Eg har ikkje lese denne artikkelen grundig sjølv, men han ser no ut til
å vera lesverd. Det er nokre a propos'ar til listedebattar i det siste
her og der.
Magnus B
http://www.modkraft.dk/mprint.php?artid=46&mid=2
MORE, MACHIAVELLI, MARX, MAO OG MOSEN - et lille bidrag til utopiens
historie
Benito Scocozza
Dato: 2002-07-09 15:15:23
Emne: Venstrefløj
Nedenstående er manuskriptet til en afskedsforelæsning den 15. februar
2001 ved Institut for Historie, Københavns Universitet. Det er ikke
bearbejdet med henblik på at fremstå som en lærd afhandling med
fodnoter og hele den tyrkiske musik.
Den 18. april 2000 tilkom der mig den ære at blive omtalt på lederplads
i det nu norskejede Berlingske Tidende, som siden dets grundlæggelse i
1749 uden tøven har forsvaret den til enhver tid bestående
samfundsorden. Grunden til jeg dukkede op dér var ikke, at jeg nu var
blevet en nyomvendt 68'er, som blev hyldet for at have afsværget min
fascination af revolutionær vold til fordel for markedsøkonomisk
demokrati. Anledningen var, at jeg havde skrevet forbindende tekster og
kommentarer til et udvalg af Politikens forsider de sidste 100 år. Og de
tekster og kommentarer var ifølge Berlingske så slemt
venstreorienterede og dermed så modbydeligt tolerante over for
autoritære regimer, at lederskribenten fandt det pinligt, at forlag udgav
mine bøger, og lederskribenten konstaterede sukkende, at "studerende ved
Københavns Universitet vil blive eksamineret af Scocozza, indtil lektoren
ad åre går på pension."
Da jeg læste den leder, besluttede jeg ufortøvet at gå på pension
så hurtigt som muligt. Ellers ville jeg jo indrømme lederskribenten det
der med "ad åre". Samtidig kunne jeg glæde ham med, at fra 1. februar
2001 ville jeg ikke længere terpe Maos lille røde eller Lenins ”Hvad
må der gøres?” eller Lin Biaos vejledning i Folkekrig med et antal
studerende, der straks ville fare ud og slå redaktør Bent Blüdnikov
og professor Bent Jensen for panden - for nu at tage et par tilfældigt
valgte eksemplarer af klassefjenden.
Men hvad så? Snart var det slut med indoktrineringen, og jeg har aldrig
været den, der turde rende rundt og kaste med molotovcocktails eller
rørbomber af enhver slags. I stedet fandt jeg på noget helt, helt
andet. Jeg flygtede.
Nuvel. Ét er at gøre historien til konstruktion, som det er populært
i disse år, noget andet er at kontruere historien. Når nu hele det
globale markedsøkonomiske vanvid udfolder sig på livet løs, hvorfor
så ikke stå af ræset og ty til utopien.
-Ét hjerte, én sjæl
De fem M'er skal opfattes som stikord til nogle overvejelser over utopiens
historie. Og som det sig hør og bør ved enhver disposition, så skal
emnet også afgrænses. Det bliver det så: Det, jeg vil tale om, er den
side af utopien, som i det store og hele også er og altid har været den
centrale: Lighedstanken!
Ja, jeg skulle gerne kalde den tanken om det kommunistiske fællesskab,
men eftersom jeg just har hørt i en TV-avis, at med Milosevic' fald røg
det sidste europæiske kommunistiske regime, så er selve begrebet
kommunisme af det foreløbigt sejrende borgerskab efterhånden forvandlet
til det totale nonsens i forhold til ordets oprindelige mening. Så jeg
nøjes med lighed...
Men for at sætte utopien i perspektiv, må den ses i forhold til magten,
i forhold til virkeligheden.
Gennem hele menneskehedens historie, og det gælder
ikke - som nogle mener -kun Vesterlandets historie, har der eksisteret en
drøm om det ideelle samfund. Det mest berømte værk, der skildrer et
ideelt samfund, er Thomas Mores "Utopia", der udkom i 1516. Men før jeg
ser på Mores utopi, er det værd at gøre opmærksom på, at der
længe før More har eksisteret utopier eller i al fald utopiske
fantasier.
Mange vil sikkert straks tænke på Platons "Staten", og der kan da
heller ikke herske tvivl om, at More er påvirket af den. I "Staten"
hersker ejendomsfællesskab, men i modsætning til i Mores utopiske
samfund er der tale om et skarpt klassedelt samfund, hvor det kun er blandt
vogterne, der hersker ejendomsfællesskab, mens det ikke er tilfældet
for folkeflertallet, der er statens produktive underlag. Når vogterne,
der igen er delt i en militær kaste, og en øverste regerende elite,
filosofferne, har fælles ejendom, skyldes det det forhold, at de ikke
skal søge egen vinding, men kun have statens vel for øje.
Men - som sagt - i Mores Utopia hersker der kommunistisk
ejendomsfællesskab for alle samfundets medlemmer. Og det havde også
sine andre forbilleder, såmænd i selveste Biblen.
I Apostlenes Gerninger, kapitel 4 og 5, fortælles om apostlene og deres
første tilhængere, at "hele forsamlingen af dem, der var kommet til
troen, havde ét hjerte og én sjæl; ikke en eneste kaldte noget af
det, han ejede, for sit eget, men de havde alting fælles." Alle, der
ejede jord eller huse, solgte dem og lagde dem for apostlenes fødder, og
der blev uddelt til enhver især, hvad han trængte til. Men der var
én, Anasias, der sammen med sin hustru Safira prøvede at snyde. De stak
nogle af pengene til side til sig selv. Det fandt apostlen Petrus ud af, og
han skældte manden så huden fuld, at manden straks faldt om og
udåndede. Og da Safira straks efter kom for at høre, hvad der var sket
med hendes husbond, sagde Petrus til hende i en munter tone: "Hør, uden
for døren lyder fodtrinnene af dem, der har begravet din mand; de skal
også bære dig ud" I samme nu faldt hun om for hans fødder og
udåndede."
Mon ikke det er på tide, Petrus skriver en kronik i Berlingske, hvor han
tager afstand fra sin voldelige adfærd!
Den ejendomsløse utopi lever videre i middelalderen gennem
klostervæsenet, i al fald i princippet, men så omfatter den jo kun de
særligt indviede. Regulære samfundsutopier, hvor alle mennesker i
fællesskab lever i et lykkesamfund, er der allerhøjst tilløb til. En
sådan forestilling stemte ikke overens med kristendommens syn på
syndefaldet, på den jordiske tilværelse som en "tårernes dal". Eller
med Jesus' velkendte ord: "Mit rige er ikke af denne verden." Eller tag
Luther, der jo dukker på på scenen få år efter udgivelsen af
Utopia, og som i 1525 råber: "Leiden, Leiden, Kreuz, Kreuz, ist der
Christen Recht, das und kein Anderes."
Det, der bliver tilovers, er ideen om det kommende tusindårsrige, når
Messias kommer tilbage til jorden og skaber det nye Jerusalem, således
som det skildres i Johannes Åbenbaring.
Men der er et men. Det er kun de lærde utopier, der mangleri
middelalderen. De folkelige findes, men før jeg ser på den mest
udbredte, så en tur til Tyskland, hvor bodsprædikanter jagtede
udsvævelser, især de gejstliges. I 1470'erne dukkede en hyrde, Hans
Bölein, op ved Niklashausen i Franken. Han var også trommeslager og
fløjtespiller og optrådte ved bondebryllupper og kirkelige fester. Han
berettede i 1476, at jomfru Maria havde vist sig for ham og befalet ham, at
han skulle brænde sine instrumenter, der blev brugt til tant og fjas.
Alle skulle give afkald på al deres luksus og ville dermed få
tilgivelse for deres synder.
Men Bölein nøjedes ikke med bodsprædiken. Han gik videre. Jomfru
Maria havde befalet ham at prædike, at fremover skulle der hverken
eksistere pave, kejser eller fyrster, ja, overhovedet ingen verdslig og
gejstlig øvrighed. Alle skulle være hinandens brødre og dele med
hinanden. Alle de uhyrlige afgifter, der plagede bønderne, skulle
afskaffes, og alle skulle have fri adgang til skove, vandløb, brønde og
enge...
Bölein samlede en mægtig skare omkring sig, men den opløstes, da
Bölein blev fanget og brændt som kætter - hvad ellers? Men
bevægelsen var blot den første i en bølge af bondeuroligheder, der
kulminerede i den store tyske bondekrig i midten af 1520'erne, hvor
utopiske tanker om lighed også var en vigtig del af budskabet.
I sæk og aske
Böleins vision var et kristent fællesskab i sæk og aske som
modsætning til den luksusgale overklasse. Men uden for den bodskristne
verden fandtes en anden lang folkelig tradition, stærkt og forståeligt
nok præget af den arbejdende befolknings drøm at slippe for det daglige
slid.
Mest kendt er "the land of Cockayne". Hvad ordet Cockayne, der stammer fra
1300-tallet, egentlig kommer af, er uklart, men mange mener, at Cock har
samme rod som Cake, kage. På dansk kaldes Cockayne almindeligvis for
Slaraffenland.
Om Slaraffenland fortælles, at der er floder, som flyder med vin, huse,
der er bygget af kager eller af bolsjer, og gader, der er brolagt med
wienerbrød. Der findes butikker, hvor man kan hente alt gratis. Stegte
gæs vandrer rundt og beder folk om at spise dem, "oh kom og spis mig",
skræpper de, og smørstegte lærker drysser ned fra himlen som manna. I
andre versioner er der også floder med olie og mælk og honning foruden
vinen. Kristendommen titter på en helt speciel måde frem i skildringen
af liderlige munke, der farer omkring og indfanger lystne nonner.
Og indbyggerne synger en sang med omkvædet "De hængte det fjols, der
opfandt arbejdet!"
Thomas Mores "Utopia" tilhører en helt anden tradition. Her er det den
lærde renæssancehumanist, der på formfuldendt latin skaber billedet
af det ideelle samfund, og det ser rigtignok ganske anderledes alvorligt ud
end Cockayne.
Kort om Thomas More. Født ca. 1478. Blev jurist og skabte sig omkring
år 1500 en sagførerforretning i London. Fra 1504 var han medlem af
parlamentet, fra 1529 til 1532 Lord Chancellor, kong Henrik 8.s højre
hånd, men blev fyret og henrettet i 1535, fordi han ikke ville sværge
Henrik 8. troskab, efter at kongen havde brudt med Paven, fordi Paven ikke
ville bevilge ham skilsmisse fra hans dronning, Katharina af Aragonien, der
iøvrigt var danske Christian 2.s dronning Elizabeths moster, men det har
ikke det fjerneste med den her sag at gøre...
Det var under en ambassaderejse for Henrik 8. til Antwerpen i 1515, at
Thomas More sammen med sin ven Antwerpens byskriver Peter Giles fik
lejlighed til at træffe den vidtberejste Rafael Hythlodæus, som under
en af den italienske opdagelsesrejsende Amerigo Vespuccis ekspeditioner
langs Brasiliens kyst var blevet efterladt på en ø, som hed Utopia.
Utopia kommer af græsk og har en dobbeltbetydning: Det stammer dels fra
"eutopia" = et godt sted, dels fra "outopia" = intetsteds. At knytte
Utopia til Vespucci var et mesterligt træk. Tiden var stærkt optaget af
opdagelsesrejser, Columbus havde 1492 'opdaget' Amerika, 1498 havde Vasco
da Gama opdaget søvejen syd om Afrika til Indien.
Det bør her indskydes, at Hythlodæus betyder Vrøvlehoved. More
inviterer Hythlodæus til sit logi, og der fortæller den vidtberejste om
sit ophold på Utopia. Utopierne har fælleseje, fællesdyrkning af
jorden og fællesspisning. Penge eksisterer ikke, for der er altid
overflod i de fælles forrådskamre. Der findes en fyrste og et regerende
råd, som er valgt ved hemmelig afstemning. De har få love og ingen
sagførere. Om aftenen nyder utopierne at studere lærde værker. De har
rummelige hospitaler og ingen ventelister. De afskyr krig, men bliver de
angrebet, går kvinderne i krig sammen med mændene. De er meget kyndige
i astronomi, men fordømmer astrologi.
For luksus nærer de kun foragt. Guld bruger de til natpotter, og de lader
børnene lege med perler og ædelstene. De går enkelt påklædt. De
lever i kernefamilier, så synet på sex er helt igennem traditionelt. Og
da det er det fysiske, der i sidste ende konstituerer ægteskabet, skal de
giftelystne parter vise sig nøgne for hinanden, så de kan godkende
hinanden før ægteskabets indgåelse.
De har én overgud, kaldet Mithra (solguden), ellers er der
religionsfrihed. Der er ingen gudebilleder i kirkerne, præsterne er
folkevalgte og må godt gifte sig. Også kvinder kan være præster.
Dog er der forbudt at nære tvivl om, at der findes et liv efter døden.
Hythlodæus og de få mænd, der er med ham, fortalte naturligvis om
Kristus, og utopierne blev så betaget, især da de hørte om
disciplenes ejendomsfællesskab, at de godt ville omvende sig til
kristendommen, men det kunne jo ikke rigtig lade sig gøre, da der jo
ingen kristne præster forefandtes...
Men en præst fra Croydon, der læser Utopia, bliver fyr og flamme. Han
vil drage til Utopia for at blive missionær dér og senere biskop. Det
skriver More i et brev til Giles, men han kan ikke huske, om Hythlodæus
fortalte, hvor Utopia helt præcist ligger. Giles, der som sagt var med
til mødet med Hythlodæus, skriver så til More, at der var en, der
hostede, da Hythlodæus fortalte, hvor øen lå, så han fik heller
ikke fat på, hvad Hythlodæus oplyste om dens beliggenhed, og nu er den
gode vidtberejste mand forsvundet!
Det er karakteristisk, men ikke så underligt, at utopierne fornægter
arvesynden. Menneskene er hverken gode eller onde, de er, hvad omgivelserne
gør dem til. Problemet, der af gode grunde ofte fortaber sig i tåge, er
så, hvem der har skabt selvsamme omgivelser. Joh, hvisker vi så, det
gjorde såmænd forfatterne ved ganske enkelt at vende det samfund de
kendte på hovedet.
Og for at være helt sikker på, at Utopia er uden alle de unoder, som
huserer i det kendte og parodierede samfund, bliver det konstruerede meget,
meget dydige idealsamfund historieløst, ubevægeligt, overreguleret,
asketisk - og egentlig røvkedeligt.
Fårene æder menneskene
Selve skildringen af Utopia er kun anden del af værket. I en første
del, skrevet efter den anden, lader More Hythlodæus skildre tidens
engelske samfund. Hythlodæus opholdt sig nemlig fire-fem måneder i
England i året 1497 og var blandt andet ærkebispen af Canterburys
gæst.
Og så får England ellers læst og påskrevet. Der er kritik af dovne
og udbyttende adelsfolk, af brugen af lejesoldater, af den overdrevne brug
af dødsstraf for tyveri. Mest berømt er nok angrebet på "enclosures",
indhegningerne, hvor godsejere forjager bønder for at inddrage deres jord
til fåreavl. England er landet, hvor fårene æder menneskene, som
Hythlodæus siger det.
Endelig er der kritikken af hofsnogene. Den fører over til en diskussion
med More om, hvorvidt man skal påtage sig offentlige hverv. Det skal man
ikke, siger Hythlodæus, det vil uundgåeligt korrumpere og fordærve.
Det skal man, siger More, for at arbejde på at forbedre tingene. Her
beskriver More sit eget dilemma. Han valgte - som tidligere nævnt - det
sidste - og døde af det.
Hythlodæus’ afkald på magten og i det hele taget Mores utopi
adskiller sig totalt fra det syn på magt, Machiavelli lægger frem i sin
berømte lille pamflet "Fyrsten" fra 1513.
I "Fyrsten" må og skal herskeren anvende alle midler, selv de nedrigste
for at skaffe sig magt og for at bevare magten. Hykleri, forræderi,
grusomhed, utaknemlighed og meget andet af samme skuffe anbefales, for
hensigten helliger middel til at nå det mål, Machiavelli slutter sin
pamflet med, at fyrsten skal befri det sønderrevne Italien fra barbarerne
- og her menes ikke tyrkere eller den slags - men såmænd franskmænd
og tyskere, der kappedes om at kontrollere et Italien, der var splittet op
i en række by- og fyrstestater. Og det endelige mål er Italiens
samling, efter at de fremmede er blevet fordrevet.
Machiavellis idealfyrste er Cesare Borgia, der var søn af paverækkens
sletteste af alle slette paver, Alexander 6. Cesare og hans tropper
hærgede og myrdede og mishandlede og bedrog og forfulgte i sønnens
bestræbelser på sammen med sin far at konsolidere og udvide pavestaten.
At Machiavelli med sin pamflet fremstår som et - for at sige det på
jævnt dansk - dumt svin og som Thomas Mores totale modsætning, kan der
umiddelbart ikke herske tvivl om, men....og der er mange men'er.
Machiavelli skrev andet og meget andet end "Fyrsten". I sit hovedværk,
Discorsi, "Drøftelse af Titus Livius' ti første bøger om romersk
historie", som han skriver på både før og efter "Fyrsten", er
Machiavelli republikaner. "Folkemagt er altid bedre end fyrstemagt",
skriver han.
Cesare Borgia har han i andre sammenhænge fordømt. Som en slags
udenrigsminister har han fra 1498 til 1512 været en ihærdig tilhænger
af det republikanske styre i Firenze. Da slægten Medici, der havde
hersket næste uindskrænket i 1400-tallet indtil begyndelsen af
1490'erne, i 1512 tilbageerobrede Firenze ved hjælp af spanske tropper,
blev Machiavelli fjernet fra sit embede, fængslet og tortureret, men til
sidst løsladt, idømt en bøde og forvist fra byen.
Det er til en af disse tilbagevendende medicier, den 20-årige Lorenzo,
sønnesøn af 1400-tallets mest fremtrædende medici, Lorenzo il
Magnifico, Machiavelli just efter sin frigivelse skrev og tilegnede
"Fyrsten".
Nogle, blandt andet den indsigtsfulde amerikanske renæssanceforsker,
Garrett Mattingly, har fundet det ejendommeligt, at republikaneren, den
eksilerede Machiavelli, skulle forestille sig, at hans fjender skulle befri
og samle Italien.
Alt falder langt bedre på plads, hvis man opfatter "Fyrsten" som en
satire, som en grum satire over de faktiske tyranniske herskermetoder, som
var så typiske for renæssancens Italien. "Fyrsten" er et omvendt
Fyrstespejl. Fyrstespejl var en yndet genre, som bl.a. Thomas Mores nære
ven, Erasmus af Rotterdam, betjente sig af og tilegnede kejser Karl 5. I
fyrstespejlene skulle fyrsterne spejle de gode og rette dyder, enhver
fyrste burde erindre sig, når han regerede sit folk. Med "Fyrsten"
parodierer, ud fra bitre erfaringer, Machiavelli det politiske magtens
landskab, han var så optaget af.
Hvor Thomas More bruger utopien, forestillingen om det ideelle samfund, til
at afsløre det eksisterende alt andet end ideelle engelske samfund,
benytter Machiavelli sig af satiren til at spidde de alt andet end ideelle
italienske samfund.
Begges baggrund er det fremvoksende borgerskab, More ud af londonsk
advokatslægt og selv advokat, Machiavelli ud af florentinsk
advokatslægt, der i tidens løb havde mange betroede poster inden for
bystaten. De repræsenterer en overgangstid, hvor de med antikkens
lærdom som inspiration revsede det samfund, deres klasse var i færd med
at skabe.
Men mens More blev forstået, blev Machiavelli misforstået. Gennem de
sidste fem hundrede år har hundreder af forskere fyldt hundreder af
hyldemetre med tolkninger af "Fyrsten" ud fra den forudsætning, at
Machiavelli mente, hvad han skrev. Om ikke andet er det et fremragende
eksempel på, at ironi, ikke mindst bidende ironi, er farlig på
skrift....
Utopiske socialister
Lad os indtil videre forlade Machiavelli på den politiske videnskabs
hylde og i stedet tage More med os op gennem historien som en modpol til
den machiavellisme, den stakkels misforståede Machiavelli teoretisk lagde
grunden til. Jeg må springe mange utopier over, bl.a.vor egen Holbergs
Potu (vend ordet om) fra Niels Klims underjordiske Rejse og koncentrere mig
om forsøg på eller i al fald forestillinger om at realisere utopier,
så at sige gøre det umulige muligt.
I begyndelsen af 1800-tallet optrådte de såkaldte utopiske socialister.
De mest kendte er Saint-Simon, Fourier og Robert Owen. De utopiske
socialister repræsenterede den konsekvente ikke-borgerlige fortsættelse
af de grundsætninger, de franske oplysningsfilosoffer havde opstillet i
1700-tallet.
På ultrakort tid at skildre de utopiske socialisters synspunkter er
uanstændigt, men til trods herfor blot følgende: De afviste
liberalismens egotrip til fordel for gensidigt samarbejde. Handlede
menneskene i fællesskab og blev opdraget til dette fællesskab, ville al
elendighed og forbrydelse efterhånden forsvinde - og dermed ville til
sidst statsapparatet blive overflødigt.
Marx og Engels - de sammenvoksede tvillinger, mange forgæves har søgt
at adskille - respekterede de utopiske socialister, men afviste deres
forestillinger om, at blot man havde den gode vilje, fik man også det
gode samfund. I stedet satte de klassekampen i centrum som den faktiske
drivkraft i samfundsudviklingen.
De påviste, at modsætningen mellem den samfundsmæssige produktion og
den private tilegnelse af produktet ville føre til, at arbejderklassen,
der repræsenterer det samfundsmæssige element, på et tidspunkt ville
gøre op med borgerskabets, kapitalisternes tilegnelse af produktet,
sætte sig i besiddelse af statsmagten, afskaffe den private ejendomsret
til produktionsmidlerne, og - for at citere Engels - "en samfundsmæssig
produktion efter en forudbestemt plan bliver nu mulig. Produktionens
udvikling gør den fortsatte eksistens af forskellige samfundsklasser til
en anakronisme. I samme forhold, som anarkiet i den samfundsmæssige
produktion svinder bort, sover også statens politiske autoritet ind...det
er menneskehedens spring fra nødvendighedens rige ind i frihedens
rige..."
Således skrev Engels i 1877, men perspektivet findes allerede i "Det
kommunistiske Manifest" fra februar 1848, hvor Marx og Engels skriver:
"I stedet for det gamle borgerlige samfund med dets klasser og
klassemodsætninger får vi en sammenslutning, hvor hver enkelts fri
udvikling er betingelsen for alles fri udvikling."
Da er det kommunistiske samfund, hvor enhver yder efter evne og modtager
efter behov realiseret.
Dermed knyttes Marx og Engels til utopisterne, selv om Thomas Mores
kedsommelige, asketiske Utopia næppe var de to livsnyderes ideal.
Realister, som de var, har de i øvrigt kun meget, meget sjældnet
dristet sig til at røbe deres forestillinger om det kommunistiske
samfund, men her er et eksempel, vel nok det mest kendte, hvor de taler om
afskaffelsen af arbejdsdelingen:
I dag er det således, at mennesket "er jæger, fisker, hyrde eller
kritisk kritiker og må vedblive at være det, hvis han ikke vil miste
det nødvendige til livets ophold, mens i det kommunistiske samfund, hvor
ingen laver én bestemt ting, men hvor enhver kan udrette noget inden for
netop det område, han har lyst til, regulerer samfundet den almindelige
produktion og gør det netop derved muligt for mig at lave ét i dag og
noget andet i morgen, at gå på jagt om formiddagen, fiske om
eftermiddagen, drive kvægavl om aftenen, kritisere, akkurat som jeg vil,
uden at bliver hverken jæger, fisker, hyrde eller kritiker."
Her mangler man kun at høre Beethovens Patoralesymfoni klinge i
baggrunden.
Personligt kan jeg ikke finde de store åbenbaringer i det perspektiv,
citatet opruller bl. a. fordi jeg hader jægere og ikke kan fordrage fisk.
Og hvad med det ubehagelige arbejde, der fortsat skal gøres. Det fik
ifølge anekdoten en luskepeter til under et selskab at spørge Marx,
hvem der skal pudse sko under kommunismen, hvortil Marx skal have svaret:
"Det skal du!" - vel ikke et af de kvikkeste svar, Marx har præsteret...
Marx og Engels, selv børn af 1800-tallets fremskridtsoptimisme, var ikke
i tvivl om, at samfundsudviklingen ville føre til det klasseløse
kommunistiske samfund, når arbejderklassen med nødvendighed satte sig
bevægelse. Og de mente tydeligvis, at overgangsperioden, den
socialistiske fase under proletariatets diktatur - hvilket ikke betyder
andet end arbejderklassens statsmagt - ville være relativ kort.
Deri tog de grueligt fejl. I modsætning til Mores Uotpia, der befinder
sig langt fra virkeligheden og skal forstås som en litterær kritik af
det bestående, var Marx og Engels helt klar over, at den magt, hvis
negative sider Machiavelli beskriver, er nødvendig for at nå til
målet. Deres fremtidsvision er trods deres tuttenuttede
kommunismeforestillinger af denne verden. Men de tog ikke højde for, at
overgangsfasen ville blive særdeles kompliceret, måske tilmed kunne
mislykkes, at proletariatets diktatur kunne forvandles til et diktatur over
proletariatet.
Men før jeg ser på den side af sagen - et hop til Kina.
Ta-t’ung
I begyndelsen af det tyvende århundrede blev marxismen introduceret i
Kina. Mange har set det som en misforstået import fra en vestlig
tankeverden, ligesom mange har opfattet utopien som et vestligt produkt.
Den 30. juni 1949 midt under den revolutionære omvæltnings slutfase
trak Mao Zedong i anledning af Kinas kommunistiske Partis 28-årsdag
linierne op for folkets demokratiske diktatur. Her siger han bl.a.:
For "arbejderklassen, det arbejdende folk og det kommunistiske parti drejer
det sig...om at arbejde hårdt for at skabe de betingelser, hvor klasser,
statsmagt og politiske partier meget naturligt vil uddø, og menneskeheden
vil indtræde i ta-t'ung Den store Harmonis æra."
Slægtskabet med Marx og Engels er vist her ganske tydeligt, men hør
så en anden kinesisk samfundsskildring:
"Da menneskene vandrede på dydens vej, var verden et fællesskab. De,
som havde evnerne, blev valgt som ledere. Deres tale var alvorlig og de
stræbte efter at skabe harmoni. Menneskene behandlede andres forældre
som deres egne, og de værnede om andres børn som var de deres egne. De
gamle fik husly indtil de døde, de voksne mænd fik arbejde og de unge
uddannelse. Enker, forældreløse, de barnløse og de syge blev
behandlet med nænsomhed og medf'ølelse. Hver mand havde sit arbejde,
hver kvinde sit arnested....Menneskene kunne li' at arbejde så meget de
evnede, men de gjorde det ikke for egen vinding. Derfor havde personlig
ærgerrighed ikke en chance for at udvikle sig. Der fandtes ingen tyve
eller røvere, og dørene til deres huse var aldrig låst. Det var den
periode, der blev kaldt ta-t'ung Den store Harmoni." Bemærk! Samme ord,
som Mao bruger!
Den her citerede utopi stammer fra Bogen om Ritualer, som blev skrevet
før det sjette århundrede før Kristus, altså mere end to hundrede
år, før Platon fik ble på. Og siden vrimlede det med kinesiske
kommunistiske utopier, hvor ikke mindst en agrarkommunisme, drømmen om
det landsbykommunale fællesskab, havde godt fat.
Den mest spektakulære udgave af kinesisk utopisme kom til udtryk i
Taiping-opstanden i 1851. Den førte til dannelsen af Taiping Tienkuo, Den
store Freds himmelske Kongedømme. Taiping-oprørerne, der på et
tidspunkt udgjorde en styrke på 1 million både kvindelige og mandlige
soldater, erobrede i 1853 den centralkinesiske by Nanking, som blev gjort
til kongedømmets hovedstad under navnet Tienching, Den himmelske
Hovedstad.
Kongedømmet omfattede en betydelig del af det centrale Kina, indtil det
efter at være svækket af blandt andet interne stridigheder blev slået
ned af kejserlige styrker i 1864.
Set i vor sammenhæng er det interessante ved Taiping-oprøret dets
forsøg på en ligelig fordeling af jorden efter antallet af
familiemedlemmer, hvor kvinder talte lige med mænd, dets forsøg på i
Den himmelske Hovedstad at afskaffe al privatejendom og i stedet forsyne
indbyggerne ligeligt med tøj og mad fra et offentligt forrådslager,
dets proklamering af absolut lighed mellem mand og kvinde, dets afskaffelse
af arrangerede ægteskaber, dets forbud mod den kinesiske skik at
indsnøre kvindernes fødder, dets forbud mod prostitution, dets forbud
mod opiumsmisbrug - og så de mere asketiske træk såsom forbud mod
brug af tobak og vin og mod spil.
Taipingoprøret og den hele agrarkommunistiske kinesiske utopiske
tradition skal medtænkes, når man vurderer Maos Kina, når man ser
på oprettelsen af folkekommunerne i slutningen af 50'erne under Det Store
Spring Fremad, og når man ser på de forvirrede forestillinger om en
hurtig genvej til kommunismen, som dukkede op under Kulturrevolutionen i
slutningen af 60'erne.
Lige præcis Kulturrevolutionen sætter forholdet mellem utopi og magt i
relief. Bag de smukke ord om at tjene folket fandtes en politisk
virkelighed med barske magtkampe mellem partiets spidser, med
undertrykkelse af uskyldige og med anarki frem for revolutionær orden.
Den politiske kerne i Kulturrevolutionen var officielt et opgør med folk
inden for partiet, der var slået ind på den kapitalistiske vej. Og
netop med den parole dukker magtspørgsmålet op. For selv om kampene som
sagt handlede om langt mere jordnære intriger, ligger der i selve
tankegangen noget rigtigt: Der findes ingen let og kort vej til
kommunismen. Socialismen, som går forud for og skal skabe grundlaget for
kommunismen, er en sårbar størrelse, netop fordi der er tale om
eksistensen af en statsmagt.
Og eftersom menneskene ikke er så søde som i Utopia eller i andre
utopier, kan der trods afskaffelse af den private ejendomsret og
vidtgående sociale reformer stille og roligt udskille sig et lag af
partispidser, virksomhedsdirektører og statsbureaukrater, som bruger
deres magt til at tiltuske sig selv privilegier og til hensynsløst på
bedste machiavellistisk vis at udrydde alle dem, der kommer i vejen for
dem.
I Sovjetunionen skete denne udvikling i ly af en officiel forestilling om,
at klassekampen var overstået. Det skete med proklamationen af den
sovjetiske forfatning i 1936. Nu var socialismen gennemført, og i skøn
harmoni drejede det sig blot om at producere sig frem til kommunismen. I
1962 talte Nikita Krustjof ligefrem om, at denne kommunisme lå inden for
en generations rækkevidde.
Mens dette overfladeskuespil fandt sted, undertrykte man skånselsløst
dem, man mente var fjender af systemet - samtidig med at man også havde
travlt med at udrydde hinanden. Og da systemet så kollapsede, så man,
hvor let en Jeltsin, en Putin, en Milosevic, en Tudjman og talrige andre
parti- og statschefer formåede lynhurtigt at skifte partibogen med dens
fine kommunistiske målsætninger ud med en fed bankkonto i Schweiz. En
pamperstyret og -hæmmet kommandoøkonomi blev erstattet af den
markedsøkonomiske mafiaøkonomi.
Grotesk illusion
Og hvor er vi så henne i dag? Globalt set?
Jeg vil lade en anden svare for mig med følgende citat:
"Under den kolde krig voksede en grotesk illusion frem, som vi stadig
trækkes med den dag i dag, og som forbinder politikere fra Tony Blair
over Margaret Thatcher og Ronald Reagan til Bill Clinton, George Bush og Al
Gore.
Illusionen går ud på, at uanset hvad de profitdrevne koncerner
foretager sig på kort sigt, så er deres overordnede og endelige
motivation af etisk karakter. Følgelig er deres indflydelse i verden
gavnlig - må Herren se i nåde til os."
Se, den der har sagt det, kan næppe beskyldes for at være marxist,
endsige tilhøre skribentskaren omkring den store encyclopædi. Citatet
er fra en artikel af selveste spiongenrens grand old man, John le Carré.
Modsætningen mellem en barsk virkelighed og den utopiske drøm om
menneskeligt fællesskab er grel. Jeg kunne i timevis hidse mig op over de
modbydelige perspektiver den for tiden frembrusende globale
konkurrencekapitalisme frembyder, og ærgre mig over, at marxismens
modbillede fik så ilde en medfart i det 20. århundrede, så det indtil
videre står slet til med at dæmme op for udbytning og undertrykkelse,
men i stedet vil jeg slutte af som en anden Voltaire, i min have:
Dernede på Petersværftvej i det sydsjællandske, hvor der ikke er
noget værft, men skov og øhav og fugle og blomster og harer og rådyr,
kan jeg studere modsætningen mellem utopien og virkeligheden. Studiets
genstand er Veronica Sveskemos, til daglig blot kaldet Mosen. Hun er
rød-hvid, uden at det skal forlede nogen til at tro noget folkepartisk.
Det røde er da også det dominerende.
Hun praktiserer kommunismen. Hun yder efter evne, og det er fandeme ikke
ret meget, og nyder efter behov. Men historien gentager sig åbenbart. For
der er ingen lighed, det er hende, der bestemmer, ellers bliver der en
helvedes larm, som - hvis vi ikke gør, hvad hun siger - ender med, at hun
spiller på klaver.
Det er svært med den kommunisme.
Denne nyhed kommer fra MODKRAFT.dk/kontradoxa
http://www.modkraft.dk/kontradoxa
URL'en for denne nyhed er:
http://www.modkraft.dk/magasiner.php?op=vis&artid=46&mid=2
Tilbage til Kontradoxa
This archive was generated by hypermail 2.1.2 : 12-07-02 MEST