"Moderne" slavehandel brer seg i Bosnia, og konsekvensene er like ille for
ofrene som det som skjedde under krigen der.
Men nå er det taust i mediene.
Karsten Johansen
http://webavis.information.dk/Fremvisning/Forside/ForFrames.dna?pVisID=31838
17407835267
Kvinder som kvæg
21. november 2000, af Ole Nyeng
Bosniens porøse grænser har gjort landet til centrum for handel med kvinder
til sex-slaveri. Det sker for øjnene af det internationale samfund.
SARAJEVO – Politiet i byen Prijedor i det nordlige Bosnien foretog forleden
en lynaktion mod tre af byens bordeller. 33 udenlandske kvinder, der blev
holdt som sex-slaver på bordellerne – heraf flere så unge som 14 år – blev
befriet. For to uger siden lykkedes det politiet i Sarajevo ved en lignende
indsats at befri en halv snes udenlandske kvinder, der var smuglet ind i
landet, frataget alle ejendele og tvunget ud i prostitution. »Der er tale om
en glædelig holdningsændring hos de bosniske myndigheder. De er
tilsyneladende begyndt at tage handel med kvinder og seksuelt slaveri
alvorligt«, siger Madeleine Rees, leder af FN’s højkommissariat for
menneskerettigheder i Bosnien. »Men det er også på høje tid, at der sker
noget. Bosniens åbne grænser og den nemme adgang til både Øst- og Vesteuropa
har gjort landet til centrum for kvindehandel i Sydøsteuropa«.
Gratisydelser til politi. Hidtil har sex-slaveri og kvindehandel stået langt
nede på listen over de bosniske myndigheders prioritering. »Det skyldes
dels, at problemet blev ignoreret, dels at mange myndighedspersoner, fra
politikere til politimænd, selv er blandt bordellernes kunder og i mange
tilfælde får ydelserne gratis mod at se igennem fingre med, hvad der
foregår«, siger Madeleine Rees. »Når myndighederne endelig har grebet ind,
har pigerne fået bøder eller kortere fængselsstraffe og er derefter smidt ud
af landet, mens de mænd, der har bragt dem til landet, som køber og sælger
kvinder og holder dem under slaveri-lignende forhold, sjældent bliver
retsforfulgt«, tilføjer Madeleine Rees. Ifølge Madeleine Rees bliver der –
»med et forsigtigt skøn« – hver uge bragt 60 nye kvinder ind i Bosnien for
at blive solgt på sexmarkedet. Kvinderne kommer alle fra det tidligere
Sovjetunionen, Østeuropa eller det øvrige Balkan – med klar overvægt fra de
allermest forarmede østlande som Moldova, Ukraine og Rumænien. »Kvinderne
flygter fra samfund i absolut nød. De lokkes med løfter om arbejde som
dansere, servitricer eller husassistenter. De aner ofte ikke, hvor de er –
tror, de skal til Italien eller Tyskland«, siger Rees. Som regel flyves
kvinderne til Budapest eller Beograd og bliver så transporteret i busser
eller privatbiler til den bosniske grænse, hvor kontrollen er til at overse:
Kun på 35 af de 432 veje, der krydser grænsen, er der grænsestationer.
Faldbydes på marked Velankommet til Bosnien sælges pigerne ofte på regulære
markeder, hvoraf det såkaldte Arizona-marked i det nordøstlige Bosnien er
det absolut største. Her faldbydes de på linje med bilreservedele,
elektronik , pirat-cd’er og tøj. »For ikke så længe siden foregik salget
åbenlyst i fuldt dagslys. Pigerne blev prissat efter deres alder, udseende,
brystmål og sundhedstilstand og solgt, som var det kvæg og får«, siger
Madeleine Rees. »Siden er der kommet mere spotlight på emnet, og salget
foregår nu i det skjulte – gerne om aftenen eller natten. Men stadigvæk
sælges mange kvinder i tilknytning til Arizona-markedets mange bordeller«.
Også på kvinde-markedet gælder reglerne om udbud og efterspørgsel.
Eksplosionen i antallet af kvinder, der sælges, har ifølge Madeleine Rees
bragt prisen ned på mellem 1000 og 2000 D-mark. »En kvinde sælges videre fra
bordel til bordel. Videresælges kvinderne til lande som Tyskland, Holland og
Belgien, stiger prisen. Efter nogle måneder i Bosnien er kvinderne
’afrettede’ og nemmere at have med at gøre«.
Angst for repressalier. Det sker selvfølgelig, at kvinderne flygter – men
ifølge Madeleine Rees ikke så tit, som man skulle tro. »Nogle kvinder bliver
så forfærdet over, hvad de oplever, at de flygter uden pas, papirer og
ejendele. Andre affinder sig med deres skæbne og tror på bordelejerens
løfter om, at de bare lige skal tjene hans udgifter ind, så kommer de selv
til at tjene godt«. »Mange faktorer gør, at kvinderne bliver, hvor de er. De
er usikre, befinder sig i et vildt fremmed land, taler som regel ikke
sproget, kender ingen. Og hvem skulle de henvende sig til om hjælp? De er
bange for enhver mand i politiuniform – de uniformer har de set alt for
meget til på bordellerne«. Endelig er der angsten for repressalier. Tre lig
af kvinder, der med sikkerhed vides at have arbejdet som sex-slaver, er
fundet i Drina- og Sava-floderne. Gruppevoldtægt, seksuel tortur og bank er
almindelige former for afstraffelse mod kvinder, der forsøger at flygte. »Vi
har kendskab til en kvinde, der som straf for at ville flygte blev voldtaget
af sin ’ejer’, mens hun blev tvunget til at holde om strømførende ledninger.
Det hele foregik på en bar – mænd betalte for at se på«, siger Madeleine
Rees. »Det er paradoksalt: For få år siden talte alle om rape camps, hvor
muslimske kvinder blev tilbageholdt og voldtaget igen og igen. Det vakte en
hel verdens afsky. De skyldige bliver fortsat arresteret og sendt til
krigsforbryderdomstolen i Haag. Nu sker nogenlunde det samme over hele
Bosnien, men der er ikke krig, og ofrene er ikke bosniske muslimer. Og mange
betragter det som ’et mindre problem’«.
Hjem – til hvad? Madeleine Rees og hendes organisation har i samarbejde med
den Internationale Organisation for Migration (IOM) i et år kørt et program,
der skal hjælpe kvinder, som er sluppet fri fra seksuelt slaveri. Man har
hidtil hjulpet 189 kvinder tilbage til deres hjemland. Kvinderne får husly
et »sikkert sted«, som oftest et privat hjem under politibeskyttelse, bliver
tilset af en læge og får psykologhjælp. Efter et stykke tid får de tilbudt
hjemtransport og et mindre beløb til at starte en ny tilværelse med.
Derefter slutter FN’s og IOM’s assistance. »Ja, vi hjælper kvinderne tilbage
til det samme rod, som de kom fra. Det er ikke godt, og nogle ser vi da også
igen – som ludere. Men det er, hvad vi kan gøre med de midler, vi har. På et
senere tidspunkt må vi starte programmer i lande som Moldova og Ukraine for
at få kvinderne tilbage i samfundet igen«. Rees understreger, at hvis
kvinderne ønsker at forblive i eller vende tilbage til prostitution, er det
ikke hendes problem. FN tager sig kun af trafficking og sex-slaveri.
Erkendelsen af at Bosnien har et alvorligt problem med trafficking er vokset
i de seneste måneder. Alligevel savner Madeleine Rees et større engagement.
»Det vrimler med internationale organisationer her, heriblandt ikke så få,
der har fremme af menneskerettigheder som formål. Alligevel foregår de mest
horrible krænkelser af kvinders menneskerettigheder lige foran øjnene af
dem. Og det er svært at råbe nogen op«.
’Boys will be boys’. I den internationale politistyrke i Bosnien, IPTF, der
styres af FN, bliver en politimand, der er kunde på et bordel, omgående
sendt hjem. Men i den internationale styrke SFOR, der har 20.000 mand i
Bosnien, er indstillingen en anden. »Jeg har forsøgt at foreslå
SFOR-ledelsen, at den i det mindste laver en kampagne, der fortæller om
trafficking og seksuelt slaveri, men har fået det svar, at det er op til det
enkelte lands kontingenter at bestemme. Den udbredte holdning er nærmest:
’Boys will be boys, så langt hjemmefra og med alle de hormoner i omløb’«.
Det er en kendsgerning, at seksuelt slaveri tog et drastisk opsvind i
Bosnien, da de internationale organisationer kom til landet i 1996. Ifølge
FN’s skøn kommer 60 til 70 procent af bordellernes indtægter fra
ikke-bosniere. »Hvad angår seksuelt slaveri er det internationale samfund i
Bosnien en del af problemet i højere grad end en del af løsningen«, siger
Madeleine Rees.
This archive was generated by hypermail 2b29 : Thu Jan 18 2001 - 10:59:24 MET