"Digteren Dylan Thomas skrev engang: »Death shall
have no dominion« – døden skal intet herredømme
gives. Men i Jerusalem har døden fået herredømmet. Og
de, der gav den det, er mænd, der kalder sig selv for
ledere. Alligevel kunne det se ud til, at disse mænd
kan leve i fred, når det er strengt nødvendigt.
Fredag den 1. december oplyste en artikel i
lokalavisen fra et Jerusalem, der er ved at forbløde,
at der nu har hersket fred i Jeriko i hele to
måneder: Her findes ingen israelske soldater, intet
palæstinensisk sikkerhedspoliti, ingen skyderier. Og
det skyldes ikke, at amerikanerne har formået at
overbevise Sharon om at holde op med at sende
18-årige israelske knægte ud for at myrde uskyldige
palæstinensere. Ej heller, at det er lykkedes at
overbevise palæstinenserne om at holde op med at
dræbe sig selv sammen med uskyldige israelere. Nej,
når Jeriko er et fredens sted, så er det, fordi de
øverste israelske og palæstinensiske ledere har
besluttet at genåbne det lokale spillecasino, som de
begge tjener penge på sammen med nogle tyske og
østrigske forretningsmænd. Min umiddelbare tanke ved
læsning af denne artikel var: Min lille piges liv var
altså mindre værd en spillejeton."
Kasinokapitalismen konkret. Den moderne
konsumfascismes barbari helt presist beskrevet. Det
vi nå alle, vanlige dødelige, opplever mer og mer
grotesk for hver dag under "ledere", dvs. FØRERE, som
mener seg berettiget til minimum 25 pst.
inntektsøkning pr. år og svimlende rikdom, betalt ved
at verdens natur destrueres og dens fattige holdes
for narr og presses mot avgrunnen.
Karsten Johansen
Fra Information
1.000 ofre for bedrag
AF NURIT PELED-ELHANAN, 5. DECEMBER 2001
Israel er ved at forvandle sig til en gravplads, der
vokser dag for dag som et underjordisk rige og gør
alt omkring sig til en gold ødemark. Her hviler min
lille datter side om side med den unge palæstinenser,
der dræbte hende, skriver årets Sakharov-prismodtager
Jeg ville ønske, at jeg kunne skrive om håb og
indgyde tiltro til de positive menneskelige
egenskaber, der er nødvendige, hvis medmenneskelighed
skal sejre i denne dystre tid. Tilgiv mig, at det
falder mig svært. Jeg er borger i Jerusalem – en by,
hvor al håb og medmenneskelighed i disse dage ligger
for døden. Israel er ved at forvandle sig til en
gravplads for små døde børn. Denne gravplads vokser
dag for dag som et underjordisk rige under vores
fødder og gør alt omkring sig til en gold ødemark.
Det er i dette riges jord, at min lille datter hviler
side om side med den unge palæstinensiske mand, der
dræbte hende. Hendes blod blev blandet med hans på
Jerusalems stene, der for alt for længe siden har
gjort sig ufølsomme over for blodsudgydelser.
Ofre for bedrag Der ligger de sammen med talrige
andre børn – alle ofre for bedrag. Mord og selvmord
ændrede intet, gjorde ikke en ende på den israelske
besættelse, bragte ikke den unge mand i paradis. Og
de mennesker, der lovede ham, at hans handling ville
give hans liv og død mening, fortsætter blot, som
havde han aldrig eksisteret. Også min lille datter er
bedragets offer, fordi hun som tusinder af sine nye
brødre og søstre troede, at hendes liv var sikkert,
at hendes forældre ville beskytte hende mod onskab og
at intet ondt kan ske små piger, som søde og
velopdragne går igennem deres bys gader på vej til
dansetime. Alle er de bedraget, for verden fortsætter
med at leve videre på samme måde, som om deres blod
aldrig var udgydt. Digteren Dylan Thomas skrev
engang: »Death shall have no dominion« – døden skal
intet herredømme gives. Men i Jerusalem har døden
fået herredømmet. Og de, der gav den det, er mænd,
der kalder sig selv for ledere. Alligevel kunne det
se ud til, at disse mænd kan leve i fred, når det er
strengt nødvendigt. Fredag den 1. december oplyste en
artikel i lokalavisen fra et Jerusalem, der er ved at
forbløde, at der nu har hersket fred i Jeriko i hele
to måneder: Her findes ingen israelske soldater,
intet palæstinensisk sikkerhedspoliti, ingen
skyderier. Og det skyldes ikke, at amerikanerne har
formået at overbevise Sharon om at holde op med at
sende 18-årige israelske knægte ud for at myrde
uskyldige palæstinensere. Ej heller, at det er
lykkedes at overbevise palæstinenserne om at holde op
med at dræbe sig selv sammen med uskyldige israelere.
Nej, når Jeriko er et fredens sted, så er det, fordi
de verste israelske og palæstinensiske ledere har
besluttet at genåbne det lokale spillecasino, som de
begge tjener penge på sammen med nogle tyske og
strigske forretningsmænd. Min umiddelbare tanke ved
læsning af denne artikel var: Min lille piges liv var
altså mindre værd en spillejeton. Næsten 200 børn er
blevet dræbt i den igangværende intifada, i de
fortsatte slagterier, og deres liv er mindre værd end
spillejetoner. Jeg er ikke forbavset. Jeg har altid
vidst, at krigen i vores område ikke er en krig
mellem det israelske folk og det palæstinensiske
folk, men en krig mellem livsdestruktive mænd, som
kalder sig selv for ledere og de almindelige
mennesker fra begge sider, som mister livet i disse
politikeres dødbringende roulettespil. Politikerne og
deres generaler har forvandlet vores område til et
goldt land og er parat til at forvandle hele verden
til et goldt land, dækket af meget små knogler. Disse
durkdrevne politikere bruger Guds, nationens,
frihedens og demokratiets værdier til at få os til at
levere vores eget kød og blod, som er det stof, deres
dødbringende spil er skabt af. De bruger vores sorg
som et politisk redskab og vores børn som jetoner i
deres lotterispil. »Du dræbte 10 af mine, så nu må
jeg dræbe 300 af dine, før der er balance, indtil vi
begynder igen.« Dette er ikke et nyt fænomen i
menneskets historie. Ledere har altid brugt Gud og
andre hellige værdier som ære og mod som påskud for
deres egne megalomane ambitioner. Og igennem hele
historien har den eneste stemme, der har forsøgt at
afsløre deres spil været mødrenes stemme.
Mødrenes stemme Det er stemmen fra de jødiske
jordmødre, der nægtede at adlyde den egyptiske farao,
da han beordrede dem til at dræbe deres spædbørn. Det
er klagen fra vores bibelske moder, Rachel, der græd
for sine børn og nægtede selv at tage mod trøst.
Stemmen fra kvinderne fra Troja, fra mødrene fra
Argentina, mødrene fra Irland, og stemmen fra mødrene
fra Israel ogPalæstina. Det er stemmen fra dem, der
giver liv, og som sætter alt ind på at bevare det.
Jeg er mange gange blevet spurgt, om jeg slet intet
behov føler for at hævne min lille pige, der blev
dræbt udelukkende, fordi hun var født som israeler –
dræbt af en ung mand, der følte så stor håbløshed, at
han var parat til at myrde og selv at dø udelukkende,
fordi han var født som palæstinenser. Som svar
citerer jeg altid denne strofe fra den store
hebraiske digter, Bialik: »Satan har endnu ikke skabt
en hævn for udgydelse af små børns blod.« Og det er
ikke, fordi Satan ikke har midlerne. Det er, fordi
der efter et barns død ikke længere gives hverken død
eller liv.
Drab trøster ikke Efter et barns død er den eneste
følelse, der bliver tilbage, den eneste følelse og
drift, der resterer – behovet for at beskytte dette
barn. Mødre, som har mistet deres børn som jeg har,
vil kunne fortælle, hvordan deres arme til stadighed
rækker ud i længsel efter at omfavne deres barn og
beskytte det mod fortræd. Ingen virkelig moder vil
nogensinde tænke på at skaffe sig trøst ved at dræbe
et andet barn. Da jeg hørte, at jeg har fået
Sakharov-prisen, var min tanke, at jeg ikke fortjener
den, for jeg har aldrig frelst et barns liv, ikke
engang mit eget barns. Men så tænkte jeg, at prisen
ikke så meget er stilet til mig som til denne stemme,
som jeg fik af Døden – stemmen fra en mor, der er
blevet berøvet sit barn; en stemme, der rækker ud
over nationaliteter og religioner og selve tiden, og
som politikere og generaler har forsøgt at
undertrykke og kvæle lige så længe der har været mænd
og krige til. Det er den eneste stemme, der bliver
tilbage efter volden. Mødre ved, at hvad enten et
albansk, irakisk, afghansk, palæstinensisk eller
jødisk barn bliver dræbt – så er det hver gang hele
verdens, dens fortids og dens fremtids død.
Nej til dødsriget Hvis vi ikke ønsker, at hele vores
planet skal blive til et dødsrige, må vi hæve
mødrenes stemme til den lyder så højt, at den
overdøver alle andre stemmer. Vi må igen kunne høre
den Gud, der sagde: »Læg ikke hånd på et barn!« Hvis
ikke verden vil lytte til mødrenes stemme, vil der
meget snart ikke være mere tilbage at sige, og intet
andet at gøre end at lytte til sorgens evindelige
klage. Lad mødrenes stemme trænge igennem og frels
vores børn. Tak.
Oversat af Niels Ivar Larsen
Nurit Peled-Elhanan er litteraturforsker ved Hebrew
University og ledende skikkelse i den israelske
fredsbevægelse. Nurit Peled-Elhanan, hvis 13-årige
datter blev dræbt af en palæstinesisk
selvmordsbombemand i 1997, modtager i næste uge i
Strasbourg dette års prestigefyldte Sakharov-pris,
der uddeles af Europa-Parlamentet. Hun modtager
prisen sammen med den palæstinensiske forfatter Izzat
Ghazzawi for deres fælles indsats for en fredelig
løsning på krisen i Mellemøsten.
Direkte adgang til denne side::
http://webavis.information.dk/Indgang/VisArtikel.dna?
pArtNo=121944
______________________________________________________________________________
ifrance.com, l'email gratuit le plus complet de l'Internet !
vos emails depuis un navigateur, en POP3, sur Minitel, sur le WAP...
http://www.ifrance.com/_reloc/email.emailif
This archive was generated by hypermail 2.1.2 : 11-07-02 MET DST