ATTAC i Brasil skiller seg en del fra de hjemlige krangler om
programsetninger. Formannen for LO i Brasil har klare ting å si:
"– Hvordan ser EU’s politik ud fra jeres synspunkt? »Hmmm... man har altid
lidt på fornemmelsen, at Syd ikke rigtigt eksisterer for EU. At Brasilien er
et sted, hvor der kun bor indianere og hulemænd.« »Men hele debatten om
subsidier og protektionisme gælder jo også for EU ligesom for USA."
(...)
»Men i Danmark... her er det svært for mig at forstå: I er et land, hvor
folk har alting, hvad er det, der driver de unge her? Hvad er indholdet i
deres liv? Det forekommer mig så kedeligt. Hvad motiverer folk? Uanset
hvilke problemer, de har, tager staten sig af det. Man fortalte mig, at der
er ved at opstå en bevægelse mod høje skatter – men alvorligt talt, det er
da ikke nok til at fylde et liv? Man koncentrerer sig meget om sig selv.« –
Og du fik ikke noget svar? »Nej, ikke rigtigt, jeg synes, det virkede meget
tomt – man lever i dag, men hvad med i morgen? Brasilien er et stort land,
med store problemer. Men vi har en utopi om at kunne løse dem. Det håber jeg
også, danskerne har.«
Les mer under.
Karsten Johansen
http://webavis.information.dk/Fremvisning/Webavis/AviFrames.dna?pVisID=32000
678005590548
Der er trangt under broerne
28. maj 2001, af Helene Gjerding
Mens økonomiens globalisering ruller, vokser fattigdommen i Brasilien.
Derfor er der brug for det brasilianske ATTAC, siger faglig leder
»Debatten om globalisering af kapitalen er afgørende for os. Den økonomiske
magt bruger og ødelægger de fattige lande. Ved ethvert tegn på krise eller
turbulens forsvinder den, spekulanterne trækker pengene ud og efterlader
landene i en fuldkommen desperat situation. Så når der opstår en debat om at
beskatte kapitaltransaktioner og lave en fond til at bekæmpe fattigdommen,
så interesserer det os meget. Vi i Syd mærker jo på vores egen krop hver
eneste dag, hvad en udlandsgæld er.« Joao de Oliveira taler engageret og
slår ud med armene som for at understrege, hvor enkelt spørgsmålet om
ATTAC-bevægelsens tilstedeværelse i tredjeverdenslande forekommer ham. De
Oliveira er generalsekretær for det brasilianske svar på LO, Central Unica
dos Trabalhadores, CUT, som repræsenterer omkring 34 millioner arbejdere.
Han kom til Danmark for en uge siden for at deltage i det første landsmøde
for ATTAC-Danmark afholdt på Fyn i sidste weekend.
Forværring – Hvordan var det at sidde med til landsmøde i en ny bevægelse, i
et lille skandinavisk land, som repræsentant for Syd? »Det var spændende og
meget anderledes. I Danmark er ATTAC jo nærmest en bevægelse for
intellektuelle. Det handler meget om kompliceret økonomisk teori. Hos os
arbejder vi meget med de ting, folk selv mærker og forstår. For eksempel
gennemfører regeringen en hård politik med at privatisere alting:
Uddannelse, sundhed osv. Og vi ser, at alle de ressourcer de får ind, og som
ikke bruges til korruption, går til at betale på udlandsgælden. Så
befolkningens situation bliver slet ikke forbedret, tværtimod.« Den
brasilianske regerings privatiseringspolitik gennem det sidste årti har
medført mange voldsomme prisforhøjelser. Således er almindelige menneskers
telefonregning steget med op til 400 procent, og fra juni måned iværksættes
en plan for rationering af elektricitet, fordi ingen virksomheder har
investeret i generatorer. »Den voksende fattigdom er så tydelig i Brasilien.
Der bliver hele tiden mere trangt under broerne, hvor de hjemløse bor. Sådan
kan man måle, at situationen forværres. Det kan alle se. «
Budskabet bedre ud – Er det et af brasiliansk ATTAC’s krav at være mod
privatisering? »I virkeligheden er ATTAC så ny i Brasilien, at vi stadig er
i gang med at udvikle vores egen udgave af bevægelsen. Vi vil ikke arbejde
med importerede modeller. Indtil videre arbejder vi på at få indflydelse i
debatten op til valget i 2002. Vi arbejder mod korruption og også med
spørgsmålet om privatisering. Det er de støste problemer, vi står overfor
lige nu.« – Der er jo mange sociale bevægelser og organisationer, som
arbejder med dét. Hvad er forskellen på ATTAC og de andre? »Forskellen er,
at de folk, som arbejder med ATTAC, har fået budskabet bedre ud til
befolkningen. Det er der mange avantgarde-bevægelser, som ikke har kunnet.
De har svære akademiske diskussioner, som kun vedrører bestemte grupper.
ATTAC har folkeliggjort den økonomiske debat. De andre organisationer har
hver deres område, men alle forstår og mærker globaliseringen af kapitalen,
udlandsgælden og fattigdommen.«
En anden verden ATTAC kom til Brasilien i 1999, hvor CUT inviterede
præsidenten for ATTAC i Frankrig, Bernard Cassen, til at tale på en række
offentlige møder i de forskellige delstatshovedstæder. »Det var de møder og
den overvældende interesse for dem, som inspirerede os til at organisere
World Social Forum i Porto Alegre i år. Meningen med det forum var at samle
folk fra mange dele af verden og diskutere alternativer til den gængse
verdensopfattelse. Som World Social Forums logo hed: ’En anden verden er
mulig’.« »Og samtidig holdt de rige lande jo møde i Davos i Schweiz. Det var
sjovt, at de to ting kørte parallelt, at vi diskuterede alternativer til den
gængse verdensopfattelse, mens de sad og bekræftede den for hinanden.« – Gør
det en forskel, at ATTAC er en international bevægelse? »Ja, det er godt at
kunne bruge erfaringer fra andre lande. Men heller ikke med ATTAC vil vi
importere færdige løsningsmodeller. Så lige nu er vi ved at konstruere den
brasilianske dagsorden for bevægelsen. Det skal være en dagsorden, som
specifikt er rettet mod de brasilianske problemer: Korruption, ulandsgæld,
dårlige produktions- og eksportvilkår.«
Indianere og hulemænd – Betyder det ikke, at noget af den kritik, som rammer
ATTAC internationalt, såsom påstanden om den franske protektionisme, også
rammer jer? »I Brasilien er den kritik mest rettet mod de jordløse
landarbejderes bevægelse, Movimento Sem Terra, MST. Men i virkeligheden er
det jo amerikanerne, som virkelig beskytter egne interesser med massiv
lovgivning og et hav af toldafgifter. Det skaber store problemer for os. Den
samme debat går igen nu i forbindelse med frihandelsaftalerne. Vi er netop i
fuld gang med at implementere og konsolidere MERCOSUL, en frihandelsaftale
mellem de Sydamerikanske lande, men så kommer USA straks og siger: Lad os
lave en fælles amerikansk frihandelsaftale i stedet for, så bliver I meget
lykkeligere. Det ville passe dem fint at få hele kontinentet som marked, men
jeg tror ikke de vil gøre noget ved afgifterne.« – Hvordan ser EU’s politik
ud fra jeres synspunkt? »Hmmm... man har altid lidt på fornemmelsen, at Syd
ikke rigtigt eksisterer for EU. At Brasilien er et sted, hvor der kun bor
indianere og hulemænd.« »Men hele debatten om subsidier og protektionisme
gælder jo også for EU ligesom for USA. Man burde lade tredjeverdenslande
komme ind med deres produkter, men man kan jo heller ikke kræve, at EU bare
tilsidesætter sine egne interesser, så man skulle arbejde frem mod en
balance mellem interesser, producere på et fair niveau og ikke bare skabe
arbejdsløshed hos naboen.« – Så er forholdet til USA trods alt bedre? »Nej,
det er jo et udnyttelsesforhold, men vores forhold til EU er nærmest
ikke-eksisterende og derfor ikke udnyttende. Jeg ved ikke, om det er bedre
eller værre...«
Man skal have en utopi – ATTAC siges også at være en bevægelse af gamle
venstrefløjsfolk og unge ballademagere, som kaster sten. Tror du, ATTAC har
potentiale for mere end ballade og stenkasteri? »Jeg tror, bevægelsen er
mange ting. Der er da også fornuftige unge, i hvert fald i Brasilien. Det er
vigtigt, at de ikke bliver fremmedgjort og hægtet af, men bliver engageret
og skaber en mening med deres liv. Man skal have en utopi. Hvis man ikke har
det, så kommer det hele til at handle om tankeløst forbrug uden at sætte
spørgsmålstegn ved noget. Mange af vore ældre har jo erfaringer fra 1964,
hvor de som unge greb til våben og mente, at det var vejen frem. Men der
blev ikke andet ud af det end 20 års diktatur. Så hvis de kan holde de unge
lidt i tøjlen og sige, hej, vent lige lidt.« »Men i Danmark... her er det
svært for mig at forstå: I er et land, hvor folk har alting, hvad er det,
der driver de unge her? Hvad er indholdet i deres liv? Det forekommer mig så
kedeligt. Hvad motiverer folk? Uanset hvilke problemer, de har, tager staten
sig af det. Man fortalte mig, at der er ved at opstå en bevægelse mod høje
skatter – men alvorligt talt, det er da ikke nok til at fylde et liv? Man
koncentrerer sig meget om sig selv.« – Og du fik ikke noget svar? »Nej, ikke
rigtigt, jeg synes, det virkede meget tomt – man lever i dag, men hvad med i
morgen? Brasilien er et stort land, med store problemer. Men vi har en utopi
om at kunne løse dem. Det håber jeg også, danskerne har.«
–ATTAC i Brasilien har folk og afdelinger i landets største byer. Kan man
portugisisk, kan man læse mere om bevægelsen på hjemmesiden
www.attac.org/brasil/
This archive was generated by hypermail 2b29 : 03-08-01 MET DST