Vh. Karsten Johansen
I sandhedens tjeneste
»Jeg siger ikke, at alle disse ulykker med nødvendighed vil
indtræffe - det kan ingen gøre. Men argumenterne er
generelt accepterede blandt anerkendte og kompetente
forskere og konsekvenserne så uhyggelige, at politisk
handling er nødvendig (...) I betragtning af de alvorlige
konsekvenser, synes det uansvarligt at forsvare en laissez
faire holdning ved at skyde problemerne væk som 'profetier
... fra sjælens dybe afgrund'.« Bjørn Lomborg,
stud.scient.pol., om driv- husproblemet i Politiken 28. marts
1990
DET VAR VIST aldrig sket før i dagbladet Politikens historie,
dét der skete i januar og februar sidste år: En ung og ukendt
lektor fra statskundskab ved Aarhus Universitet fik optaget hele
fire kronikker på den prestigefyldte plads i den levende avis.
Oven i købet om et emne, som lå langt fra det fag, lektoren
havde formel kompetence i: Miljøkrisen. Under overskriften
Klodens sande tilstand skrev lektoren - han hedder Bjørn
Lomborg - at »Vi løber aldrig tør for olie eller ressourcer.«
»Drivhuseffekten er yderst tvivlsom.« »Vi mister ikke 25-50
procent af alle arter i vores levetid - vi mister stort set ingen.«
Samt en lang række andre opmuntrende påstande. Den første af
de fire kronikker kulminerede med det centrale budskab: »Vi
efterlader faktisk Jorden som et bedre sted at leve, end den var,
da vi modtog den. Nyd det.«
Det var en »halv aftale« fra eftersommeren 1997 mellem Bjørn
Lomborg og Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden, der
førte til de fire kronikker. Som i september 1998 blev til en hel
bog på Jyllands-Postens forlag Centrum - Verdens sande
tilstand - hvori Lomborg gentog og uddybede sit udsagn om, at
klagen over miljøets ringe tilstand er usand. I Politiken rykkede
Tøger Seidenfaden påny i brechen for Århus-lektoren i en
helsides-anmeldelse under overskriften Angreb på en myte. Her
roser Seidenfaden - hvis eget fag er statskundskab - bogen som
»særdeles overbevisende« og »grundlæggende troværdig«.
Berlingske Tidendes chefredaktør Peter Wivel - hvis fag er
klassisk filologi - viede tilsvarende sin søndagskommentar til
bogen, der kaldtes »ugens vigtigste politiske begivenhed, fordi
den »på alle fronter dementerer miljøhysteriet.«
»Lomborgs store fortjeneste er hans bevis for, at man kun ved
humbug, fordomme og appeller til vores altid tjenstvillige
syndsbevidsthed kan fordreje tilgængelige forskningsresultater
derhen, hvor de tjener fremskridtsfjendernes formål. For fakta
viser det modsatte,« fastslog Peter Wivel.
SIDEN DE indledende kronikker har adskillige snese
miljøsagkyndige, økonomer, udviklingseksperter og andre fagfolk
gået i clinch med Lomborg og via talløse debatindlæg kritiseret
ham for alt fra citatfusk til demagogi. Alt er imidlertid prellet af
på lektoren, der i svar efter svar og med dræbende monotoni har
luftet sin dybe skuffelse over, at kritikerne ikke vil diskutere
sagligt med ham, men hele tiden fremfører »substansløse og
urigtige informationer.« Og hele vejen igennem er Bjørn
Lomborg med flid, entusiasme og ukritisk sans blevet brugt af
redaktører, politikere og andre som det saglige, videnskabelige
belæg for at afblæse miljøkrisen og hælde kul og begejstring på
det projekt, der handler om stadig mere vækst og stadig mere
individuel udfoldelsesret.
For nogle måneder siden blev det 19 hjemlige fagfolk for meget.
De tog den arbejdskrævende opgave på sig at foretage en
grundig, faglig gennemgang af Bjørn Lomborgs bog med dens
300 sider og 1.477 fodnoter. Punkt for punkt har de tjekket kilder
og argumenter og holdt det op mod deres og den internationale
sagkundskabs faglige viden. Resultatet er blevet en bog på over
300 sider, Fremtidens pris, som i næste uge udsendes af
Mellemfolkeligt Samvirke og Det Økologiske Råd.
Som optakt til bogudgivelsen stillede syv af bogens forfattere i
sidste uge op til to velbesøgte debatmøder på Københavns og
Aarhus Universitet, hvor de gennem i alt seks timer krydsede
klinger med Bjørn Lomborg i en faglig duel på grafer, referencer
og hård videnskab.
Det har man efterfølgende kunnet læse om her i avisen. Og
ingen andre steder. Hverken Tøger Seidenfadens eller Peter
Wivels avis eller noget andet af de dagblade, der så flittigt har
brugt Bjørn Lomborg som sandhedsvidne, har ofret én linje på at
referere, hvor sandheden så ligger, når Lomborg og hans
kritikere mødes face to face. Eller rettere: Hvor meget i
debatten, der er videnskabelige sandheder, og hvor meget der er
ideologi.
DET ER simpelthen ikke til at begribe, at forstandige
chefredaktører som Wivel og Seidenfaden i deres
kompromisløse sandhedssøgen ikke har tvangsudkommanderet
nogle af deres dygtige miljøjournalister til at afdække for deres
læsere, hvordan Verdens sande tilstand så er, når Lomborg og
fagfolket mødes til åben, videnskabelig debat. Herunder afklare,
om sandheden er dén, lektor Lomborg sælger i dag, eller snarere
dén, han argumenterede så forstandigt for, da han som yngre
student i 1990 skrev på Politikens debatsider om det uansvarlige i
at skyde problemerne fra sig.
Nogle har for længst opgivet at forstå, hvad der er sket med
Lomborg. Men det er næsten ikke til at bære, hvis man nu også
må opgive forestillingerne om Wivel og Seidenfaden som
fordomsfri, uhildede journalister og kompromisløse efterstræbere
af sandheden. Man må håbe, de to avisers tavshed blot skyldes,
at chefredaktørernes energi og opmærksomhed p.t. er
koncentreret om at yde opbakning til et andet storslået felttog i
det godes tjeneste.