se www.information.dk
Sangen om Larsen
af jsn, 21. marts 2002
ALLE VED, hvordan Bjørn Lomborg ser ud, når han sidder og regner på, om
det kan betale sig at redde kloden. Så her får De i stedet en sang om
Larsen. Ikke dén Larsen som i sangen kommenterer verdens tilstand med
strofen ’det sku’ vær’ så godt, og så det faktisk skidt’. Ej heller den
Larsen, som synger om kloden, der drejer stille rundt. Og end ikke den
Larsen, som i sine Frie Ord i denne avis jævnligt beskæftiger sig med
klodens ve og vel. Næ, derimod en hedengangen Larsen, som engang slog
sine folder et sted på bunden af kloden, et sted som netop – se
gårsdagens forside – er blevet ramt af ødelæggelse og undergang.
Sangen gælder kaptajn Carl Anton Larsen, som blev født ved Sandefjord i
Norge i 1860, men døde nær klodens sydligste punkt, i 1924, ombord på
sit skib i havet ved Antarktis. Carl Anton Larsen var sømand, hvalfanger
og opdagelsesrejsende, og det var ham, der i 1892 som den første
opdagede det blånende islandskab på Den Antarktiske Halvø, som siden –
efter sin opdager – blev navngivet Larsen Iskappen. Den norske
opdagelsesrejsende sejlede i 1902 tilbage til iskappen, hvor hans skib
blev skruet ned af ismasserne, og Larsen måtte med sine nødstedte mænd
overvintre i det frosne landskab på en kost af råt pingvinkød, indtil et
redningshold året efter kom dem til undsætning.
I DAG ER meget anderledes. Man kan f.eks. for 20.000 dollar købe sig en
suite til et krydstogt til området ombord på turist-isbryderen Kapitan
Khlebnikov. Til gengæld kan man ikke se Larsen Iskappen, som Larsen så
den. For den forsvandt forleden.
Eller mere præcist: Inden for den seneste måned er en meget stor del –
så stor som Fyn – af den 200 meter tykke og op til 12.000 år gamle
iskappe brækket af og flydt ud i det kolde antarktiske hav som tusinder
af isbjerge. En proces, der tog fart i 1995, da chokerede forskere
opdagede, at store stykker af Larsen begyndte at knække af. Siden er
processen accelereret, og nedbrydningen af iskappen er i den seneste
måned sket med, hvad britiske polarforskere kalder »forfærdende« hast.
Det er den atmosfæriske opvarmning, der er årsagen. Inden for de seneste
50 år er temperaturen i området steget med 2,5 grader. Det er
foruroligende meget og nok til om sommeren at skabe smeltevand, der
trænger ned i revner i iskappen og siden – når hårdere frost sætter ind
– får isen til at sprække. Det mareridts-scenarie, som forskere i går
beskrev i medier verden over, taler om en yderligere forstærket lokal
opvarmning som konsekvens af, at isen, der i sig selv virker afkølende
på den lokale atmosfære, nu er væk. Det kan forcere afsmeltningen fra de
bagvedliggende gletchere, der forsyner iskappen med is, og dermed er en
selvforstærkende proces i gang.
DE ENORME ismasser i Larsen Iskappen flyder på det antarktiske hav som
isklumper i et glas whisky. Og ligesom isklumpernes smelten ikke får
whiskyglasset til at løbe over, vil Larsens nedbrydning og bortsmelten
ikke i sig selv få verdenshavene til at stige. Anderledes er det, hvis
processerne fra Larsen Iskappen sætter ind på den meget større Ross
Iskappe, hvor temperaturen ifølge forskerne nu kun er få grader under
det niveau, hvor nedbrydningsprocesserne kan starte. Ross Iskappen
forsynes fra gletchere forbundet med det gigantiske isdække på det
vestantarktiske fastland, og denne landis rummer is svarende til en
stigning af verdenshavene med fem meter, skulle den smelte og finde vej
ud i havet.
Forskerne diskuterer allerede ivrigt, om Larsens sammenbrud og den
stærke lokale opvarmning skyldes den menneskeskabte drivhuseffekt eller
naturlige årsager. TV2 Nyhederne beroligede onsdag de danske tv-seere
ved at citere en dansk forsker for, at temperaturen andre steder i
Antarktis er faldet, og at Larsens sammenbrud ingen betydning har.
Sandheden er, at ingen ved det. Dagens avancerede klimamodeller, der med
stor sikkerhed taler om en global menneskeskabt opvarmning gennem de
seneste årtier, er ikke i stand til at bevise, om lokale
klimaforandringer har menneskeskabte eller naturlige årsager.
Derfor er usikkerheden et vilkår. Man ved, at det globale klima,
nedbørsmønstrene, havenes vandstand, stormenes hyppighed, de økologiske
systemer vil ændre sig de kommende årtier som følge af menneskets
afbrænding af fossile, CO2-afgivende brændstoffer. Men man kan ikke
vide, hvad der er den konkrete årsag til en bestemt tørkeperiode, et
givent stormvejr, en lokal forstyrrelse af havstrømmene – eller Larsens
sammenbrud.
Carl Anton Larsen var en klog mand. Han overlevede en vinters helvede på
iskappen ved at indrette sig på de naturgivne forhold. Er der ikke
grundlag for fest, må man klare sig med råt pingvinkød, sagde Larsen.
Man overlever ved at lytte til naturen og indstille sig på de vilkår,
den giver.
Sådan gør man ikke i dag. I dag skiller man sig af med de forsigtige,
ansætter nogle optimister og vandrer muntert afsted. I håbet om, at isen
kan bære.
jsn
- Man kan også bruke et annet bilde: en mann spiller russisk rulett, og
putter stegvis fler patroner i revolvermagasinet. Det Lomborg osv.
hevder er: fler patroner øker ikke sannsynligheten for at mannen skyter
seg selv. Og samtidig kaller Lomborg seg statistiker. K. J.
______________________________________________________________________________
ifrance.com, l'email gratuit le plus complet de l'Internet !
vos emails depuis un navigateur, en POP3, sur Minitel, sur le WAP...
http://www.ifrance.com/_reloc/email.emailif
This archive was generated by hypermail 2.1.2 : 11-07-02 MET DST