Vi hører fra NATO-journalister i Albania og Makedonia om de kosovoalbanske
flyktningenes beretninger, at man _alltid_ skal feste lit til hva flyktninge
forteller. NATO har nemlig kryssjekket alt, heter det.
Hva da med serbiske flyktningers beretninger (se nedenfor)? Begge grupper
kan jo umulig si sannheten helt og fullt, siden beretningene strir mot
hverandre og mot vestjournalisters versjon fra Beograd. Likevel må en spørre:
Er det bare serberne som fantaserer? Visst er de forutinntatt,
indoktrinert og noen rent av agenter for serbisk sikkerhetstjeneste. Men
hva med de kosovoalbanerne som forteller? Er det bare pålitelige kilder?
Enhver seriøs historiker vil svare nei. De er også part i konflikten og
dermed forutinntatt.
Bilder i seg selv av flyktninger taler ikke "sant". De forteller ikke
annet til den uvitende beskuer, enn at her er det noen mennesker som
er i nød. Hvem de er, hvor mange, og hvorfor de er der kan vi ikke se
på bildene. Vi kan ikke engang se når og hvor bildene er opptatt.
Det er uttalelser fra flyktningene selv og ikke minst kommentaren som
gir tolkningen og forteller "sannheten". Og så i dette tilfellet
selvfølgelig hva en vet om krigen i Bosnia og serbiske styrkers
fremferd der.
Flere redselsberetninger som fikk stor oppmerksomhet under Gulf-krigen i
1991 om irakiske overgrep viste seg senere å være fabrikert. Vi kan som
regel også regne med, at moderne medier overdriver visse ting og fortier
andre.
Ingen røk uten ild, ingen tvil om at serbiske styrker begår omfattende
overgrep av fascistisk tilsnitt. Men begår bare de overgrep? Slik var
det ikke i Kroatia. Ikke i Bosnia. Og "Folkemord"? Amerikanske talsmenn
har nå modifisert seg til "mini-folkemord". "Den største katastrofen
siden andre verdenskrig"? Noe nær sannheten Og ren "kirugisk bombing"
i Serbia? får vi ikke vite før krigen er over. Det vi kan si med
sikkerhet er: krigen skaper de myter, som hatet og dumheten lever
av i generasjoner.
Serberne er på mange måter Jugoslavias "tyskere". De har vært en
undertrykkernasjon, hvilket selvfølgelig ikke betyr at undertrykkelse
ikke har gått den andre veien også, men de er den i særklasse største
nasjonen i de jugoslaviske området med en spesiell militaristisk tradisjon
og legendepreget selvforståelse. Titos byråkratiske herskerkaste
ble etterhvert dominert av serbere. Det hemmelige politi ble oppbygd og
ledet med hard hånd av en serber og tilhenger av Stor-Serbia, Alexandar
Rankovic, som ble felt av Tito i 1966. Tito var selv en "jugoslavisert"
kroat. Hans stalinistiske parti var et konglomerat av nasjonalismer
mer enn et sosialistisk parti, et uttrykk for en viss opportunisme i
befrielseskampen mot nazismen ble videreført da slaget var vunnet og
det gjaldt makt over staten. Undertrykkelsen av den politiske
pluralismen under Tito er en hovedårsak til at så godt
som alle politiske partier i det jugoslaviske området i dag definerer
seg langs etniske linjer. Den angrende stalinist Djilas' forsøk på
å ta opp kritikk av "den ny klassen" ble kvalt av byråkratiet.
Albanernes historiske ulykke har vært, at albanske nasjonalister for
første og eneste gangen fikk realisert Stor-Albania under Mussolinis
og senere Hitlers diktatur. Ut i fra det er det lettere å forstå,
hvorfor serberne nå snakker om Clinton som "Hitler" uten å innse
at de dypest sett har seg selv å takke for albanernes holdning.
I 1946, umiddelbart etter annen verdenskrig, reiste den svenske forfatteren
Stig Dagerman til Tyskland for å skrive reportasje om situasjonen blant
menneskene der, den heter "Tysk Höst" og finnes i billigpocket. Den er god
å få forstand av, mens vi venter på den store norsk-amerikanske innsamling til
flere kryssermissiler. De skal jo være den beste hjelp til flyktningene og
i det hele tatt?
Vh. Karsten Johansen
Fra danske "Politiken":
Serbiske flygtninge: Bomber
skaber kaos
Af P. C. Poulsen, Kelebija, Ungarn
Politiken søndag: Serbere, der i går flygtede over
Jugoslaviens nordlige grænse til Ungarn, berettede
om voldsomme bombninger af langt voldsommere
karakter, end oplysningerne lyder officielt fra NATO.
Mange af dem oplevede bombningerne i hovedstaden
Beograd natten til i går.
De stærkt oprevne og chokerede fortrinsvis kvinder og
børn og enkelte ældre mænd ankom til grænsen ved
byen Kelebija med bus ved 14-tiden.
»Det er frygteligt. Nu er alle i Jugoslavien flygtninge.
De flygter alle sammen fra bomberne«, siger en
mand, der forlanger anonymitet.
Det gør Simona Pantazis, 34, ikke. Hun har sin lille
femårige datter, Ellena, med.
»Se på hende, se dog på hende. Skal hun ofres for
NATOs bomber«, spørger hun vredt og med tårerne
stående i øjnene. »Vi bliver nødt til at flygte. Min
mand, der er læge, bliver tilbage i Beograd for at
hjælpe de sårede«, siger kvinden, der er på vej til
familie i Schweiz.
En teenagerpige siger: »Det er værst for børnene.
Sirenerne hyler hele tiden, og børnene skriger«.
»Jeg troede, at sirenerne lød for sidste gang under 2.
Verdenskrig, men sådan er det ikke«, indskyder
manden, der ønsker anonymitet.
Han hørte de øresønderrivende brag og så ildhavet, da
bomberne ramte Beograd.
»Tidligere har man kunnet se huse stå i brand, når
man kiggede ud over markerne udenfor Beograd. Det
er civile huse. Skoler, børnehaver og hospitaler er
blevet ramt«, fortsætter han.
»Vi kan også se beretninger fra CNN. De taler ikke
sandt, for NATO bomber langt mere over Jugoslavien,
end det fremgår af indslagene. Og der har været
betydelige tab af NATO-fly. Hvorfor hører man ikke
noget om det?«.
»Vi ved, at ti NATO-fly er blevet skudt ned. Heriblandt
to F117 og tre helikoptere med i alt 60
marineinfanterister, der var sat ind på at redde
nedstyrtede piloter på landjorden«.
Manden fortsætter: »Man får heller ikke noget at vide
om, at NATO bruger klyngebomber. De er forbudt af
FN.«
Serberne fra bussen siger, at det er NATO, der
skaber kaos. »Hver dag kommer der omkring 1000
mennesker fra Kosova i tog til Beograd. De flygter
ikke fra serbisk politi og militær, men fra NATOs
bomber. Mange af dem sendes videre til en
flygtningelejr ved Subotica« (serbisk grænseby ved
den ungarske grænse, red.)
»Flygtningene fra Kosova vil hellere flygte til Beograd
end blive i bomberegnen i Kosova. Det er da værd at
tænke over«, siger Simona Pantazis.
»Vi bliver angrebet for, at vi ikke vil afgive territorier«
(Kosova, red.)«, siger serberen, der ønsker
anonymitet. »Men vi er håbefulde. Vi vil redde vores
territorium. Hvilke andre lande vil ikke det. Hvad med
kurderne og hvad med mange andre, der pludselig gør
krav på land«.
»Vi føler det samme som under Første og Anden
Verdenskrig, da vi blev angrebet uden grund«, siger
han.
Simona Pantazis følger op: »Hvis albanerne vil have
deres eget land, så har de det. De kan rejse til
Albanien. Vi har ikke andet hjem end det, vi kommer
fra - Beograd. Mit barns hjem er i Beograd. Det er
ikke alle kosovaalbanere, der gør oprør. Slet ikke. Det
er få terrorister, og de skyder på deres egne. De har
avancerede våben. Det er UCK (Den albanske
befrielseshær, red.) og NATOs bomber, de flygter fra,
og ikke jugoslaverne. Det er sandheden«.
»Når vi i CNN ser flygtninge fra Kosova, er det meget
tit de samme billeder. Nogle gange er der oven i
købet sne på billederne. Andre gange er græsset
grønt. Så hurtigt skifter årstiderne jo ikke. Der vises
mærkelige ting. Det er ikke sandheden, der skildres.
For sandheden er, at ikke alle albanere er imod os
jugoslavere. Det her (Kosova, red.) er vores egen
affære, og vi har vores eget system og retssikkerhed
til at klare problemet«, pointerer en af de andre fra
bussen.
De oplyser, at alle mænd mellem 18 og 64 år er
forbudt udrejse fra Jugoslavien. De skal blive for at
forsvare landet.