svar: "Gud tror ikke, han er Berlusconi". Denne vitsen karakteriserer
presist mentaliteten til den proto-totalitære godfather som i dag
betyrer "Italia" som en av sine større geskjefter. Om Gud heller ikke
tror han er hverken Sharon, Bush II, de rikeste amerikanernes oppblåste
kollektive ego ("USA"), Dagsrevyens redaksjon, Tony Blair, bin Laden
etc. etc. kan man av og til komme i tvil om hvis man spiller tida med å
se Dagsrevyen. Berlusconi er på ingen måte alene på den globale anstalt.
K.J.
se: www.information.dk
Solidaritetens børn
af Henrik Jul Hansen, 25. marts 2002
Et antal millioner demonstrerede lørdag mod Silvio Berlusconi og den nye
terrortrussel – mens statsministeren gjorde demonstranterne til
terroristernes medskyldige.
»Vi bekæmper jer med et smil,« stod der på mange T-shirts ved det, der
blev kaldt den største demonstration i Rom siden krigen, men om det så
var Anden Verdenskrig eller Den Anden Puniske fik lov til at svæve i den
stride blæst og solskinnet over Circus Maximus neden for Palatinerhøjens
ruiner. Om der var en eller tre millioner mennesker, skændes arrangører
og myndigheder stadig om, men i hvertfald har det slidte græs på det
antikke Roms væddeløbsbane og de tilstødende gader og pladser ikke
rummet så mange mennesker siden Roma sidste forår blev fodboldmestre.
Men smilet blev til alvor, da pianisten Nicola Piovani, som har fået en
Oscar for sin musik til Benigni-filmen ’Livet er smukt’, spillede et
stykke fra brødrene Tavianis ’San Lorenzo Natten’, og tavsheden sænkede
sig over Circus og millionmængden i et minuts mindelse af Marco Biagi,
der blev myrdet af De Røde Brigader i tirsdags.
Symbolsk akuratesse
Det lille stykke sprøde filmmusik var valgt med symbolsk akkuratesse.
San Lorenzo er natten for Italiens befrielse fra fascisme og nazistisk
besættelse, og filmen om den er en lovsang til livsvilje og håb. Således
blev en demonstration, der var indkaldt af Italiens største og mest røde
fagforbund CGIL i protest mod Berlusconi-regeringens
arbejdsmarkedsreform, forvandlet til en massetilkendegivelse mod
terrorisme med langt bredere tilslutning end de hundredetusinder
fagforeningsmedlemmer, der i turistbusser og særtog var strømmet til
hovedstaden for at protestere mod Berlusconi i almindelighed og hans
plan om at ophæve paragraf 18 i arbejderbeskyttelsesloven i særdeleshed.
Paragraf 18 retssikrer en arbejder i virksomheder med over 15 ansatte
mod at blive fyret uden gyldig grund.
Kontroversiel paragraf
Det er muligvis en forældet forordning, som mange andre europæiske
regeringer end Berlusconis ville være fristet til at kigge kritisk på og
erstatte med noget bedre, som giver større fleksibilitet på
arbejdsmarkedet uden at mindske retssikkerheden.
Berlusconis argument for at ophæve den er, at virksomheder med 14
ansatte tøver med at ansætte en 15. for at undgå at blive bundet af
paragraf 18, eller også klarer de sig med sort arbejde. En ophævelse af
paragraf 18 vil give flere arbejdspladser og gøre sort arbejde hvidt,
lyder argumentet.
Muligvis fornuftigt nok, og uden tvivl har Italien brug for en
arbejdsmarkedsreform, hvad heller ikke fagforeningerne lægger skjul på.
De vil blot selv være med til at udforme den og vil ikke tage mod diktat
fra Berlusconi, som også i denne komplicerede sag lovgiver med meget
stor arrogance med sit store parlamentsflertal i ryggen. Paragraf 18 er
et symbol. Den er en del af de rettigheder og beskyttelser, som
fagforeningerne fik tilkæmpet sig i 1970, men er i disse dage også
blevet et symbol på rettigheder, som man i centrum-venstreoppositionen
ser knægtet – eller frygter bliver det – på alle andre områder.
Tale til nationen
Mordet i Bologna i tirsdags på Marco Biagi gav både den varslede
demonstration og Berlusconis holdning til den et helt uventet
perspektiv. Biagi var arbejdsmarkedsrådgiver for Berlusconis regering.
Men det var han også for centrum-venstreregeringerne inden Berlusconi
kom til. Prodis, Amatos og D’Alemas. En forsker, en ekspert, som nød
anerkendelse fra alle sider af det politiske spektrum, såmænd også fra
fagforeningsledelserne.
Alligevel holdt Berlusconi i fredags, aftenen før demonstrationen, en
tale til nationen på alle seks landsdækkende tv-kanaler, hvori han
gjorde mordet på Biagi til terroristernes anslag mod regeringen. Ikke
mod demokratiet, statens institutioner, men mod hans regering. Og han
forsikrede om, at hans regerings reformarbejde ville fortsætte uantastet
af terrormord og trusler. Med et draperi af italiensk tricolore,
EU-banner og guldbrokade bag ryggen fik statsministeren med blændende
behændighed fordrejet en sandhed, som alle italienere kender: De Røde
Brigader, venstreterrorismen, har aldrig rettet sig mod et parti til
venstre eller højre, men mod det parlamentariske samarbejde mellem
venstre og højre. Historisk i 70’erne mod både det
kristeligt-demokratiske regeringsparti og den samarbejdende
kommunistiske opposition. Formålet – og det gælder både for det ekstreme
militante venstre og højre – har altid været destabilisering af
demokratiske funktioner, og ofrene har altid været mæglerne,
kompromissøgerne. Det gjaldt for Aldo Moro i 1978, som det gjaldt for
Marco Biagi i tirsdags.
Det er yderst sjældent, at italienske statsministre rydder sig plads i
primetime på alle kanaler for en direkte henvendelse. Prodi gjorde det
med meddelelsen om Italiens optagelse i Euroen og D’Alema om Italiens
militære deltagelse i krigen i Kosovo. Før dem var det Berlusconi selv,
da han som statsminister i 1994 gik på alle skærme for at meddele, at
han ikke var skyldig i de økonomiske forbrydelser, han dengang, som nu,
var sigtet for. Et sådant partsindlæg var også hans tale om terrorismen,
og ved at gøre mordet på Biagi til et anslag mod ham selv og hans
regering fik han diskret gjort de demonstrerende dagen efter til
terroristernes medskyldige og ideologiske bagland. Hvad de
demonstrerende meget kraftigt og stilfærdigt protesterede imod:
Partilederne fra alle partier i oppositionen i hele spektret fra
urokkelige kommunister og socialdemokrater til katolske centrister og
liberale reformister. Kunstnere og intelektuelle og så selvfølgelig
stamfolket, som demonstrationen oprindeligt var indkaldt for:
medlemmerne af CGIL.
Der var også ham med Lenin-kasketten og det velplejede Trotsky-skæg med
en lille unge ved hånden, og ham med Che Guevara-barettens røde stjerne
og en kam stikkende betryggende op af baglommen.
Der var tre teenage-piger, der røg en fed i smug, og der var No Globals,
der forsikrede om, at terrorisme ikke var deres sag og metode, men der
var først og fremmest et par millioner, der futtede fredsommeligt hjem,
da Sergio Cofferati, CGIL’s leder havde holdt sin store tale, og det
hele var slut.
Cofferati lykkedes med denne begivenhed at samle en centrum-venstrefløj,
der ellers ikke har kunnet finde sammen, og med en tale, der mere var en
politisk leders end en fagforeningsformands, kandiderede han sig selv
som kommende oppositionsleder. Front mod terrorismen, værn om
almindelige borgerretigheder og forsvar for det civile samfund mod
barbari. »Vi er børn af solidaritet,« sagde han så en-to-tre millioner
klappede. Også han er terroristmål.
Til i morgen har Berlusconi indkaldt arbejdsmarkedets parter til
trepartsforhandling med regeringen om en løsning på
arbejdsmarkedsreformen, som kan afværge den generalstrejke, som CGIL har
varslet den 5. april.
Men allerede nu har Berlusconi varslet en demonstration den 11. maj for
at festligholde årsdagen for hans magtovertagelse, og hans ambition er
at slå lørdagens i fremmødte millioner. Det er nemlig også en pointe:
Millionerne på Circus Maximus var de, der allerede sidste år stemte imod
Berlusconi, hvor imponerende manifestationen end var.
»Hvad er forskellen på Gud og Berlusconi?« stod der på en anden trøje.
»Gud tror ikke, han er Berlusconi.«
______________________________________________________________________________
ifrance.com, l'email gratuit le plus complet de l'Internet !
vos emails depuis un navigateur, en POP3, sur Minitel, sur le WAP...
http://www.ifrance.com/_reloc/email.emailif
This archive was generated by hypermail 2.1.2 : 11-07-02 MET DST