For å ta noe av glansen fra de verste EU-mytologene a la Fossen og Co.
kan det være greit å lese nedenstående, som forteller det meste om
hvorfor de europeiske imperiale ambisjonene så lett kan feies til side
av USA og maktene fastholdes i rollen som klientstater, og dermed hvor
verdensfjerne EU-forestillingene i hodene på de fleste er. Det er denne
forsamlingen av selvopptatte og innskrenkede middelmådigheter man liksom
forestiller seg skal være redningsplanken i den globale
profittmaksimeringsmaskina, det er den som skal få orden på uretten og
kaoset i verden! Forfatteren er av den realpolitiske skolen som innser
at urettferdigheter ikke kan settes ordentlig på skinner uten
hemmelighetskremmeri, så han er for hemmelige toppmøter og den eldgamle
skolen av "Geheimdiplomatie". Wienerkongressen i 1815 osv. Det reelt
eksisterende EU er først og fremst det gamle letargiske Europas
imperiale krampetrekninger. Man er svekket og tvunget til å samarbeide.
Senilt drømmer man at man "legger press på" USA og/eller Israel, når man
kommer med en eller annen hyperforsiktig fotnote som ingen av
verdenssheriffens militærpersonell i regjeringen husker dagen etter.
"Offentligheten" er en samling latterlige politisk korrekte mytologier,
som kun lever videre fordi journalistenes dumhet forsterkes bevisst
gjennom diktaturet til "the invisible hand" og ved at ingen lenger
husker hva de tenkte i går, på grunn av stress, mas og jetlag.
Karsten Johansen
Fra Information:
Køkkenkabinettet i Bruxelles
af Erik Holm, 22. juni 2002
Her, mens topmødet i Sevilla kører, er det passende at minde om, at
unionen i realiteten er et anarki, fordi det er et politisk system uden
en ledelse eller en suveræn myndighed
Som bekendt har den Europæiske Union hverken en præsident eller en
regering. Om den nogensinde får det, er tvivlsomt. Unionen er i
realiteten et anarki, fordi det er et politisk system uden en ledelse,
en suveræn myndighed.
I midten af 1970’erne blev der gjort et forsøg på at give Fællesskabet
en uformel politisk ledelse, et ’køkkenkabinet’ som kunne lægge råd op
om regeringsførelsen. Tanken var, at de egentligt ansvarlige, stats- og
regeringscheferne, skulle kunne mødes til fortrolige drøftelser om de
virkeligt væsentlige problemer. Men det Europæiske Råd har siden
udviklet sig til en opblæst, absurd mediebegivenhed, hvor anarkiet til
tider truer med at udvikle sig til kaos, ikke blot blandt de tusindvis
af demonstranter på gaderne, men også blandt de hundredvis af politikere
og embedsmænd i mødelokaler og korridorer.
Her skal fortælles historien om, hvorledes køkkenkabinettet blev kvalt i
fødslen af personligt jalousi og selvkørende bureaukrati.
Der var ikke i Romtraktaten tildelt nogen rolle til et møde af stats- og
regeringscheferne. Et sådant topmøde fandt kun sted med uregelmæssige
mellemrum. Da den første oliekrise brød ind over Europa i efteråret
1973, og Danmark havde formandsskabet i EF, overvejede Anker Jørgensen
at indkalde et møde til drøftelse af den helt ekstraordinære situation.
Han forberedte en kontakt til Willy Brandt herom, men før det skete, kom
der til Christiansborg en opfordring fra præsident Pompidou netop til at
indkalde et topmøde. Det resulterede i det noget kaotiske Københavnsmøde
i december – kaotisk især fordi olielandenes udenrigsministre meldte
deres ankomst til byen kort efter mødets start.
Det Europæiske Råd opstod først et år senere og havde sin egen
forhistorie, som forklarer hvorfor det var tænkt som et køkkenkabinet.
I foråret 1973, da det internationale valutasystem endeligt brød sammen,
var Valéry Giscard d’Estaing og Helmut Schmidt finansministre i
henholdsvis Frankrig og Tyskland.
I denne særdeles kritiske situation for verdensøkonomien havde den
amerikanske finansminister, George Schultz, inviteret dem og den
britiske minister Anthony Barber til et privat møde i biblioteket i det
Hvide Hus i Washington for at drøfte det ansvar, som de utvivlsomt følte
hvile på sig.
De fandt det så nyttigt at mødes på denne måde uden embedsmænd og i dyb
fortrolighed, at de dannede den helt uformelle ’Library Group’
(biblioteksgruppen), hvortil den japanske finansminister senere blev
tilsluttet. Deres møder udviklede sig senere til det som nu kendes som
de verdensøkonomiske topmøder, men det er en anden historie.
Efter Georges Pompidous død og Willy Brandts tilbagetræden i foråret
1974 blev Giscard d’Estaing og Helmut Schmidt henholdsvis fransk
præsident og tysk forbundskansler. Som finansministre havde de udviklet
et personligt venskab, og de besluttede at føre deres erfaringer fra
biblioteksgruppen over på europæisk plan. Dette var grunden til, at
EF-landenes regeringschefer i okotober 1974 fik en indbydelse til en
privat middag uden ledsagere i Elysée palæet. Indbydelsen gav anledning
til hævede øjenbryn rundt om i udenrigsministerierne, men det var jo
svært at hindre den franske præsident i at invitere sine venner og
bekendte til middag. Og Frankrig havde trods alt formandskabet i det
halvår.
Arrangementet forløb til alle tilstedeværendes tilfredshed, også selv om
den britiske premierminister Harold Wilson blev afæsket en forklaring
på, hvad der var hans hensigt med at kræve genforhandling og
folkeafstemning af betingelserne for det kun to år gamle medlemskab. Ved
aftenens slutning foreslog værten, at den samme gruppe skulle mødes
oftere til lignende fortrolige drøftelser uden dagsorden og papirer og
uden embedsmænd, som forstyrrede samtalen med alle mulige detaljer. Alle
samtykkede.
Men så enkelt gik det dog ikke. Allerede i biblioteksgruppen havde
George Schultz gjort opmærksom på, at alle nationale bureaukratier ville
sætte sig imod den slags møder, og da Frankrig kort efter den private
middag i Paris indkaldte til topmøde, rejste systemet,
udenrigsministrene og deres magtfulde bureaukratier sig og forlangte at
være til stede. Da franskmændene tilmed foreslog, at man skulle beslutte
at afholde regelmæssige, fortrolige møder i noget, de kaldte det
Europæiske Råd, lyste alle alarmlamper. Specielt Benelux-landene så det
som et direkte angreb på traktatens institutioner og, ikke mindst, på
Kommissionens rolle som initiativtager i den europæiske politik og
beskytter af den fælles interesse. Udenrigsministrene, som jo i
fællesskab udgjorde det generelle Ministerråd, forudså, at de ville
blive placeret i en klart underordnet position.
Hollænderne gik så vidt, at de hævdede, at det var i modstrid med deres
forfatning at den hollandske statsminister deltog i forhandlinger i
udlandet, uden at udenrigsministeren var til stede. Hans personlige
EF-rådgiver fortalte mig senere, at det var et argument som man af egen
kraft havde konstrueret i udenrigsministeriet på grundlag af en særegen
fortolkning af forfatningen.
Belgierne hævdede at Bruxelles’ centrale placering ikke måtte forringes
til fordel for hovedstæderne, men de accepterede dog tre årlige møder
hvis et af dem kunne finde sted i Bruxelles. Begrebet ’Europæisk Råd’
mødte massiv modstand fra alle bureaukratierne, og den danske
statsminister støttede også det hollandske krav om at der ikke måtte
blive tale om en ny institution, som kunne svække det system, der var
fastlagt i Romtraktaten, og som man så som en beskyttelse mod at de
store lande blev dominerende.
Mødet mellem stats- og regeringscheferne, ledsaget af deres
udenrigsministre og adskillige embedsmænd med bunker af papirer, fandt
sted i Paris i december 1974. Under forhandlingerne fik den franske
præsident tilslutning til, at der skulle afholdes tre årlige topmøder,
men det blev præciseret, at udenrigsministrene også skulle være til
stede. Han formåede ikke at få indføjet navnet ’Det Europæiske Råd’ i
mødets konklusioner, men det forhindrede dog ikke Giscard d’Estaing i at
åbne den afsluttende pressekonference med ordene: Le sommet est mort.
Vive le Conseil Européen. (Topmødet er dødt. Længe leve det Europæiske
Råd).
På den måde kom Rådet til verden i dølgsmål, men formelt levede det en
tilværelse uden for traktaterne indtil det endelig blev lyst i kuld og
køn i 1993 med Maastricht-traktaten hvor det siges, at det Europæiske
Råd »tilfører Unionen den fremdrift, der er nødvendig for dens udvikling
og fastlægger de overordnede retningslinier herfor.« Principielt er det
ikke beslutningstagende, men formandskabet offentliggør efter møderne
nogle ’konklusioner’, som er retningsgivende for institutionernes videre
arbejde.
Tanken om at regeringslederne regelmæssigt skulle have lejlighed til at
føre fortrolige samtaler uden andres deltagelse og uden nogen aftalt
dagsorden blev kvalt i fødslen. Udenrigsministrene og deres tunge
bureaukratier, stærkt bakket op af Kommissionen, gjorde alt hvad de
kunne for at forhindre at de egentlige ansvarlige, stats- og
regeringscheferne, på egen hånd skulle udvikle en ledelsesfunktion for
det Europæiske Fællesskab. Møderne, som normalt strakte sig over to
dage, skulle forberedes med en dagsorden og dertil hørende sagsakter, og
embedsmænd skulle derfor være inden for rækkevidde, så ministrene kunne
få den rette briefing før og under drøftelserne. At der i selve
mødelokalet kun måtte være de deltagende stats- og udenrigsministre
(foruden de nødvendige tolke) plus to repræsentanter for Kommissionen
førte til at et stort antal embedsmænd fra hvert land vandrede hvileløst
rundt i korridorerne under mødet for så at arbejde hektisk om natten med
at udforme konklusioner på baggrund af deres ministres beretning om,
hvad man mente der var opnået enighed om.
Udenrigsministrene sikrede sig, at middagen efter den første dags møde
var fælles for alle ministre. Det var først ved kaffen, at de skiltes og
statsministrene kunne have deres ’fortrolige kaminpassiar’. Der er ingen
tvivl om, at alle statsministre værdsatte denne samtale, men det er lige
så sikkert, at alle udenrigsministre var dybt frustrerede, mens de fik
serveret deres kaffe i et separat lokale.
Jeg husker således en situation i Haag i efteråret 1976, hvor vi
EF-rådgivere for statsministrene havde indtaget middagen med kaffe i et
lokale nær ministrenes. Hen mod midnat fik vi at vide, at vore chefer
var ved at bryde op og vi gik ud i hallen for at møde dem. Da døren til
udenrigsministrenes lokale gik op, kom K. B. Andersen ud, og jeg spurgte
ham hvorledes drøftelserne var gået. Svaret afspejlede KB’s iltre
temperament: »Det er dybt frustrerende! Jeg vil ikke være med til det
her mere!!« »Jamen dog,« sagde jeg, »hvad er der sket?« »Ingenting«,
sagde KB, »vi har siddet der i to timer og kigget på hinanden, for vi
ved jo ikke, hvad de talte om inde ved siden af.«
Så gik døren op til statsministrenes lokale og jeg gik over for at
hjælpe Anker Jørgensen frakken på. »Nå, hvordan gik snakken?« spurgte
jeg. »Åh, Holm,« sagde han, »det har været så interessant.« »Jamen hvad
talte I dog om?«, spurgte jeg. »Jo«, sagde Anker, »Vi har siddet og hørt
Callaghan forklare alle de komplicerede problemer han har med Rhodesia
og Ian Smith.«
Sandsynligvis havde de to timers kaminpassiar været mere konstruktiv for
den gensidige forståelse og dermed for det europæiske projekt end de
bureaukratisk styrede drøftelser under det officielle møde.
Det var først i 1978, at regeringscheferne fik lidt mere tid til at tale
sammen alene og siden da har de været fri for at blive overvåget af
udenrigsministrene under middagen. Jeg blev direkte led i denne
’frigørelse’.
Danmark havde efter tur overtaget formandskabet i foråret 1978 og skulle
derfor være vært for det Europæiske Råd i april måned. I januar var
Anker Jørgensen i Bonn til en samtale med Helmut Schmidt, som lagde
megen vægt på det personlige diplomati og derfor regelmæssigt havde
sådanne bilaterale uformelle møder med sine naboer. Under samtalen
forklarede Schmidt, at det for ham var vigtigt, at det kommende møde i
København blev tilrettelagt på en sådan måde, at statsministrene fik
lejlighed til en langvarig fortrolig drøftelse uden at andre var til
stede. Den korte snak over kaffen var utilfredsstillende og
utilstrækkelig.
Da vi kom hjem til København, sagde Anker til mig: »Nå, Holm, du hørte
hvad Helmut sagde om mødet i april. Nu må du komme med et forslag, så vi
kan få den nødvendige tid til at diskutere frit.« Jeg overvejede det
grundigt med mine kolleger i statsministerens sekretariat og skrev
herefter et notat, hvor jeg foreslog, at ministrene efter den
traditionelle frokost hos Dronningen kort efter ankomsten skulle starte
det formelle møde på Christiansborg kl. 15. Her skulle de hurtigt drøfte
første punkt på dagsordenen, som altid startede med ’den økonomiske og
sociale situation i Fællesskabet.’ Det kunne overstås på en time, og
herefter skulle statsministeren som formand for mødet afbryde det idet
han skulle sige, at udenrigsministrene herefter alene ville fortsætte
drøftelserne af den resterende dagsorden. Næste morgen kunne de så
fremlægge resultatet af deres drøftelser for det samlede møde. Stats- og
regeringscheferne ville imidlertid forlade dem og tage ud til Marienborg
for at føre uformelle samtaler og i øvrigt spise middag for sig selv,
mens middagen for udenrigsministrene ville finde sted på Christiansborg.
Anker Jørgensen syntes, at det var en fin model og bad mig gå videre med
den i en mere formel form, som vi så kunne sende ud i systemet. Men da
rejste der sig et ramaskrig fra bureaukratierne. Dette var fuldstændig
uantageligt og ødelæggende for mødets afvikling. Der var derfor ikke
andet at gøre end at tilpasse modellen en smule. Resultatet blev, at det
formelle møde på Christiansborg med alle ministre skulle fortsætte
indtil henad klokken 18, hvorefter statsministeren inviterede sine
kolleger til middag på Marienborg. Hver af dem kunne tage en
’forbindelsesofficer’ med derud, men så var der desværre ikke plads til
flere. De andre ministre og de mange embedsmænd måtte blive i byen.
Det krævede nogen stædighed at fastholde denne plan, men det lykkedes.
Herved fik Helmut Schmidt, stærkt støttet af Giscard d’Estaing, god
lejlighed til at fremlægge den plan for et Europæisk Monetært System,
EMS, som de sammen havde udtænkt. Der blev lyttet intenst dertil, og der
udspandt sig en alvorlig diskussion først og fremmest om den britiske
holdning idet Callaghan var meget betænkelig ved om Storbritannien kunne
deltage fordi, som han sagde, »my
country suffers from arthritis.« Desuden var han nervøs for, at planen
ville belaste forholdet til USA og den Internationale Valutafond. Men
alle de andre regeringschefer gav deres principielle tilslutning.
Da drøftelserne lakkede mod enden, spurgte Anker Jørgensen, der jo var
formand, om der skulle anføres noget i morgendagens konklusioner om det,
de havde talt om. Helmut Schmidt brød her meget skarpt ind og krævede,
at der ikke kom en lyd ud til offentligheden om planen, idet han ikke
havde orienteret sin egen regering herom og i endnu mindre grad den
tyske forbundsbank. Det hele måtte holdes absolut fortroligt, indtil
planen var udformet i større detalje ved forhandlinger mellem
regeringschefernes personlige repræsentanter. Det forhindrede dog ikke,
at han ved mødets afslutning bad mig udarbejde et detaljeret referat af
aftenens drøftelser, idet Anker Jørgensen efter aftale med Schmidt havde
bedt mig komme ind som ’notetaker’.
Det er nok den eneste gang det Europæiske Råd har fungeret efter sin
oprindelige hensigt. Jeg deltog i de første 21 af dets møder, indtil jeg
forlod Statsministeriet i 1982, og jeg observerede hvorledes de lige fra
begyndelsen i stigende grad blev overbelastet af enkeltsager, store og
små, som udenrigs- og fagministre ikke havde formået at nå til enighed
om i det ordinære Ministerråd. Bureaukratiernes tunge apparater låste
sig gang på gang fast i positioner, som de ikke kunne frigøre sig fra,
og appellerede derfor til den øverste chef, regeringschefen, om at løse
deres gordiske knuder til trods for at chefen af gode grunde havde
væsentligere ting at beskæftige sig med.
Intet tyder på, at denne tendens ændrede sig i de følgende år.
Konklusionsteksten efter møderne fylder nu ofte mere en 50 tætskrevne
sider med en absurd detailrigdom. »Denne oversvømmelse af Europas
statsmænd med temaer, som for det Europæiske Råds egentlige opgave er
helt uvigtige, tilfredsstiller måske de oprindelige forfattere, herunder
fagministrene i femten hovedstæder og deres bureaukrater. De gør det
Europæiske Råd til deres stempelmaskine. Men dermed forhindrer de en
alvorlig, dybtgående meningsudveksling mellem deres ledere om de helt
afgørende problemer for Europa og om vejene til deres løsning«, skriver
Helmut Schmidt i sin seneste bog Die Selbstbehauptung Europas.
Den måde, hvorpå vore demokratiske systemer har udviklet sig, har gjort
kravet om åbenhed til et dogme. Lukkede møder bliver fordømt, ikke
mindst fra dansk side til trods for at Kanslergadeforliget i 1933 ses
som en milepæl i vor politiske historie. Men det er en del af den
politiske naturs orden, at der må være mulighed for i en snæver kreds at
føre fortrolige drøftelser før der tages initiativer af de politiske
ledere. Det gælder i udpræget grad når der er tale om en
koalitionsregering.
Den Europæiske Union er en koalition, men uden regering. Den er
domineret af jalousi mellem personer og institutioner, og af et
bureaukrati der bestræber sig på at blive selvkørende.
- Erik Holm er fondsdirektør. Han var 1972- 82 kontorchef og rådgiver i
Statsministeriet. Og 1982-87 chefrådgiver i Generaldirektoratet for
Økonomiske og Finansielle Spørgsmål i EF-Kommissionen.
______________________________________________________________________________
ifrance.com, l'email gratuit le plus complet de l'Internet !
vos emails depuis un navigateur, en POP3, sur Minitel, sur le WAP...
http://www.ifrance.com/_reloc/email.emailif
This archive was generated by hypermail 2.1.2 : 11-07-02 MET DST