Jeg har en sterk følelse av at de såkalte "nasjonale" problemer
er uttrykk for noe helt annet. De fleste rasende "nasjonalister" har i
dag lite egentlig nasjonalt særpreg lenger bortsett fra språk og fargete
kluter, de går i dongeri, spiser fastfood osv. Hvor mange av de serbere, som
nå herjer og plyndrer i kamuflasjeuniformer, som ligner de amerikanske til
forveksling, dyrker nasjonallitteraturen, spiller gusle (serbisk
strengeinstrument) og videreformidler den nasjonale skatt av folkesagn i
viseform? Det er ikke serbiske Henrik Wergeland'er som myrder løs.
Nasjonalsjåvinismen og nazismen er og var egentlig et uttrykk for mangel
på kultur, fravær av identitet og menneskelig sammenheng, et fravær som
er skapt av den industrielle kapitalismens løsrivelse av mennesker fra
den umiddelbare natursammenhengen, dens massekonsum og bruk av mennesker
og natur som materiale. Mennesker lider under ufriheten og mangelen på mot
til å bli seg selv. Kapitalismen tenderer til å frata de menneskene den
undertrykker og "eksternaliserer", og det er jo flertallet av verdens
befolkning, all annen identitet enn den pervertert "nasjonale" og/eller
"religiøse". Når folk ikke kan få eller forbli i en fast og
meningsfull virksomhet og de trues av elendiggjøring, slår den truede
identitet ut i ideologier preget av hat og hevnfølelser og det politiske
livet perverteres av folk som uttrykker dette.
Den historiske sosialismen har ikke forstått disse problemene. Den har
ikke hatt annet å tilby enn lønnsarbeideridentiteten og en byråkratisk
partiidentitet, som jo begge forutsetter kapitalismen. Sosialismen
har ikke bygget på kulturell identitet og en forståelse av mennesket
som individ OG kollektivt vesen og samfunnet som naturbetinget.
Vh. Karsten Johansen
Serbernes kampvilje stammer fra
1300-tallet
Af Michael Dobbs, Washington Post, Oversættelse: Niels Ivar
Larsen
Politiken søndag:
Alle I serbere, Alle I af serbisk byrd
Som ej drager til Kosova Mark
For at bekrige Tyrken
Måtte I hverken avle sønner
Eller døtre
Måtte Jeres marker blive uden afgrøde
Da det stod klart, at NATO ville indlede en
bombekampagne mod det serbisk styrede
Jugoslavien, ændrede en populær tv-station i Beograd
omgående sin programlægning. Ud gik en meget
forhåndsomtalt Arnold Schwarzenegger-komedie ved
navn »Tvillinger«, og i stedet transmitteredes en
episk, serbisk helaftensfilm ved navn »Til kamp for
Kosova«, der skildrer serbiske riddere i ringbrynjer,
som bliver slagtet af beredne ottomanske horder.
For de fleste vesterlændinge virker det som en
ejendommelig disposition at vise en film om det mest
tilintetgørende og ydmygende militære nederlag i
serbisk historie. Hvordan skulle det kunne gavne
kampmoralen i befolkningen forud for massive angreb
fra kombinerede luftstyrker fra USA, Storbritannien,
Frankrig og Tyskland? Men vestlig tankegang tager
ikke højde for den overordentlig veludviklede historiske
selvforståelse hos mange serbere - en selvforståelse,
hvor nederlag kan betyde sejr, og hvor den
kendsgerning, at resten af verden er én fjendtligt
stemt, snarere udgør en bekræftelse af ens moralske
ret end det modsatte.
Da vestmagterne forberedte deres bombekampagne
imod Jugoslavien - den første gang i NATOs 50-årige
historie, hvor alliancen har angrebet et suverænt land
- kunne den militære ledelse i USA trække på
omfattende efterretningsviden om jugoslaviske
troppekoncentrationer og avancerede
luftforsvarsfaciliteter. En sådan information er
naturligvis af største vigtighed for at kunne føre den
form for high-tech krigsførelse, som NATO nu har
indladt sig på. Men lige så afgørende for om den
vestlige strategi i Balkan - herunder nøglespørgsmålet
om, hvad der vil ske, når bombardementerne ophører -
vil falde succesrigt ud eller blive en fiasko, er
efterretninger om den kollektive psyke i den serbiske
nation. Her er satellitfotos til ringe nytte. Et bedre
sted at søge er i de legender og episke digte, som
udgør den klassiske serbiske litteratur.
Kosova har længe haft en central placering i den
serbiske nationalmytologi. Selv om provinsen nu
altovervejende bebos af albanere, så betragtes den
som det middelalderlige serbiske riges vugge.
Serbien var dengang det mægtigste og civilisatorisk
højst udviklede rige på Balkan med en rig, kulturel
tradition bag sig, som det kommer til udtryk i de
mange smukke freskomalerier i klostre som Decani
og Cracanica, der begge ligger i Kosova. Dette
serbiske rige blev effektivt tilintetgjort 28. juni 1389,
en dag der for serberne er af lige så altafgørende
betydning som fjerde juli er det for amerikanerne.
Ved daggry på denne dato, således hedder det i al
fald i den nationale myte, forsamledes den serbiske
nations elite under fanerne på Kosova sletten, få
kilometer nord for vore dages Pristina, for at drage i
leding imod en langt overlegen tyrkisk styrke. De
serbiske tropper var tynget under vægten af deres
svære rustninger, jernhellebarder og jernstridskøller.
Da slaget tog sin begyndelse, rykkede det mere
mobile tyrkiske kavaleri ridende på muskuløse,
mongolske ponyer hurtigt ind på serberne og hakkede
fjenderne i småstykker. Den serbiske anfører, Fyrst
Lazar, blev taget til fange af tyrkerne, ført til sultanen
og halshugget ved en højtidelig ceremoni.
For den serbiske bevidsthed, er parallellerne imellem
dengang og nu åbenlyse. Det tyrkisk-ottomanske
imperium var 1300-tallets supermagt. Tyrkerne var
militært og teknologisk overlegne i forhold til
serberne. Lige så vel som Fyrst Lazars riddere ikke
udgjorde nogen særlig opgave for det tyrkiske
kavaleri, besidder vore dages jugoslaviske hær kun en
brøkdel af NATOs militære styrke. Men det er
muligvis uden betydning, hvis serberne kan genrejse
deres tradition for at yde national modstand. Den
serbiske præsident Milan Milutinovic forsøgte at spille
på denne traditions strenge sidste uge, da han
erklærede, inden der overhovedet var blevet løsnet et
skud, at Serbien allerede havde »vundet en stor
moralsk sejr«.
Selv om slaget om Kosova førte til udryddelsen af den
serbiske stat, så holdt mindet om fyrst Lazars og
hans ridderes sidste heroiske modstand sig frisk i det
serbiske folkedybs fantasi igennem fem århundreders
ottomansk styre. Enhver serbisk soldat ved, »hvad
han kæmper for«, rapporterede den amerikanske
journalist John Reed ved Første Verdenskrigs udbrud.
»Da han var spæd, hilste hans mor ham nemlig altid
med disse ord: 'Hej, du lille hævner for Kosova'«. I
1915 holdt den serbiske hær en tid lang en sidste
skanse ved Kosova sletten imod de langt overlegne
østrigske og bulgarske styrker, før den trak sig
tilbage til bjergene langs med Adriaterhavet.
Legenden om Fyrst Lazar og Kosova blev udnyttet af
de magtfulde politiske kræfter i Serbien, der tog over,
da det gamle Jugoslavien gik i opløsning i årene
umiddelbart efter Titos død i 1980 og kommunismens
efterfølgende sammenbrud. I 1988 blev en kiste, der
hævdedes at rumme Fyrst Lazars mumificerede
rester, ført på triumftog rundt i Serbien og udstillet
foran store mængder af jamrende, sørgeklædte
serbere. Slobodan Milosevic, den nuværende
præsident for Serbien, som dengang var leder af det
serbiske kommunistparti, benyttede denne bølge af
følelsesudbrud til at relancere sig selv som en
national lederskikkelse. På 600-årsdagen for Fyrst
Lazars nederlag i juni 1989, blev Milosevic hyldet som
reinkarnationen af den faldne fyrste ved en
sammenkomst på Kosova Mark under overværelse af
mere end en million serbere, men boykottet af
albanerne, som var rasende på Milosevic over hans
ophævelse af provinsens autonomi.
Igennem årene med den tyrkiske besættelse og
senere igennem hele den kommunistiske epoke, blev
den nationale forestilling om Serbien holdt i live ved
hjælp af en række episke digte, der blev givet videre
fra generation til generation. Det meste berømte af
disse digte, »Slaget om Kosova«, fortæller historien
om Sankt Elijah, der kommer til Fyrst Lazar i
skikkelse af en grå falk med et brev fra Gud i næbbet.
(Den britiske forfatter Rebecca West skulle senere
udnytte legendestoffet i titlen på sin bog »Sort får og
Grå falk«)
Brevet fra Gud til Lazar præsenterede ham for en
valgmulighed imellem et »jordisk kongedømme« og et
»himmelsk kongedømme«. Hvis han ønskede sig et
jordisk kongedømme, skulle han sørge for at opbygge
sine hærstyrker. Hvis han derimod stilede efter et
himmelsk kongedømme, så skulle han lade opføre et
kloster. Lazar valgte det himmelske kongedømme og
byggede klosteret ved Gracanica. Selv om han
muligvis kunne være forblevet på sin trone, hvis han
havde indgået en aftale med tyrkerne, så afviste han
hårdnakket og vedholdende enhver form for
kompromis med fjenden.
] Så blev Lazar da overfaldet af Tyrken
Og vor tsar, Lazar, blev grumt dræbt
Og som han selv, blev også hans hær slået ned
hans hær på syvoghalvfjerdsindstyve soldater
Alle var de hellige mænd, alle var de mænd af ære
og den gode Guds gode forsyn skete fyldest
Med en ubevidst historiens ironi syntes NATO og
USA at stille præsident Milosevic over for et lignende
smerteligt valg i ugerne umiddelbart før
bombekampagnen. Måske kendte amerikanerne ikke
til den særlige betydning falken som en budbringer fra
Gud har i den serbiske mytologi, da NATOs strateger
gav en af deres troppeopbygningsopeationer
kodenavnet »Operation Beslutsomme Falk«. Hvorom
alting er, måtte Milosevic enten vælge at acceptere
tilstedeværelsen af NATO-tropper i Kosova som led i
den fredsplan, der skal genoprette provinsens
selvstyre for den 90 procent store etnisk albanske
majoritet. Eller også måtte han beslutte sig for krig.
Uanset hvad hans tilhængere siger, så er Milosevic
ikke nogen fyrst Lazar. Han er en skruppelløs og
fuldkommen usentimental politiker, hvis eneste
bekymring er, hvordan han kan overleve i sin
nuværende magtposition. Selv om han ikke viger
tilbage for at udnytte serbiske nationalistiske følelser
til at fremme sine interesser, er han ikke selv en
nationalist i streng forstand. Han havde kun få
betænkeligheder ved at overlade sin serbiske fæller i
Kroatien og Bosnien til sig selv, og i løbet af de
langvarige forhandlinger med den amerikanske
udsending Richard C. Holbrooke, var han kun glad for
at kunne lægge afstand til det historiske »vås«, der
uafladeligt blev udspyet af de serbiske medier.
Forelagt valget imellem et jordisk kongedømme og et
himmelsk kongedømme, ville Milosevic klart vælge
det jordiske kongedømme.
Det egentlige spørgsmål er så, hvordan Milosevic vil
bære sig ad for at klynge sig til sit jordiske
kongedømme. Den fundamentale antagelse for
amerikanerne har været, at luftangreb er tilstrækkeligt
til at få ham til at trække sig tilbage, fordi han snart vil
indse omfanget af de skader, hans militære
infrastruktur bliver påført. Fra et vestligt standpunkt
ville en sådan tankegang vidne om rationalitet. Men
set ud fra et serbisk perspektiv kan hårdnakket
modstand meget vel være et bedre valg.
Selv om serbisk kapitulation stadig er sandsynligt, så
beskrives et formentlig lige så sandsynligt udfald
bedst med et serbisk ord, der ikke kan oversættes
direkte: »inat«. Ordet »inat« betegner en stædig
beslutsomhed, der ikke lader sig rokke med hensyn
til sit forsæt om at hævne sig på en fjende, også selv
om det betyder, at man selv går til grunde i
processen. Inat er dybt rodfæstet i den folkelige
serbiske kultur, uanset hvilken regering, der så måtte
være ved magten. Med dette in mente anser
Milosevic måske, at hans bedste chancer for fortsat
at klynge sig til sit jordiske kongedømme ligger i at
iføre sin hans middelalderlige forgængers fyrstelige
kappe og stædigt og vedblivende afvise ethvert
kompromis.