Mer om Putin

From: Karsten Johansen (kvjohans@online.no)
Date: Wed Jan 05 2000 - 17:14:22 MET


Fra dagens "Politiken".

Karsten Johansen

Ekspert: Tjetjenien-krig iscenesat
                   for Putin

                   Kampene rasede tirsdag i Grosnij, hvor russiske
                   forbundsstyrker pressede sig frem mod centrum af
                   den tjetjenske hovedstad og russiske kampfly
                   bombarderede oprørernes tilholdsteder i bjergene
                   længere mod syd.

                   Altimens hører man i Moskva stadig oftere
                   beskyldninger om, at krigens gang først og fremmest
                   er iscenesat for at sikre, at Ruslands fungerende
                   præsident, Vladimir Putin, vinder præsidentvalget til
                   marts.

                   De russiske styrker satte tirsdag fornyet skub i deres
                   11 dage lange fremstød mod Grosnij.

                   Både Staropromislovskij-distriktet nordvest for
                   Grosnijs centrum og Staraja Sunsja-distriktet nordøst
                   for centrum kom under voldsomt angreb.

                   Det samme gjorde, fra luften, bjergbyerne Kharatjo og
                   Vedeno, der fungerer som baser for oprørslederen
                   Shamil Basajev, som blev en tjetjensk folkehelt i
                   forbindelse med den krig i 1994-1996, hvor tjetjenerne
                   besejrede de russiske styrker.

                   Tilbagetrækning
                   Den øverstkommanderende for de tjetjenske styrker,
                   Movladi Udugov, sagde tirsdag til det franske
                   nyhedsbureau AFP, at hans oprørere har trukket sig
                   tilbage fra tre af de fire landsbyer, de overraskende
                   erobrede søndag.

                   De russiske styrker indledte deres massive offensiv
                   for at erobre Grosnij 25. december.

                   En sådan erobring ville øge populariteten hos Putin,
                   der i forvejen nyder russernes gunst for hans
                   kompromisløse linie over for tjetjenerne.

                   Præsidentvalget i Rusland skal finde sted senest tre
                   måneder efter en præsidents afgang - hvilket vil sige
                   31. marts i lyset af Boris Jeltsins overraskende
                   tilbagetræden nytårsaftensdag.

                   Krigen tilrettelagt
                   »Den russiske plan er at vinde i Tjetjenien så hurtigt
                   som muligt. Denne sejr vil ikke finde sted i
                   virkeligheden. Specialister ved, at denne form for krig
                   ikke kan vindes«, siger den anerkendte russiske
                   militæranalytiker Pavel Felgenhauer.

                   »En sejr vil være hvad fjernsynet vil sige, at det er. Og
                   denne krig er tilrettelagt for at gøre Putin til
                   præsident«, tilføjer han.

                   Da den overordnede krig i Tjetjenien blev indledt for
                   fire måneder siden, erklærede Kreml, at det var som
                   respons på tjetjensk-iværksat terrorisme.

                   Dette var med henvisning til bombeattentater rettet
                   mod beboelsesejendomme i Moskva og andre
                   russiske storbyer, der kostede næsten 300
                   mennesker livet.

                   Ingen har dog påtaget sig skylden for disse
                   attentater.

                   Siden starten på denne seneste Tjetjenien-krig, og
                   hovedsageligt som følge af en krigsforherligende
                   russiske fjernsynsdækning, er det lykkedes Kreml at
                   få gennemsnitsrusseren til at opfatte kampene som
                   et nationalistisk-patriotisk korstog, der må vindes for
                   hver en pris, siger analytikere.

                   »Efter at Putin er blevet præsident vil alle glemme
                   Tjetjenien. Jeg tror at man om en måned vil se krigen
                   fremstillet som overstået og en succes«, siger
                   Felgenhauer.

                   /ritzau/



This archive was generated by hypermail 2b29 : Thu Jan 13 2000 - 15:17:52 MET