B.U.S.H. = Bullshit Under Severe Hypocriticism
Dette er rett og slett en kort sammenfatning av det som foregår nå:
den liberale og postmoderne fasciseringen av samfunnet. I spissen
stoltserer en rekke forbrytere mot menneskeheten som tar seg bedre
og bedre betalt. Bush II, Putin (kommende leder for verdens
førende atomsøppelplass), Sharon (mannen som endelig får realisert
en konsentrasjonsleir ledet av jøder), den nyeste kinesiske banden,
de siste japanske marionetteaterdukkene osv. Kort sagt: NATOs fredsmisjon
blir fullført. Verdens totale kapitalisering skrider fram mot sitt
logiske resultat.
Karsten Johansen
http://webavis.information.dk/Fremvisning/Webavis/AviFrames.dna?pVisID=31959
341156876681
Den nye klassekamp 11. april 2001
»Alt, hvad jeg kan sige til de, som troede, at Hr. Bush tænkte på noget
venligere og blidere med sin ’medfølende konservatisme’, er, lad dem spise
kage. Og drikke arsenik.
Professor i økonomi, Paul Krugman.
I FIRE BOGSTAVER kan de riges og magtfuldes oprør i USA efterhånden
sammenfattes: B.U.S.H. ’Take to the Bush’ betyder på australsk at tage ud i
kratskoven og leve som forbryder. Måske er det virkelig drømmen for George
W. Bush i Det Hvide Hus, for hans budgetpakke for 2002 er såre blid og
omsorgsfuld overfor milliardærerne, militæret og politiet, mens de sociale
ordninger og miljøet bankes tilbage med en lige højre. I et land, hvor 43
millioner mennesker ikke har en sundhedsforsikring, hvor de 2,7 mio. rigeste
tjener lige så meget som de 100 mio. fattigste, og hvor førende topchefer i
erhvervslivet tjener over to milliarder kroner om året, er Bush blevet båret
til magten for at gøre livet meget lettere for de stakkels rigmænd. Paul
Krugman er en af de velbetalte økonomer, der ikke har solgt den sociale
indignation, og i en klumme i The New York Times kalder han slet og ret
George Bush for en ’klassekriger’. Som i Texas bruges »urealistisk
optimistiske budgetprognoser til at retfærdiggøre skattenedskæringer for de
rige«, påpeger Krugman. Og til Bush’s plan om at beskære skattetrykket med
1.600 milliarder dollar i løbet af de næste ti år, siger Krugman uden
omsvøb, at over halvdelen af pengene går til den øverste ene procent i det
amerikanske samfund.
DEN TID, hvor de rigeste amerikanere i teorien skulle svare marginalskat på
70 procent, er forlængst med Reagonomics og siden Clintonomics blevet sænket
til 39 procent. Bush vil presse citronen yderligere og skære marginalskatten
ned til 25 procent, så han og hans rige ’medlidende’ klasse definitivt kan
få bugt med den progressive indkomstskat og andre former for progressivitet.
Mens Bush trykker speederen i bund, bliver klimaet mere og mere svedende
varmt. Bobo’erne – de ti millioner bohemer i USA’s nye bourgeoisi – er,
forlængst taget til paradis, mens Mr. B. fører eliterevolutionen helt
igennem. Bush-venner i ’Big Business’ kan ikke klage. Magasinet Fortune
skriver, at de 500 største amerikanske selskaber – trods Nasdaq-krak og
boblebrist – sidste år øgede omsætningen med 13,5 procent til 7.200 mia.
dollar og fik 444 mia. dollar i profit.
ELITEFESTEN stopper ikke her. Ugemagasinet Business Week har netop afsløret,
at forskellene på topcheferne i de 365 største selskaber og deres
medarbejdere er himmelråbende store. Topcheferne får nu 531 gange så meget i
løn og økonomisk kompensation, som en gennemsnitlig medarbejder får i
årsindkomst. I 1980 var forskellen 42 gange, i 1990 var forskellen 85 gange
og i 1999 var forskellen 475 gange. Det er mageløst, så dygtige de er blevet
til at udstille deres mægtighed. Måske fordi de ved, at »amerikanere, der er
født rige, forbliver i reglen rige; og de, der er født fattige, forbliver i
reglen fattige, som Victoria Griffith skrev for et par uger siden i det
britiske finansorgan Financial Times. Tal for tal punkterer hun ’The Great
American Myth’ om den opstigende mobilitet, fordi forældres status, private
eliteskoler og universiteter hjælper til at fastholde ’klassesystemet’.
Selvfølgelig findes undtagelser, men mønsteret er tydeligt.
LETFÆRDIGT og i takt med at mange menneskelige værdier udhules – moralen
halter og dobbeltmoralen trives, familierne opløses eller har svært ved at
hænge sammen, illoyaliteten i privatliv og arbejdsliv vokser, der er færre
børnefødsler og flere bowler alene – så kompenseres der med en overflod af
penge i samfundets top. Sanford Weill, der er førstemand i Citi-group, fik
sidste år knap to milliarder kroner i løn og aktieoptioner. Og Gerald Levin
fra AOL Time Warner fik 1,4 mia. kroner i løn og aktieoptioner. En typisk
amerikansk lønmodtager fik 7.000 gange mindre end Levin, der økonomisk set
vurderes til at være 770 gange så meget værd som præsidenten for Amerikas
Forenede Stater! Og de globale skel i forhold til den halvdel af
menneskeheden, der må leve for mindre end to dollar om dagen, virker som
temaer fra en anden planet for boboerne, MBA’erne og kagespiserne. USA har
skam sit at slås med. Den dybe sociale kløft – og pengegabet mellem politik
og økonomi – kan blive skadelig for det demokratiske liv, og samfundets
sammenhængskraft trues. Business Week – der ikke er venstreorienteret –
spørger om de store skel mellem topcheferne og medarbejderne er ’rimelig’,
og minder cheferne om den skæbne, der tidligere i historien er overgået alt
for griske konger og fyrster. Men de dyder, magasinet efterlyser – mådehold,
rimelighed og samfundssind – er desværre ikke længere i så høj kurs i USA
anno 2001. Årsagerne er mange, men fornyelsen kan og bør kun komme ved en
revitalisering af det demokratiske liv.
This archive was generated by hypermail 2b29 : Tue Apr 17 2001 - 20:59:09 MET DST