen. Det
er som en bold, der pludselig ruller af sig selv, når den er skubbet ud over
kanten af en bakketop. Det er faktisk en reel risiko, at den menneskeskabte
påvirkning, der følger af drivhus-gasserne, kan komme til at virke som en
sådan udløsende ændring. Så får vi måske ikke den jævne udvikling mod et
varmere og varmere klima, som ellers er blevet forudsagt for de næste par
hundrede år, men måske en hurtigere, overraskende udvikling.
Havforskeren Wallace spår koldere klima i Europa – måske 5°C koldere, hvor
betingelserne for landbrug ikke længere vil være til stede. Sker der først
en afbrydelse af havstrømmene kan det tage århundreder, eller endog
årtusinder, før klimasystemet evt. tipper tilbage. Forskningen har vist, at
det har været tilfældet ved tidligere forandringer i disse havstrømme. I
nyere ocean-atmosfære modeller, ser man faktisk, at disse havstrømme
svækkes, eller stopper helt, afhængigt af, hvor stor stigningstakten i
drivhus-opvarmningen bliver i det næ-ste århundrede. Ifølge forskeren Stefan
Rahmsdorf, der netop har fået en pris på 1 mio dollars for sin forskning i
havstrømningerne, er mekanismen bag dem for-enklet sagt, at koldt,
saltholdigt vand synker til bunds i forskel-lige områder i det nordlige
Atlanterhav, hvilket trækker yderligere varmt vand nordpå i de varme
overfladestrømme, hvor fordampning og isdannelse øger saltholdigheden. Det
er altså det salte vand, der er årsagen til havstrømmene, og omvendt,
havstrømmene, der er årsagen til at vandet bliver salt. Forrykkes balancen,
f.eks som følge af ændringer i nedbøren, kan der udløses en spiral, hvor
mindre salt giver mindre havstrøm osv. indtil strømmene evt. helt afbrydes.
I en periode troede man faktisk, at svækkelsen alle-rede var begyndt, men nu
ser det heldigvis ud til, at den ob-serverede svækkelse ved Grøn-lands
østkyst modsvares af en forøgelse af nedsynkningen i nærheden af Norge. Men
endnu er der ikke grundlag for at “aflyse katastrofen”. Havstrømmene er kun
et blandt mange flere eksempler. Forskere ved Hadleycenteret i England har
f.eks. ud fra modelsimuleringer peget på risikoen for omfattende skovdød i
bl.a. Amazonas og Afrika som følge af tørke og brande. Det kan medføre, at
skovene på globalt plan skifter fra at optage kuldioxid til at være kilde
til udslip – som så kommer oven i de menneskeskabte udslip fra afbrændingen
af fossilt brændsel. Denne mulighed for for-stærkning af påvirkninger på
klimaet via ændringer i vegetationen bør tages alvorligt, da den
tilsyneladende tidligere har været virksom. Det ser nemlig ud til, at store
dele af Sahara-ørkenen for få tusinde år siden var grøn og frodig. I dag
finder vi f.eks. hulemalerier midt i ørkenen med billeder af svømmende dyr.
Når forskerne fra Potsdam Klimainstitut forsøger at rekonstruere
situationen, finder de at nedbøren i området både var årsagen til og følgen
af plantedækket. Selv om ørkenens fremkomst efter al sandsynlighed skyldes
gradvise, næsten umærkelige ændringer i de astronomiske forhold, kom skiftet
til den nuværende tilstand ifølge forskerne meget hurtigt, som et resultat
af en serie tørkekatastrofer, der ødelagde vegetationen, hvorefter nedbøren
forsvandt permanent. Den tids mennesker, som vi finder sporene af over store
områder, måtte derefter fortrække til de få resterende områder, som
Nildalen. Det er på lignende måde foruroligende, at vi må konsta-tere en
tydelig formindskelse af havisen i det arktiske hav om Nordpolen i disse år.
Det er nemlig også en proces, der kan være selvforstærkende, når den først
er kommet i gang. Tilsvarende accelererende sammenbrud af store isområder,
de såkaldte ice-shelfs, på sydpolen, har sendt isflager på hundredvis af
kvadratkilometre til havs. Og forskerne kan se, at store områder i
Vestantarktis faktisk har været isfrie i perioder i fortiden, så de er altså
ikke stabile, når påvirkningerne er tilstrækkelig store. Er det et sådant
større sammenbrud, vi nu ser de første tegn på, vil det langsomt, men
ubønhørligt kunne give langt større vandstandsstigninger end de ½-1m som
Klimaforskerne spår for det næste århundrede. Næsten overalt på kloden er
gletscherne i bjergene hastigt ved at smelte. Det går specielt hurtigt i
Himalaya, der huser de største ismasser på land, næst efter Grønland og
Sydpolen. Om 40 år vil de sidste gletschere i det område være helt væk. Det
vil få katastrofale følger for vandforsyningen i de store flodsystemer, der
forsyner de meget folkerige egne i bl.a. Indien og Bangladesh. I de senere
år har vi også set, at det såkaldte El Niño fænomen med de efterfølgende
klimavirkninger fra skovbrande i Indonesien til orkaner i Mellemamerika
bliver hyppigere og hyppigere. Fra troperne meldes om, at verdens koralrev
er i en omfattende krise. I det Indiske Ocean anslås hele 70% af korallerne
at være døde i løbet af 1998. Forskerne mener, at det primært skyldtes
ekstraordinært høje vandtemperaturer, og australske forskere har for nyligt
forudsagt, at de fleste koralrev vil bukke under på et tidspunkt midt i
næste århundrede. En bortdøen af koralrevene betyder, at en vigtig funktion
i havenes selvregulering påvirkes, fordi korallernes kalkdannelse indgår i
kulstofkredsløbet. Der-for er truslen mod korallerne ikke kun alvorlig som
følge af de lokale påvirkninger af fiskeri, kystsikring, turisme osv, men
måske også, fordi det på sigt vil kunne påvirke det glo-bale miljø og
atmosfærens CO 2 -indhold. Forskerne ved, at ændringer i kalkdannelsen kan
have spillet en vigtig rolle for CO 2 -stigningen efter sidste istid. Men
forskerne mangler (også her) det fulde overblik over konsekvenserne af denne
forstyrrelse af den økologiske balance. Det uhyggelige ved mange af
processerne er, at de vil være umulige at stoppe, når de først er kommet i
gang for alvor. Vi har set de første tegn på klimaændringer, men det er
ifølge forskerne kun begyndelsen Alle disse foruroligende tegn og forskernes
voksende indsigt i muligheden for klima-instabiliteter kan ikke bare
ignoreres. Vi er i gang med et helt uoverskueligt globalt eks-periment med
uforudsigelige konsekvenser. Et eksperiment, der kun lige er begyndt, men
måske bliver meget værre end vi frygter. Den globale opvarm-ning kan således
vokse fra de ca. 0,7°C den nok er oppe på i dag til op mod 5°C, hvis vi ikke
griber ind, selv uden over-raskelser. (figur 1). Det er så mange gange
større en forstyr-relse end vi allerede har, at forskernes mulighed for at
for-udse, hvad der vil kunne ske, i realiteten er yderst begrænset. Allerede
ved et par grader, kommer vi ud over hvad Jorden har oplevet inden for de
sidste par millioner år, til trods for skiftende istider og mellem-istider
med en cyclustid på ca 110.000 år. Klimasystemet er så indvik-let, at det
måske ikke er muligt for forskerne at nå til en endelig afklaring af, hvilke
af de mange mulige overraskelser der med sikkerhed kan udelukkes, og hvilke
der reelt vil kunne ind-træffe, endsige at give sikre skøn for risici og
sandsynligheder. Og hertil kommer måske nogle overraskelser, vi slet ikke
har haft fantasi til at forestille os endnu. På den anden side kan det også
være, at det slet ikke går så galt, som noget kunne tyde på. Alligevel kan
vi ikke tillade os at spille hasard med klimaet. Og derfor er vi nødt til at
forholde os til mulig-heden og risici’ene, og jeg ser helst, at vi får en
åben og bred debat om, hvilke konsekvenser vi skal drage. Min fornemmelse
er, at der er en stigende foruroligelse blandt politikere, forskere,
virk-somheder, græsrods-organisationer og borgere. Det er mit bedste bud, at
det vil lede til en betydelig opstramning af den internationale vilje til at
tage drivhusudfordringen op. Det skal ske inden for de næste få år, hvor
fortsættelsen af Kyoto-protokollen ud over første periode 2008-2012 skal
forhandles. Vi bør i mellemtiden benytte tiden til en udvidet debat, også
internationalt, om de risici, menneskeheden står over for. Lige nu arbejder
FN’s Klimapanel på sin næste store udredning, der kommer i 2001, og jeg ved,
at spørgsmålet om mulige klimaoverraskelser vil blive behandlet grundigt.
Styringen af det globale miljø Ser man overordnet på det, der foregår i
disse år, med begyn-dende international regulering af miljøet på globalt
niveau, som det sker gennem diverse internationale miljø-aftaler, f.eks.
Montrealprotokollen om ozonlagsnedbrydende stoffer, klimakonventionen,
biodiversitetskonventionen, ørkenspredningskonventionen,
skov-forhandlingerne osv, kan man sige, at vi er ved at gå ind i en ny epoke
hvor menneskeheden optræder som ét globalt “individ”, med en signifikant
rolle for den fremtidige udvikling af planetens fysiske og økologiske
tilstand. Menneskeheden våg- ner op fra en mange årtusinder lang periode,
hvor den har væ-ret passiv passager på et tilsyneladende fuldautomatisk
rumskib, og finder at den nu er anbragt i førersædet på rumskibet Jorden,
uden endnu at kende hverken betjeningsvejledningen til styregrejerne,
endsige den nærmere konstruktion af rumskibets life-support systemer. Men
med en gryende bevidsthed om, at den måske er ved at ødelægge nogle af
syste-merne, med uoverskuelige kon-sekvenser. Jeg vil ikke her komme ind på
de potentielle konsekvenser af, at vi systematisk fortrænger de naturlige
økosystemer med menneskeskabte og styrede økosystemer (marker,
græsningsarealer og plantager i stedet for oprindelig natur), eller de
konsekvenser, der kan følge af den globale baggrundsforurening med stoffer,
som f.eks. de hormonlignende kemiske forbindelser, dioxin mv. Nogle af de
største udfordringer kan nemlig meget vel vise sig at ligge i vores massive
påvirkning af de grundlæggende stofkredsløb på Jorden, f.eks. kredsløbene af
kulstof, kvælstof og ferskvand. Det skyldes, at disse stoffer indgår så
massivt i grundlaget for bla. transport, industri- og fødevareproduktion, at
en løsning er langt vanskeligere end udfasningen f.eks. af enkeltstående
giftige stoffer. Jeg vil her koncentrere mig om det førstnævnte eksempel,
som af nogle er blevet betegnet som det må-ske største miljøproblem vi står
over for. CO2-udsendelsen: Den mest alvorlige menneskeskabte på-virkning
Tilsyneladende har kulstof-omsætningen på planeten over de sidste 10.000 år
været i en meget fin balance, hvor CO 2 -koncentrationen har ligget næsten
konstant på ca 280 ppmv (milliontedele af rumfanget). Der var måske en svag
stigning over de 10.000 år på omkring 20 ppmv, formentlig en tilpas-ning
efter sidste istid, men bortset fra det, ser det ud til at systemet,
formentlig i kraft af forskellige selvregulerende mekanismer, har været
næsten stabilt. Ser vi tilbage over de seneste godt 400.000 år, hvorfra der
er data i iskerneboringerne, ses at systemet har bevæget sig inden for
forholdsvis faste grænser gennem istidscyklusserne. Fra et bundniveau på ca
180 ppmv når det var koldest, til ca 280 ppmv i de varme perioder. Men så,
først med skovrydning og siden med industrialiseringen, har vi foranlediget
en stigning på 90 ppmv, til nu 370 ppmv på kun et par hundrede år, og med
udsigt til at nå 500, 600, 1000 ppmv eller højere endnu, hvis vi ikke griber
ind, inden for de næste par hundrede år. Tydeligvis er vores tilførsel af
kulstof (pt godt 7 mia t om året globalt) for kraftig, eller for hurtig, til
at planetens selvregulering kan følge med (Figur 2). Et gammelt eksempel
Hvor enestående situationen er, ses måske bedst af, at vi nok skal omkring
55 mio år tilbage for at finde en lignende begivenhed: Den gang ser det ud
til, at der pludseligt, over få tusinde år, blev tilført en større mængde
kulstof af biologisk oprindelse til systemet, for-mentlig omkring 1200 mia
t, nogenlunde samme størrelse som vi vil nå i det kommende århundrede med
det eksperiment vi nu er i gang med, via afbrænding af fossile brændsler.
Det medførte drastiske omvæltninger, f.eks. pludselig udskiftning af arter i
de forskellige økosystemer og en temperatur-stigning på omkring 7 grader C.
Forskerne peger på, som den mest sandsynlige forklaring, at stigende
havtemperaturer førte til destabilisering af metanholdige aflejringer på
havbunden, stammende fra organisk materiale deponeret gennem årtusinder, der
pludseligt har givet øgede metan- og kuldioxidkoncentrationer i atmosfæren.
Dette har så via drivhusopvarmningen igen givet mere metan osv. I en
selvforstærkende spiral. Man kan se af data fra boringer i havbun-den (bl.a.
kulstofisotopen C 13 ), at det tog af størrelsesordenen 140.000 år før
Jorden var kom-met sig over denne forstyrrelse. Det værste er næsten, at vi
slet ikke kan udelukke, at vores nuværende udledninger, og de deraf følgende
temperatur-stigninger, kan udløse en lignende destabilisering. Der er masser
af metan, formentlig 14.000 mia t kulstof i disse havbundsaflejringer
(såkaldte metan-hydrater), også i dag, og forskerne har længe vidst, at en
del vil blive destabiliserede, hvis bundtemperaturerne vokser, f.eks. på
kontinentalsoklerne. Det tager i givet fald tid for varmen at trænge ned,
forment-lig mange hundrede år, så der er formentlig ingen fare på kort sigt.
Lignende risici, der nok er mindre i potentielt omfang, men til gengæld mere
kortsig-tede, kan være knyttet til muligheden for omfattende frigivning af
methan og kuldioxid fra smeltende tundraområder, eller fra skovdød på
nordlige breddegrader, som følge af klimabælternes hurtige vandring.
Eksemplerne illustrerer den nye problemstilling: Hvis menneskeheden vælger
at forsøge at styre rumskibet Jorden, kan vi måske undgå den slags
udviklinger. Ellers kan det, vi gør i dag, betyde alvorlige forstyrrelser
for de næste mange generationer. Det er ikke let at være politiker, der skal
på valg hvert fjerde år, og så alligevel indirekte være medansvarlig for
fjerne generationers livsvilkår. Men det er den situation, vi skal til at
vænne os til. Endnu famler vi tildels i blinde, fordi usikkerhe-den om de
fremtidige effekter er stor. Men vi ved nok til, at menneskeheden er på vej
ind i en chancesejlads, med ukendte odds. Videnskabelig erkendelse og den
demokratiske beslutnings-proces Det er klart, at der ligger masser af
spændende opgaver for dem, der kan lide naturviden-skab, nemlig at
dechiffrere de fingerpeg om planetens blueprint, der vil gøre det muligt for
menneskeheden at styre fri af de fremtidige fejltagelser. Det gælder over
snart sagt hele spektret af discipliner: geofysiske, biologiske, kemiske,
økosystemer etc. Men selvfølgelig også de humanistiske videnska-ber, f.eks.
sociologi, økonomi, politik, filosofi etc., der skal hjælpe os med at forstå
den mest uforudsigelige faktor i systemet: nemlig os selv. Ved at bidrage
med idéer til, hvordan vi klarer overgangen til rollen som globalt subjekt,
i førersædet på rumskibet Jorden. Har man overværet de nuværende
FN-forhandlinger om klima-konventionen osv. er det soleklart, at der endnu
er langt fra udkigsposten til kommando-rummet på rumskibet, og at det
største problem nok er, hvordan vi kan agere i fællesskab, i be-tragtning af
de gigantiske forskelle i livsvilkår og verdens-anskuelse, der præger
rumskibets brogede besætning. I den nye rolle kan vi ikke bruge vores
hidtidige erfaringer med at lære af vores fejltagelser – dertil er
tidsperspektivet blevet for langt, medmindre vi udvikler nye værktøjer til
at uddrage langtidsstrategier af vores korttidserfaringer. Derfor er der en
kæmpeopgave i at udvikle fremsynede strategier for den globale styring, der
muliggør at vi kan reagere i tide på de langsigtede udfordringer planetens
indbyggede mekanismer stiller os over-for. Til trods for vores til en hver
tid begrænsede viden. Det vil kræve en hidtil uhørt inte-grering af vores
viden om de naturlige og menneskelige systemers opførsel, såvel som store
pædagogiske evner til at formidle den erhvervede indsigt ind i den
demokratiske beslutningsproces. Derfor er fremtiden mere spændende end en
hvilken som helst science fiction historie. Enten mestrer vi udfordringen,
eller også går menneskeheden en usikker fremtid i møde præget af drastiske
omvæltninger og økologiske sammenbrud, der let kan overstige vores kapacitet
for tilpasning.
Redaktionen foreslår disse hjemmesider for yderligere information:
Energistyrelsen har en samling af links på denne adresse:
www.ens.dk/Klima/links.htm Om klimaforskning i arktis: www.dmu.dk/
lakeandestuarineecology/camp/ Klimaforskning på Center for Jordens Klima og
Biogeokemiske Kredsløb (DCESS): www.dcess.ku.dk Dansk Meteorologisk
Institut: www.dmi.dk Desuden er der artikler om den globale opvarmning som
følge af Methan-frigivelse fra havbunden for 55 millioner år siden, kan
f.eks. findes i følgende numre af Science: 18. Sep. 1992, p.. 1622, 28. Feb.
1997 p. 1267, 19. Nov. 1999 p. 1531. Miljø- og Energiministeriet Højbro
Plads 4 1200 København K Tlf. 33 92 76 00 www.mem.dk
This archive was generated by hypermail 2b29 : Thu Sep 28 2000 - 11:01:11 MET DST