BBC melder nå at en demonstrant er skutt og drept av politiet i Genova. Vi
ser her fortsettelsen av en bevisst linje fra Gøteborg: herskere som ønsker å
ødelegge demokratiet høster fruktene av sin innsats. EU, WTO osv. trer fram
med sitt sanne ansikt. Politistatens.
"For the first time in living memory, the majority of the laws of our
country are made by people whom we cannot eject from office." (Roger
Scruton, Daily Telegraph under overskriften: "The Gothenburg street fighters
were driven to violent protest").
De skandinaviske løgnemediene er i slike situasjoner som vanlig blant de
mest logrende og usle støttespillere for maktas minste vink (følg heller med
på BBC):
"Det finns en ritual i dessa den moderna tidens tornerspel mellan gatans
parlament och representanter för den demokratiskt valda makten." (Aftonbladet)
Hvem har befestet byen bak en ny mur til en pris av en milliard mens de
skjuler seg i et middelaldersk dogepalass? Hvem har lagt byen øde?
Den "demokratisk valgte" makten? Mytomani som vanlig fra disse journalist-
spyttslikkere for de elitens kannibaler og hooligans som ødelegger hele
planeten og ikke kun noen elendige macdonaldiserte gatestrøk som de få
desperadoene blant demonstrantene.
"Lederne af den frie verden er lysende forbilleder for resten af planeten.
Af de otte mænd, som mødes i Genova i denne uge, erobrede én præsidentposten
i sit land efter at have tabt valget. En anden fører en folkemorderisk krig
i en annekteret republik. En tredje er under anklage for korruption. En
fjerde, topmødets vært, er blevet dømt for ulovlig partifinansiering,
afpresning og regnskabsfusk, mens hans højre hånd står anklaget for at pleje
omgang med mafiaen. Det er overflødigt at bemærke, at hovedtemaet på denne
uges topmøde er »at udbrede demokratiet«." (George Monbiot i Information)
Sitting Bull sa:
"Yet hear me, people, we have now to deal with another race - small and
feeble, when our fathers first met them but now great and overbearing.
Strangely enough they have a mind to till the soil and THE LOVE OF
POSSESSION IS A DISEASE WITH THEM. These people have made many rules that
the rich may break, but the poor may not. They take tithes from the poor and
weak to support the rich who rule. They claim this mother of ours, the
earth, for their own and fence their neighbors away; they deface her with
their buildings and their refuse. That nation is like a spring freshet that
overruns its banks and destroys all who are in its path."
Lite er i grunnen endret siden høvdingen sa dette i 1877 ved en rådsild. Det
kunne vært sagt under klimamøtet i Bonn, i EU/Italia, eller i dagens
Israel/Palestina, Tibet osv. Husk Georg Johannesens: "tale går forut for
skrift". Folk som ikke lenger gjør reelle erfaringer kan heller ikke tale og
dermed ikke skrive. De kan ikke lede noe, minst av alt noe demokrati. De kan
bare telle sine penger.
Karsten Johansen
http://webavis.information.dk/Fremvisning/Webavis/AviFrames.dna?pVisID=32044
882514778158
Otte grådige mænd i Genova 19. juli 2001, af George Monbiot
G8-lederne i Genova skal diskutere ’globalt demokrati’, men de gør det kun
på skrømt
Lederne af den frie verden er lysende forbilleder for resten af planeten. Af
de otte mænd, som mødes i Genova i denne uge, erobrede én præsidentposten i
sit land efter at have tabt valget. En anden fører en folkemorderisk krig i
en annekteret republik. En tredje er under anklage for korruption. En
fjerde, topmødets vært, er blevet dømt for ulovlig partifinansiering,
afpresning og regnskabsfusk, mens hans højre hånd står anklaget for at pleje
omgang med mafiaen. Det er overflødigt at bemærke, at hovedtemaet på denne
uges topmøde er »at udbrede demokratiet«. Men om G8-landene end var ledet af
engle, så ville de stadig være ude af stand til at udbrede globalt
demokrati. Disse otte grådige mænd repræsenterer kun 13 procent af verdens
befolkning. De er alle blevet valgt til at varetage vigtige indenlandske
spørgsmål: Deres globale rolle er ganske simpelt et biprodukt af det
nationale mandat. Resultatet er kortsigtede hovsa-løsninger. Sidste år
annoncerede G8-lederne, at de var fast besluttet på at bevare og styrke den
anti-ballistiske-missiltraktat. Én mand bliver udskiftet, og alt falder til
jorden. Lignende problemer delegitimerer næsten hvert eneste globale organ.
Verdensbanken og IMF, som fordeler stemmer i forhold til, hvor mange penge,
de modtager, styres af lande, som disse organer ikke opererer i. De fem
permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd, som har til opgave at bevare
verdensfreden, er tilfældigvis også verdens fem største våbenhandlere. FN’s
generalforsamling repræsenterer regeringer og ikke folk: et fattigt land med
900 millioner indbyggere vægter i praksis langt mindre end et rigt land med
50 millioner indbyggere. G8-lederne er på det rene med, at det såkaldte
»globale demokrati«, de skal diskutere i Genova, er ren proforma, og de vil
gøre alt for, at det bliver ved det. Vi får hele tiden at vide, at der ikke
er noget alternativ til et økonomiens og frygtens styre. Philippe Legrain,
tidligere embedsmand i WTO, hævdede i The Guardian i sidste uge, at et
verdensomspændende valg til et verdensparlament ikke er realistisk. »seks
millioner briter vil aldrig finde sig i at blive nedstemt af 1,3 milliarder
kinesere.« Legrain har utilsigtet foræret antiglobaliseringsbevægelsen et
centralt modargument. Hvis de af os i den rige del af verden, som er imod
G8, Verdensbanken og WTO’s uforholdsmæssige magt, oprigtigt ønsker at vælte
ubegrundet magt, så må vi bide på hans krog. I 1937 udtalte George Orwell,
at »enhver revolutionær tankegang udspringer af en hemmelig overbevisning
om, at intet kan ændres«. Han anklagede bourgeoisiets socialister for
udelukkende at kræve død over kapitalismen og afskaffelse af det britiske
imperium, fordi de vidste, at det var højst usandsynligt, at det ville ske.
»Alt andet lige skyldes den høje levestandard, vi nyder godt af her i
England, imperiet – for at englænderne kan leve i relativt bekvemme kår, må
hundrede millioner indere leve på sultegrænsen – en forfærdelig tilstand,
som man stiltiende accepterer, hver gang man stiger ind i en taxi eller
spiser en portion jordbær med fløde.« Middelklasse-socialisterne, hævder
han, »er fuldt ud rede til at acceptere imperiets følger og samtidig at
redde deres sjæl ved at rynke på næsen af dem, som holder sammen på
imperiet.« Imperierne vokser og svinder, men den grundlæggende økonomiske
opskrift er stadig den samme: I den rige verden lever vi i relativ komfort
udelukkende p.g.a. den uforholdsmæssige magt, vores regeringer udøver og den
uforholdsmæssige velstand, som denne magt akkumulerer. Vi accepterer
stiltiende dette system, hver gang vi køber salat i et supermarked (salat
som er dyrket med vand stjålet fra Kenyas nomader) eller tager flyet til
klimaforhandlinger i Bonn. At vedkende sig nødvendigheden af et globalt
demokrati betyder at acceptere tabet af vores egne landes magt til at sikre,
at verden styres til bedste for os. Er vi klar til det, eller lurer der
stadig en rest af frygt for den gule fare, en ældgammel hang til
paternalismen som er dybt forankret i os? Globalt demokrati er meningsløst,
indtil den ultimative magt er samlet i en direkte valgt forsamling. Det
ville selvfølgelig betyde, at en borger i Kensington ikke vil have større
indflydelse end en borger i Kinshasa. Etioperne ville have det samme antal
repræsentanter som britterne (og flere i takt med at befolkningstallet i
Etiopien vokser). Folket i Kina ville tilsammen være 22 gange så magtfuld
som det britiske folk. I et ægte demokrati ville folkenes råd være suverænt
til forskel fra det europæiske parlament. Alle andre globale organer ville
referere til og handle ud fra rådets beslutninger. FN, WTO og andre organer
ville, hvis de overhovedet overlevede, blive reduceret til at have status
som parlamentets offentlige forvaltning. Men som Verdensborgerfondet
påpeger, er det nødvendigt at bruge nærhedsprincippet for at begrænse rådets
virkefelt og bevare de lokale demokratier. Med andre ord ville rådet ikke
kunne blande sig i nationale beslutninger men ville udelukkende forsøge at
gøre, hvad eksisterende globale organer forsøger på og mislykkedes med i
dag: løse konflikter, bekæmpe den globale fattigdom, beskytte folk mod
undertrykkelse og beskytte verdens ressourcer. Det er nemt at forestille
sig, hvordan et verdensparlament ville kunne underminere og handle hen over
hovedet på diktaturer. En proportionel repræsentation ved de europæiske valg
har ansporet os til at sætte spørgsmåltegn ved vores eget mangelfulde
system, og på samme måde ville et ægte globalt demokrati kunne sætte
spotlight på demokratiske mangler på verdensplan. Faren er selvfølgelig, at
verdensparlamentet træffer beslutninger, som vi ikke synes om. Vi vil måske
erfare, at borgerne i de mest befolkede lande ikke vil bekæmpe den globale
opvarmning eller kontrollere atomvåben. Men det er faren ved demokratiet. Og
sandt nok er det svært at forestille sig et folkenes råd behandle disse
problemer værre end G8-gruppen og Sikkerhedrådets krigsmagere. Kina har
begrænset udledningen af kuldioxid, mens energiforbruget i USA er røget i
vejret. Den eneste retfærdige og vedvarende måde at reducere CO2 (at regne
ud hvor meget forurening planeten kan holde til, og derefter tildele jordens
befolkninger korresponderende kvoter) ville uden tvivl være umulig at
implementere uden et verdensparlament. Selve eksistensen af et globalt råd
ville medvirke til at løse konflikter: Folk griber ofte til våben, fordi de
ikke har andre måder at komme til orde på. Jeg har en formodning om, at også
Verdensbanken og IMF, hvis rolle er at føre tilsyn med skyldnerne på vegne
af kreditorlandene, ville forsvinde næsten med det samme. De ville højst
sandsynligt blive erstattet af et demokratisk råd noget lignende Keynes
Internationale Clearingunion’, som ville tvinge kreditorer såvel som
debitorer til at eliminere tredjeverdenslandes gæld og forbedre
betalingsbalancen.
Men demokratiseringen, som måske eller måske ikke resulterer i sådanne
ændringer, kan ikke diskuteres i videre omfang, før vi, den nye
verdensordens velhavende systemkritikere, er rede til at tage den logiske
følge af vores argumenter og afgive den magt, som vores lande er i
besiddelse af, og den uforholdsmæssige velstand, som denne magt fører med
sig. Jeg håber, at vi til forskel fra Orwells bourgeoisiets socialister er
villige til at tage udfordringen op. Ellers kan vi lige så godt afbestille
billetten til Genova og blive hjemme og spise jordbær med fløde.
- George Monbiot er en af den internationale globaliseringsdebats mest
fremtrædende deltagere, æresprofessor ved det britiske University of Keele,
gæsteprofessor ved University of East London og forfatter til bl.a. bogen
Captive State – The Corporate Takeover of Britain
- Kommentaren er også offentliggjort i det britiske dagblad The Guardian
- Oversat af Runa Trosborg
http://www.dagogtid.no/arkiv/2001/29/pilger
Dag og Tid nr. 29, torsdag 19. juli 2001
John Pilger: Staten er mektigare enn nokon gong
I media er det på moten å hevda at verda blir teken over av fleirnasjonale
selskap som ikkje kan haldast ansvarlege av nokon. «Regjeringar er reduserte
til servile lakeiar for big business», skreiv nyleg Noreena Hertz, ein
alternativ London-finansakrobat. Til og med regjeringa i USA har gjeve opp
statsmakta, meinte ho, og viste til «den skamlause smiskinga til George W.
Bush overfor dei store energiselskapa».
Trass i alle døme på moderne selskapsmakt, som at Motorola tener like mykje
på eit år som Nigerias 118 millionar innbyggjarar til saman, er det tullete
å tru at storkapitalen omskaper verda på eiga hand. Ein slik tanke
avpolitiserer argumenta mot globalisering, reduserer motstanden til isolerte
konsument-sanksjonar, «etisk handel» og reglar for fin framferd, og innbyr
til underkasting og ufarleggjering. Men framfor alt er ideen feil, for makta
til staten blir raskt større, i sær i Vesten.
Globalisering gjer ikkje staten impotent, skreiv den russiske konomen og
aktivisten Boris Kagarlitzky; «men får staten til å erstatta sosiale
funksjonar med undertrykkjande funksjonar, pulveriserer ansvar og gjer ende
på demokratiske rettar». Illusjonen om ein svekt stat er forførande: I
røynda blir denne ideen spreidd som eit røykteppe av arkitektane attom dei
moderne sentralmaktene. I Storbritannia samla Margaret Thatcher makt som
ingen før ho har gjort i fredstid, medan ho hevda det motsette. Tony Blair
har gjort det same. Det europeiske prosjektet handlar i det store og heile
om å vida ut rammene for staten. Totalitære Kina har omfamna den «frie»
marknaden og på same tid konsolidert eit veldig statsapparat. Med same
middel har autokratia Singapore og Malaysia nådd liknande mål. (Ikkje
overraskande ovundrar Tony Blair Singapore). I Indonesia voks staten seg alt
mektigare medan diktatoren Soeharto blei feira av Verdsbanken som «moderne
disippel» av globaliseringa.
USA går dei alle ein høg gang, og har aldri vore mektigare. Ideen om at
George W. Bush «smiskar for dei store energiselskapa» og bør skjemmast for
det, er ekstremt naiv. Oljegigantane, til liks med våpen- og
landbruksgigantane, har alltid gått i eitt med folka i Det kvite huset og
regjeringa i USA. At Staten er den dominerande tvillingen, har ingen tvilt
på. Det er «The American Way». Om ikkje regjeringa heldt handa si over
selskapa, hadde det gått gale med fleire av dei mektigaste. Cargill
Corporation, til dømes, som dominerer verdshandelen med matkorn, hadde ikkje
hatt monopol i dag utan åra med massive subsidiar og ein statleg politikk
med dumping av «mat-hjelp» for å tyna landbruket i utviklingsland.
Det var sigerrike USA som på det historiske møtet i Bretton Woods i 1944
utforma den rådande «globale økonomien», så militære og økonomiske våpen
kunne bana fri veg til mineral, olje, marknader og billig arbeidskraft.
Veteranplanleggjaren av imperiet for amerikansk UD, George Kennan, skreiv i
1948: «Me har 50 prosent av rikdomen i verda, men berre 6,3 prosent av
folketalet. I ein slik situasjon må hovudutfordringa vera å forma ut
modellar og relasjonar som stør opp under denne skeive stoda. For å greia
det må me kvitta oss med all sentimentalitet, kutta ut praten om
menneskerettar, levestandard og demokratisering». Verdsbanken og Pengefondet
blei oppfunne for å setja denne strategien ut i livet, og frå basen i
Washington går navlestrengen til Finansdepartementet i USA eit par kvartal
borte. Her tok globaliseringa av fattigdom og bruken av gjeld som
kontrollerande våpen til. John Maynard Keynes, den britiske representanten i
Bretton Woods, talte imot denne amerikanske konstruksjonen, og talte for å
krevja ein skatt av kreditorlanda for at fattige land ikkje skulle hamna i
botnlaus gjeld. Då fekk Keynes til svar at om han ikkje gav seg, kom ikkje
Storbritannia til å få dei desperat tiltrengde låna sine frå Washington.
Meir enn ein halvt hundreår seinare er avstanden dobla mellom dei 20 prosent
rikaste og dei 20 prosent fattigaste i verda, og «strukturjusteringsprogram»
har bygd eit gjeldsimperium som er større enn det britiske imperiet på
toppen av stordomstida si.
Faren med det «moderate» synet, som nektar å ta inn over seg grådigskapen
til dei vestlege statsmaktene, er at det kan assimilerast og ufarleggjerast.
Verdsbanken og Pengefondet, som no er under sterkare press enn nokon gong,
har tilpassa overlevingstaktikken sin etter moderat kritikk. Over natta har
Pengefondet, den største av alle lånehaiar, teke til å låta som ei
institusjonell Mor Teresa. «Oppgåva vår er å få slutt på fattigdomen», blei
eg fortald i Washington. Pengefondet, Verdsbanken, men òg den nyaste armen
til den vestlege makta - Verdshandelsorganisasjonen (WTO) - talar no for
«dialog» med «moderate» ikkje-statlege organisasjonar som er imot
globalisering, og kallar dei «seriøse opponentar», motsett desse «bøllene»
som demonstrerer i gatene. Blair-ministeriet for internasjonal utvikling,
som nyttar denne assimilerings-taktikken mykje, kallar inn leiande
organisasjonar til «konsultasjon», og hyrer dei til og med inn som
bidragsytarar til rapportane sine. Makta i slik innordning og kollaborasjon
må ikkje undervurderast. Etter det vellukka åtaket på WTO i Seattle for to
år sidan har meir enn 1200 grupper og organisasjonar frå 85 land kravd ein
«stogg» av handelsliberaliseringa i WTO-regi, og ein «revisjon» av
WTO-retningsliner som starten på ein ny politikk. Globalistane var storveges
nøgde: Ingen drog legitimiteten til WTO i tvil - trass i at denne løynde,
totalitære og fullstendig udemokratiske skipnaden er den grådigaste
kjøtetaren som imperiemaktene har skapt. The Economist kallar han «kimen til
ei verdsregjering» - som ingen har røysta på. Pass opp, moderate. John
Pilger Omsett av Johan Brox
© Dag og Tid
http://webavis.information.dk/Fremvisning/Webavis/AviFrames.dna?pVisID=32044
882514778158
Kronik: NGO'ismen kræver debat 19. juli 2001, af Poul Smidt
Århundredets ny ideologi, NGO-ismen indeholder ikke alene demokratisk
aktivisme, men også en håndsrækning til globaliseringskræfternes
undergravning af en fast retsorden for miljø og arbejdstager-rettigheder
NGO’erne har været der hele tiden. Det nye er, at NGO-ismen er på vej til at
blive århundredets nye ideologi. I USA, Europa og Danmark. En ideologi som
baserer sig på, at NGO’erne, forklædt som godheds-industri, spiller sammen
med de multionationale, som gerne vil være gode. Ved siden af denne
ideologiske nyskabelse bør vi tage debatten om hele NGO-begrebet, fordi en
lang række NGO’er i virkeligheden er regeringers eller partiers forklædte
front-organisationer, der kan søge indflydelse på særligt fordelagtige
vilkår. De såkaldte NGO’er buldrer frem i antal og styrke. Møver sig ind
alle steder. Forventer at blive hørt og taget alvorligt – og taget med på
råd. Samtidig strækker mange af dem begge arme i vejret for at nå donorernes
tegnebog. Forklædt som frivillige får de sympati og velvilje. Også penge.
Men det er et vildnis med vildskud. Med folkelighed og forenings-aktivisme
blandet med repræsentanter for forretningslivet, partier, regeringer eller –
sig selv. I disse dage diskuterer en FN-konference i New York en særlig
indsats mod handelen med håndvåben. I oplægget til konferencen talte EU’s
formandsskab for den størst mulige NGO-deltagelse. De skal med til bords,
alle sammen, er den officielle EU-politik. Og EU-kommissionen er i en række
nylige dokumenter holdt op med at tale om arbejdsmarkedets parter. Det er
blevet til NGO’erne eller civilsamfundet. NGO’erne varetager specielle
interesser. Special interests, siger de i USA, hvor lobbyisme, lobbyister
har en særlig historie og en særlig udbredelse. Financial Times indledte
fredag den 13.juli en serie på fem artikler om NGO’erne. FT’s udgangspunkt
er bekymringen hos nogle af de store NGO’er om at miste indflydelse i denne
uge, når nogle af de voldsomme NGO’er demonstrerer ved G8-møderne i Genova.
At blive slået i hartkorn med ballademagere, bekymrer nu nogle af de
organisationer, der betragter sig som seriøse. De har til gengæld aldrig
udtrykt deres bekymringer over NGO-brødrenes og godheds-industriens
ideologiske forbrødring med de multinationale. Det amerikanske tidsskrift
Foreign Policy’s udgave juli/august 2001 har gjort et tema ud af det
forhold, at »globaliseringen fremprovokerer en uhellig alliance mellem
selskaber og aktivister«. Danida har netop udsendt et »intentionspapir i
forhold til udmøntningen af civilsamfunds-strategier for så vidt angår
samarbejdet med danske NGO’er.« Der er således en voldsom aktualitet omkring
temaet. Det er tid til en alvorlig debat om en del af den politiske
aktivisme, som måske er demokratisk engagement, men som også kan være
klassisk kommercialisme. Og det er en debat, der meningsfyldt kan føres
sideløbende med den debat om forholdet mellem den offentlige sektor og
forenings-Danmark, som regeringen har inviteret til. ’Godheds-industrien’ er
vist det navn, der er opfundet i Informations redaktions-lokaler, og
godheds-industrien påkalder sig bestemt kravet om en kritisk gennemlysning.
Selv blev jeg tændt på temaet i julis første dage som deltager på World
Economic Forums møderække i Salzburg. NGO’erne var jo med indenfor. I hvert
fald nogle få udvalgte. Et par af dem var tydeligvis betalte klakører for
enhver form for yderligere europæisk integration. Et par andre tydeligvis
finansieret i startfasen af multimillardæren George Soros, der er en af
dette Forums ledende kræfter, »committed to improving the state of the
world«, som der stod på den lærredstaske, deltagerne bragte hjem fra Salzburg.
ER DER nogle der tror på, at det store erhvervslivs mest magtfulde mennesker
er forpligtet til at hjælpe den fattigste del af denne verden? Og rent
faktisk gør det? Svaret er ja. Eksempelvis stod bekræftelsen at læse i
Kristeligt Dagblad lørdag den 14. juli 2001. Her skrev modtageren af Nobels
fredspris, Jose Ramos Horta, Østtimor,om sit møde med George Soros og hans
lige: »I år deltog jeg i det verdensøkonomiske forum i Davos i Schweiz, der
fandt sted i den sidste uge i januar. Når jeg kiggede mig omkring, så jeg de
rigeste og mest magtfulde mennesker i verden, og det gik op for mig, at jeg
var den fattigste af dem alle.« »Alligevel hverken så, hørte eller læste jeg
om nogen indviklet sammensværgelse for de riges overtagelse af
verdensherredømmet.« »Hos alle, fra den moderne Robin Hood, George Soros,
over Bill Gates til James Wolfensohn, direktør for Verdensbanken, hørte jeg
oprigtig bekymring, og et nske om at hjælpe de fattigste«. Det er NGO’ernes
rakkertjeneste for det helt store erhvervsliv, der er den første anledning
til en bekymret efterspørgsel af en gennemlysning af de moderne NGO’ers
rolle. George Soros havde således til Salzburg medbragt et par af de
Balkan-NGO’er, han har skubbet i gang. Så vi ved, at han altid er klar til
at hjælpe et par bosniske husmødre med hækling af grydelapper, mens der
skabes netværk og legitimering af investerings-interessen. Herhjemme har der
netop været et interessant sammenstød mellem to NGO’er, Ibis og Nepenthes.
Nepenthes har i de sidste tre år »kontrolleret Chiquitas banaproduktion i
Costa Rica og Panama for FDB....«. (Nepenthes-formand Jacob Andersen i
ZIGZAG, udgivet af u-landsorganisationen Ibis, juli 2001.) Ja, de to NGO’er
skændes om, hvor godt den multinationale Chiquitas gør det for miljø og
medarbejdere i Mellemamerika, og om Nepenthes til brug for FDB’s banansalg
leverer for positive rapporter. Det er også dele af de danske NGO’ers
forbrødring med erhvervslivet, der er en god anledning til bekymring.
NGO’erne er der, og ifølge Foreign Policys gennemgang af ’Det
NGO-industrielle kompleks’ er der grund til at spørge, om NGO’ernes
industrielle tilnærmelser virkelig gavner miljø eller arbejdskraft, eller om
de blot svækker de lokale regeringer. »En del observatører frygter endog, at
certificeringsordninger, drevet frem af aktivister og selskaber, vil
foregribe eller fortrænge staters og de internationale organisationers
indsats for virksomhedernes ansvarlighed...« skriver FP. NGO’erne er i denne
sammenhæng ofte udgået fra amerikanske universiteter, og de er parat til –
mod betaling – at udføre kontrol med miljø og arbejdstagervilkår, mens
arbejdstager-rettigheder som defineret af FN-organisationen ILO bliver til
en by i Rusland. NGO’erne interesserer sig for de selvbestaltede kodekser,
ikke for at organisere lønmodtagerne, ikke på at kontrollere
minimumslønninger. Ifølge OECD er der 246 selvbestaltede adfærdskodekser i
diverse større selskaber, ifølge The Global Reporting Initiative er der over
2.000 selskaber, som på frivillig basis rapporterer deres sociale,
miljømæssige og økonomiske adfærd.
AT virksomhederne tager et anderledes socialt ansvar er ikke temaet her. Det
er fint nok, hvis det er ægte. Men det er NGO’ernes globale legitimering
eller forsøg derpå, der rejser spørgsmålet om, hvem de er, hvor deres
indtægter kommer fra – og på hvilke måder, de iøvrigt spiller sammen med
dem, de siges at holde øje med. Foreign Policy er dybt bekymret, så det
prøver jeg også at være. NGO’ernes navn dækker Non Governmental
Organisations. Intet kunne være mere vildledende. De er ikke alle
organisationer. De er langtfra alle uafhængige af stater eller
regeringsapparater, EU eller internationale organisationer. De bruger
sommetider det progressive varemærke til at varetage strengt kommercielle
interesser. Sommetider slikker de fødder på de personer, de påståes at være
uafhængige af. Sommetider har de sugerøret nede i lommerne på de regeringer,
de hævdes at være uafhængige af. Sommetider er de blot forklædte embedsmænd
eller parti-repræsentanter, sommetider projekt-ansatte med en velbetalt
beskæftigelse, der ikke bør give særlig indflydelse på grund af den
forvirrende NGO-kasket, der kaster et progressivt lys af sig. Nogle af dem
er i indbyrdes konkurrence. Så man skal tage deres udsagn med lidt større
tvivl, end det endnu er kommet på mode.
SELVFØLGELIG besidder masser af NGO’er særlig sagkundskab, faglighed og
engagement, der meget ofte kan bringe kvalitet og demokratisk livskraft ind
i forskellige processer. Men selvfølgelig er der grund til at sondre mellem
de forskellige typer, og kigger man på FN’s hjemmesider over de registrerede
NGO’er, så er der alt godt fra havet og en masse betalte bydrenge forklædt
som folkelighed. Foreign Policy gengiver et britisk rædselskabinet over en
slang, der røber en ualmindelig kritisk tilgang til hele NGO-området. BRINGO
for Briefcace NGO, en NGO, der alene er den taske som bruges til at bære et
hjemmeskrevet forslag frem. GRINGO er Government Run and Initiated NGO,
MONGO er My Own NGO, PANGO partiernes, og MANGO en mafialignende NGO med
hvidvaskningsformål, en type som angiveligt skulle være dukket op i
Østeuropa. Og så tilbage til Foreningsdanmark. Formanden for Dansk Ungdoms
Fællesråd Rasmus Hylleberg advarede forleden mod den situation, hvor der kun
er »offentlige frivillige« tilbage i Danmark. Det sker, når det offentlige
har målrettet tilskudskronerne efter de opgaver, man ikke selv kan løfte, og
måske ad den vej giver foreningerne en tilskudsstyring frem for en
medlemsstyring. (Hylleberg: Frihedsbrev til Foreningsdanmark, Kristeligt
Dagblads kronik den 4. juli 2001)
SKAL eksempelvis de sociale NGO’er til at spille en anderledes rolle i det
sociale Danmark under denne eller den næste regering, så er det helt
nødvendigt at kigge både foreninger og NGO’er i kortene på en anderledes
kritisk måde end hidtil. Hvem er forening, hvem er forretning, hvem er
frivillig og hvem er professionel, hvilke interesser bærer hvem frem og
hvorfor? Spørgsmålet er ikke alene et spørgsmål om demokratisk legitimitet
og gennemsigtighed, det er også et spørgsmål, om der bliver den
tilstrækkelige indsigt med ’godhedsindustrien’ netop fordi man kunne tro, at
det er mere godhed end industri.
- Poul Smidt, journalist, cand. jur. er studievært på DR2’s nyhedsprogram
Deadline, og selv medlem af flere NGO’er (miljø-udviklingspolitik etc.)
This archive was generated by hypermail 2b29 : 03-08-01 MET DST