Karsten slutter sit sidste svar med:
"Marx' teori er forlengst død som revolusjonær sosialistisk teori. Men den
rommer elementer som har stor verdi for forståelsen av kapitalismen i dag.
Det gjør Maos militærteori og kinesiske maktretorikk for meg å se ikke."
For mig se er dette en væstentlig årsag til vore forskellige vurderinger.
Derfor foreslår jeg at vi diskuterer videre udi "skriften" med udgangspunkt
i Lenins 3 kilder og 3 bestanddele...
I forlængelse naturligt diskussion af arbejderbevægelsen og den
internationale kommunistiske bevægelse, ja hele venstrefløjen.
De øvrige spørgsmål. Må selvfølgelig ikke glemmes. De er selvfølgelig af
allerstørste betydning for vurderingen af dette og hint i dag.
Og ikke mindst vore handlinger.
1. Vurderingen af Klassekampen under socialismen.
2. Det socialistiske samfund, hvordan skal det se ud?
3. Hvordan skaber vi så bred en enhedsfront som muligt mod reaktion,
undertrykkelse og udbytning?
4. Hvordan skaber vi det klasseløse samfund?
Lenins 3 kilder...
Trykt første gang i marts 1913 i det bolsjevikiske tidsskrift
Prosvesjtjenije nr. 3.
Oversat til dansk af Gelius Lund
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 1, s. 64-69, Forlaget Tiden, København
1981.
Også på dansk i Lenin: Karl Marx, Forlaget Tiden, København 1970.
I hele den civiliserede verden pådrager Marx' lære sig den samlede
borgerlige (den statsautoriserede såvel som den liberale) videnskabs
største fjendskab og had, denne videnskab, der i marxismen ser noget i
retning af en "skadelig sekt". Nogen anden stilling var heller ikke at
vente, for "upartisk" samfundsvidenskab kan der ikke findes i et samfund,
der er bygget op på klassekamp. Måden kan være forskellig, men hele den
statsautoriserede og liberale videnskab forsvarer lønslaveriet, mens
marxismen har erklæret dette slaveri uforsonlig krig. At vente upartisk
videnskab i et samfund med lønslaveri ville være en lige så tåbelig
naivitet som at vente upartiskhed hos fabrikanterne i spørgsmålet om,
hvorvidt man skal forhøje arbejdernes løn ved at formindske kapitalens
profit.
Men ikke nok med det. Filosofiens og samfundsvidenskabens historie viser
med fuld klarhed, at marxismen ikke indeholder noget, der ligner
"sekterisme", forstået som en verdensfjern, forbenet lære, der er opstået
afsides fra den landevej, ad hvilken verdenscivilisationens udvikling har
bevæget sig. Tværtimod, hele Marx' genialitet ligger netop i, at han
besvarede spørgsmål, som menneskehedens fremskredne tænkere allerede havde
rejst. Hans lære opstod som en direkte og umiddelbar fortsættelse af de
lærebygninger, som filosofiens, den politiske økonomis og socialismens
største repræsentanter havde skabt.
Marx' lære er almægtig, fordi den er rigtig. Den er udtømmende og
harmonisk, den giver menneskene en sluttet verdensanskuelse, uforenelig med
al overtro, al reaktion, al retfærdiggørelse af borgerlig trældom. Den
retmæssige arvtager til det bedste, som menneskeheden har frembragt i det
19. århundrede - den tyske filosofi, den engelske politiske økonomi og den
franske socialisme.
Disse tre kilder til marxismen, der samtidig er bestanddele af den, vil vi
dvæle ganske kort ved.
I
Marxismens filosofi er materialismen. I al historie fra den nyere tids
Europa og særlig slutningen af det 18. århundrede i Frankrig, hvor det
afgørende slag mod alle hånde middelalderligt skrammel, mod feudalismen i
institutioner og ideer udkæmpedes, [1] har materialismen vist sig som den
eneste konsekvente filosofi, trofast mod alt, hvad naturvidenskaben lærer,
fjendtlig mod overtro, hykleri osv. Demokratiets fjender bestræbte sig
derfor af alle kræfter for at "modbevise", undergrave og bagtale
materialismen og forfægtede de forskellige former for filosofisk idealisme,
der altid på en eller anden måde munder ud i forsvar for eller støtte til
religionen.
Marx og Engels forfægtede altid den filosofiske materialisme ganske
kategorisk og klarlagde adskillige gange det bundurigtige i forskellige
afvigelser fra dette grundlag. Klarest og mest udførligt er deres
anskuelser skildret i Engels' værker Ludwig Feuerbach og Anti-Dühring, der
ligesom Det Kommunistiske Manifest er håndbøger for enhver klassebevidst
arbejder.
Marx blev imidlertid ikke stående ved det 18. århundredes materialisme, han
udviklede filosofien videre. Han berigede den med de fremskridt, der var
nået af den klassiske tyske filosofi, særlig i Hegels system, som atter
havde ført til Feuerbachs materialisme. Det vigtigste af disse fremskridt
var dialektikken, dvs. den mest fuldstændige og dybtgående og
ensidighedsfri lære om udviklingen, læren om relativiteten i den
menneskelige viden, der giver os et spejlbillede af materien i dens evige
udvikling. Naturvidenskabens nyeste opdagelser - radium, elektroner,
grundstoffernes forvandling - har på bemærkelsesværdig måde bekræftet Marx'
dialektiske materialisme, trods de borgerlige filosoffers teorier med deres
"nye" tilbagevenden til den gamle og rådne idealisme.
Idet Marx uddybede og udviklede den filosofiske materialisme, fuldendte han
den; han udvidede dens erkendelse af naturen til at omfatte videnskaben om
det menneskelige samfund. Marx' historiske materialisme viste sig at være
en vældig vinding for den videnskabelige tænkning. Det kaos og den
vilkårlighed, som indtil da havde hersket i anskuelserne om historie og
politik, blev brat og grundigt afløst af en sluttet og harmonisk
videnskabelig teori, der påviste, hvorledes der af den ene form for
samfundsliv opstår en anden, højere form som følge af produktivkræfternes
vækst - hvorledes kapitalismen f.eks. vokser frem af feudalismen.
Nøjagtig ligesom menneskenes erkendelse genspejler den uafhængigt af
erkendelsen eksisterende natur, dvs. materien i udvikling, således
genspejler menneskets samfundserkendelse (dvs. de forskellige anskuelser og
teorier af filosofisk, religiøs, politisk art osv.) samfundets økonomiske
struktur. De politiske institutioner er en overbygning over det økonomiske
grundlag. Vi ser f.eks., hvorledes de nuværende europæiske staters
forskellige politiske former tjener til at befæste bourgeoisiets herredømme
over proletariatet.
Marx' filosofi er den fuldendte filosofiske materialisme, som har givet
menneskeheden og især arbejderklassen mægtige midler til erkendelse.
II
Efter at Marx havde erkendt, at den økonomiske struktur er det grundlag, på
hvilken den politiske overbygning rejser sig, beskæftigede han sig mere og
mere med studiet af dette økonomiske grundlag. Marx' hovedværk Kapitalen er
viet studiet af det nuværende, dvs. det kapitalistiske samfunds økonomiske
struktur.
Den klassiske politiske økonomi før Marx var blevet udformet i England -
det mest udviklede kapitalistiske land. Adam Smith og David Ricardo, der
undersøgte den økonomiske struktur, lagde grunden til arbejdsværditeorien.
Marx fortsatte deres arbejde. Han skabte en fast begrundelse for denne
teori og udviklede den konsekvent. Han påviste, at værdien af en hvilken
som helst vare bestemmes ved den mængde samfundsmæssigt nødvendig
arbejdstid, der skal til for at producere varen.
Der hvor de borgerlige økonomer så et forhold mellem ting (ombytningen af
vare mod vare), der afdækkede Marx relationer mellem mennesker. Varebyttet
udtrykker forbindelsen mellem de enkelte producenter ved hjælp af markedet.
Pengene betyder, at denne forbindelse bliver mere og mere intim og knytter
de enkelte producenters økonomiske liv uløseligt sammen til et hele.
Kapitalen betyder en yderligere udvikling af denne forbindelse: Menneskets
arbejdskraft bliver til en vare. Lønarbejderen sælger sin arbejdskraft til
den, der ejer jord, fabrikker, arbejdsredskaber. En vis del af arbejdsdagen
anvender arbejderen til at dække udgifterne til sit eget og familiens
underhold (arbejdslønnen), mens han slider gratis resten af dagen og skaber
merværdi til kapitalisten, kilden til profitten, til kapitalistklassens
rigdom.
Læren om merværdien er hjørnestenen i Marx' økonomiske teori.
Kapitalen, som er skabt ved arbejderens slid, trykker arbejderen ned, den
ruinerer de små næringsdrivende og skaber en hær af arbejdsløse. I
industrien er stordriftens sejr iøjnefaldende, men i landbruget ser vi det
samme: det store kapitalistiske landbrugs overlegenhed vokser, anvendelsen
af maskiner tiltager, bondebruget bliver indfanget i pengekapitalens snare,
det forfalder og forarmes, fordi en gammeldags teknik holder det nede. I
landbruget ser man andre former for den lille bedrifts nedgang, men selve
nedgangen er en ubestridelig kendsgerning.
Samtidig med at kapitalen slår den lille bedrift i stykker, bevirker den en
forøgelse af arbejdets produktivitet og skaffer de største
kapitalistsammenslutninger en monopolstilling. Selve produktionen bliver
mere og mere samfundsmæssig - hundredtusinder og millioner af arbejdere
knyttes sammen i en planmæssig økonomisk organisme - mens produktet af det
fælles arbejde tilfalder en håndfuld kapitalister. Anarkiet i produktionen,
kriserne, den vilde jagt efter markeder, folkemassernes usikre eksistens -
alt dette tager til.
Samtidig med at det kapitalistiske samfund forstærker arbejdernes
afhængighed af kapitalen, frembringer det det forenede arbejdes vældige
kraft.
Fra vareøkonomiens første spirer, fra det simple varebytte fulgte Marx
kapitalismens udvikling til dens højeste former, til storindustrien.
Og erfaringerne fra samtlige kapitalistiske lande, de gamle som de nye,
viser anskueligt år efter år gennem et større og større tal af arbejdere,
at Marx' lære er rigtig.
Kapitalismen har sejret i hele verden, men denne sejr er kun forspillet til
arbejdets sejr over kapitalen.
III
Da feudalismen blev styrtet, og det "frie" kapitalistiske samfund så dagens
lys, viste det sig straks, at denne frihed betyder et nyt system til
undertrykkelse og udbytning af de arbejdende. Forskellige socialistiske
teorier dukkede snart frem som en genklang af dette åg og som protest mod
det. Men den oprindelige socialisme var en utopisk socialisme. Den
kritiserede det kapitalistiske samfund, fordømte og forbandede det, drømte
om at knuse det, fantaserede om en bedre samfundsorden og søgte at
overbevise de rige om det umoralske i udbytningen.
Men den utopiske socialisme kunne ikke anvise en virkelig udvej. Den evnede
hverken at klarlægge, hvad lønslaveriet under kapitalismen indebar, eller
at afsløre lovene for kapitalismens udvikling eller finde den sociale
kraft, der er i stand til at blive skaber af et nyt samfund.
Imidlertid har de stormfulde revolutioner, som overalt i Europa og særlig i
Frankrig ledsagede feudalismens, livegenskabets undergang, stadig klarere
vist, at klassekampen er grundlaget for hele udviklingen og drivkraften i
den.
Ikke en eneste sejr har den politiske frihed vundet over feudalherrernes
klasse uden at møde fortvivlet modstand. Ikke et eneste kapitalistisk land
er blevet udformet på mere eller mindre frit demokratisk grundlag uden kamp
på liv og død mellem de forskellige klasser i det kapitalistiske samfund.
Marx' genialitet ligger i, at han før nogen anden forstod at drage og
konsekvent forfølge den slutning, der fulgte heraf, og som verdenshistorien
lærer os. Denne slutning er læren om klassekampen.
Menneskene har altid været naive ofre for bedrag og selvbedrag i politik,
og de vil blive ved med det, indtil de lærer at finde frem til denne eller
hin klasses interesser, der ligger bag de forskellige moralske, religiøse,
politiske og sociale fraser, erklæringer og løfter. Tilhængerne af reformer
og forbedringer vil altid blive taget ved næsen af det gamles forsvarere,
indtil de forstår, at enhver gammel institution, hvor barbarisk og rådden
den end synes at være, opretholdes af disse eller hine herskende klassers
kræfter. Og til at bryde disse klassers modstand er der kun ét middel:
nemlig i selve samfundet omkring os at finde de kræfter, der kan - og efter
deres stilling i samfundet må - danne den magt, som kan fjerne det gamle og
skabe det ny, at oplyse dem og organisere dem til kamp.
Kun Marx' filosofiske materialisme har vist proletariatet en udvej af det
åndelige slaveri, hvori alle undertrykte klasser hidtil har fristet livet.
Kun Marx' økonomiske teori har klarlagt proletariatets virkelige placering
i kapitalismens almindelige system.
I hele verden, fra Amerika til Japan og fra Sverige til Sydafrika, vokser
antallet af selvstændige proletariske organisationer. Proletariatet
arbejder på sin egen oplysning og opdragelse, mens det fører sin
klassekamp. Det frigør sig fra det borgerlige samfunds fordomme, rykker
stadig tættere sammen, lærer at anlægge en rigtig målestok på sine
resultater, stålsætter sine kræfter og vokser uophørligt.
Noter
1. Der er her tale om den borgerlige franske revolution 1789-93. - Red.
Kammeratlig hilsen
Per Rasmussen
Yours in solidarity
Familien Rasmussen Præstø
Denmark
pera@post.tele.dk
cape@teliamail.dk
Familien Rasmussen Præstø
http://home0.inet.tele.dk/pera/index.htm
http://come.to/familienrasmussen
Cuba SI!
http://members.tripod.com/Per_Rasmussen/index.html
Ernesto Che Guevara
http://members.tripod.com/Per_Rasmussen/ernesto.htm
http://www.geocities.com/Athens/Atlantis/1690/index.html
Viden er Magt! - Grundskoling i marxismen-leninismen
http://w1.1559.telia.com/~u155900373/index.html