Fra dagens Politiken:
26. jul 2000 kl. 22:30
Israel styrede Clintons politik
I modsætning til tidligere præsident George Bush og dennes aggressive
udenrigsminister James Baker, der virkelig lagde magt og trusler på bordet
over for den daværende israelske regering, har Clinton i hvert fald de
første seks år af sine to præsidentperioder næsten blankt accepteret de
israelske udlægninger af Oslo-aftalerne.
De fleste Mellemøsteksperter i USA er enige om, at ingen amerikansk regering
har været så Israel-venlig som Clinton-regeringen. Det kan demonstreres med
tilfældet Martin Indyk, en begavet immigrant fra Australien, der kom til at
spille en bemærkelsesværdig rolle i regeringens politik i Mellemøsten.
Lobbyorganisation Indyk oprettede i 1988 The Washington Institute for Near
East Policy, WINEP, der så at sige var et afkom af America-Israeli Public
Affairs Committee, den mest indflydelsesrige lobbyorganisation til fordel
for Israel i den amerikanske hovedstad.
Under Indyks ledelse blev WINEP centrum for debatter om Mellemøsten i
Washington. Organisationen udgav rapporter og vurderinger, der alle var mere
eller mindre venlige over for Israel. WINEP tiltrak nogle af Washingtons
politiske sværvægtere som tidligere udenrigsminister George Shultz og den
rapkæftede tidligere FN-ambassadør Jeane Kirkpatrick. I løbet af få år var
instituttet medskaber af amerikansk politik i Mellemøsten, og skiftende
udenrigsministre havde ikke nej i deres mund, når der indløb en invitation
fra WINEP.
Statsborger Indyk var en del af Clintons organisation i 1992. Nogle få dage
før Clinton tiltrådte som præsident, blev Indyk amerikansk statsborger, så
han kunne få en stilling i Det Nationale Sikkerhedsråd. Her blev han den
ledende medarbejder i alle spørgsmål omkring Mellemøsten.
Hans kolleger beundrede hans hurtige hoved, men bemærkede også, at hans
vurderinger omkring udviklingen blev set med Israel-venlige briller. Hans
tilstedeværelse i Det Nationale Sikkerhedsråd skabte et troværdighedsproblem
for den amerikanske udenrigstjeneste i den arabiske verden.
Efter to år i Det Hvide Hus blev Indyk udnævnt til ambassadør i Israel. Her
var han til 1997, da han vendte hjem og fik betroet posten
viceudenrigsminister med Mellemøsten som sit særlige område. Ingen vil
hævde, at Indyk og Clintons særlige udsending i Mellemøsten Dennis Ross ikke
ønsker at se fredsprocessen lykkes, men deres troværdighed iblandt de
arabiske regimer er meget begrænset, og det har naturligvis smittet af på
Clintons egen troværdighed.
Arabisk vrede Det har vakt betydelig vrede i arabiske lande, at USA i
Clintons tid har ført en voldsom politik over for Irak, men ikke har brugt
samme metoder for at tvinge Israel til at holde de aftaler, der blev indgået
i Oslo. USA har gennemgående vist sig ude af stand til at være den objektive
mellemmand i freds-forhandlingerne.
Det er tilsyneladende først sent gået op for Clinton, at fredsprocessen
mellem palæstinenserne og israelerne har en dybtgående virkning for USAs
andre interesser i Mellemøsten.
Clintons USA havde i mange år opfattelsen af, at fredsprocessen var
uafvendelig, hvad den formentlig også er, og at det ikke var nødvendigt at
skubbe til processen. Men det havde indflydelse i de omgivende lande, hvor
tidsforløbet skabte problemer. Det har i høj grad været tilfældet i Jordan,
der sluttede fred med Israel i 1994. Den politiske opposition har lige siden
beklaget sig over, at landet ikke har fået noget økonomisk ud af
fredsaftalen, og at Israel under ministerpræsident Netanyahu så stort på
Oslo-aftalerne. Det havde naturligvis en effekt i et land, hvor 70 pct. af
befolkningen er palæstinensere.
Skyggerolle i fredsproces Fra september 1993, da Clinton var vært ved
underskrivelsen af Oslo-aftalerne på plænen foran Det Hvide Hus, og til for
godt et år siden har USA kun spillet en skyggerolle i fredsprocessen. I
stedet for at skubbe på, lod den amerikanske regering forhandlingerne mellem
de to parter tøffe af sted.
Oslo- aftalerne var fundamentet for at bygge så megen tillid mellem parterne
som muligt gennem opfyldelse af aftalerne. Derefter skulle problemet
Jerusalem løses. Men efter at Yitzhak Rabin var blevet myrdet, og Netanyahu
blev regeringschef accepterede USA, at Israel ensidigt bestemte, hvornår og
hvordan Israel skulle trække sig tilbage fra de besatte områder.
Den israelske regering hengav sig også til at bygge bosættelser på besat
land uden for Jerusalem og udvidede dermed grænserne for Jerusalem som by,
oven i købet på besat, palæstinensisk jord. Clinton-regeringen og den
amerikanske kongres var tavse tilskuere. Kun da Israel fremlagde planer om
en bosættelse - Har Homa, sagde Clinton, at det medførte 'mistro'.
Hjemlig støtte USA har gennemgående vist sig ude af stand til at være den
objektive mellemmand i fredsforhandlingerne, og det har der op til Camp
David-forhandlingerne været to grunde til. Clinton og hans rådgivere har
været lorne ved at sætte den hjemlige, politiske støtte over styr ved at
lægge pres på Israel.
Trods det enorme misforhold mellem Israels styrke og selvstyrets, så har
amerikanske diplomater ikke gjort meget andet end at optræde som gode
værter. David Satterfield, der er desk officer for arabisk-israelske forhold
har forklaret den anæmiske, amerikanske politik med, at USA ikke er en del
af konflikten. Med andre ord må Israel og selvstyret selv finde ud af det.
Det er en holdning, der selvfølgelig giver den svageste part i
forhandlingerne enorme problemer.
Jødiske stemmer Den amerikanske passivitet er så meget mere
bemærkelsesværdig, som Clinton fik 83 pct. af de jødiske stemmer ved valget
i 1996, og det store flertal af de amerikanske jøder støtter
fredsinitiativerne i Mellemøsten. I et ikke offentliggjort møde mellem
Clinton, vicepræsident Al Gore, den netop afgåede israelske præsident Ezer
Weizman og formændene for fremtrædende jødiske organisationer i Israel i Det
Hvide Hus i oktober 1997 fik Clinton at vide, at »måske 85 pct. af de
amerikanske jøder støtter fredsprocessen. Vi står bag Dem i bestræbelserne
på at skabe et miljø, der vil tillade parterne at indgå fred«.
Weizman advarede ganske vist Clinton mod at bruge George Bush' metoder, men
sagde, at USA skulle ikke bare skubbe til én af parterne i processen. Han
kunne næppe klarere have sagt, hvad der var USAs problem. Det var formentlig
baggrunden for, at da Netanyahu en måned senere var i USA, kunne Clinton
ikke afse tid til at tale med ham. Men det var op til Camp David det
nærmeste, Clinton kom til offentligt at vise den amerikanske utilfredshed
med den israelske regering.
This archive was generated by hypermail 2b29 : Thu Sep 28 2000 - 11:01:08 MET DST