David Duke osv. aktive på "det russiske marked"

From: Karsten Johansen (kavejo@ifrance.com)
Date: 04-03-02


Bemerk i nedenstående særlig dette avsnittet:

"Men selv om nogle af Metzgers unge kontakter er skinheads, lægger han
vægt på også at have kontakter blandt mere stilfærdige unge – gerne
universitetsstuderende.
»Vi opfordrer dem til at gøre alt, hvad de kan, for at undgå at vække
mistænksomhed. De må ikke abonnere på tidsskrifter eller gå til
offentlige racist-møder. De skal lade som om, de er anti-racister, og så
vil den tid komme, hvor de pludselig får en magtfuld position, og vi kan
bruge dem.«"

Her følger hele artikkelen sakset fra Information i dag

Amerikansk racehad slår an i Rusland
 
 af Ulrikke Moustgaard, 4. marts 2002

Den voksende skinhead-bevægelse i Rusland og Østeuropa er nøglen til den
’hvide overlevelse’, mener ekstremister fra Vesten – de satser nu hårdt
på et hvidt Øst

17-årige russiske Dima fra Moskva havde været skinhead et stykke tid, da
han bestemte sig for at begynde at kalde sig selv »ny-fascist«.
Bare at være skinhead var for svag en etikette, mente han – for
»uideologisk« i forhold til formålet:
»Vi bliver nødt til at slippe af med jøderne; det er den eneste måde at
genopbygge Ruslands storhed på. Ligesom Hitler gjorde i Tyskland,« siger
Dima til det russiske ugemagasin The Russia Journal.
»Vi vil have et land, hvor alle russere kan føle sig hjemme, hvor vi kan
løse vores problemer og få job.«
Også den 16-årige Anya, der bor i Skt. Petersborg, ønsker at rense ud i
Rusland:
»De voldtager vores hvide kvinder – læs bare nyhederne,« siger hun om
udlændinge til dagbladet St. Petersburg Times.
Og et godt stykke derfra, i Bulgarien, blev en bulgarsk nyoversættelse
af Hitlers
Mein Kampf i december måned udråbt til årets bestseller med 5.000 solgte
eksemplarer – det var cirka 4.500 flere end hvad en bulgarsk
skønlitterær bog plejer at sælge. Bogen var øjensynligt især et hit
blandt de unge.
»Dette er de unges protest,« sagde en universitetsprofessor til New York
Times, »de viser, at de ikke giver en skid for hvad gamle mennesker
mener om Hitler.«
Det er unge mennesker som bogkøberne i Bulgarien og de to skinheads Dima
og Anya i Rusland, der nu har givet race-ekstremister blod på tanden.
For skinhead-bevægelsen er på fremmarch i Øst. Det har åbnet øjnene for
diverse udenlandske ekstremistgrupper, som nu ser et stort potentiale i
Østeuropas og Ruslands unge.

God rekrutteringsgrund
»Der er rigtig mange amerikanske racister, der er blevet aktive i
eksempelvis Rusland,« siger Dr. Nils Muiznieks, der er ekspert i
ekstremisme og nationalisme og overvåger området for FN og senest
Europarådet, til Information.
En af dem er den erklærede racist Tom Metzger, som er en af de ledende
personer inden for White Supremacy-bevægelsen i USA.
»I Østblokken og Rusland er der i øjeblikket en vældig god
rekrutteringsgrund for vores filosofi,« siger Tom Metzger til
Information.
Metzger har en fortid som præst og har i mange år haft en lederposition
inden for Ku Klux Klan. I midtfirserne blev han derudover den foretrukne
mentor for den spirende nynazistiske skinhead-bevægelse i USA. Nu vil
han gerne være mentor i øst og dermed nå bredere ud med sin filosofi om
den hvide races interesser.
»De er utroligt aktive, de hvide unge mennesker dér, og det er faktisk
det sted i verden, vi i øjeblikket oplever mest støtte fra,« siger han.
»Jeg tror, det skyldes, at ideen om den hvide race er udbredt, og at de
unge er villige og modige nok til at sætte handling bag ord. Det kan jeg
godt lide at se. «
Metzger har derfor allerede i et stykke tid haft tæt kontakt til unge i
Østeuropa og Rusland via telefon, e-mail og rejser, hvor folk fra hans
gruppe, White Aryan Resistance, holder møder, giver gode råd og
rekrutterer flere unge.

Propaganda
Samarbejdet fungerer i praksis på den måde, at amerikanerne underviser i
at sprede propaganda, fortæller Metzger.
»Indsamling og spredning af information. At influere folks tænkemåder.
Først skal man jo have et betydeligt antal mennesker til at tænke på en
bestemt måde, inden nogen aktion kan finde sted.«
Men selv om nogle af Metzgers unge kontakter er skinheads, lægger han
vægt på også at have kontakter blandt mere stilfærdige unge – gerne
universitetsstuderende.
»Vi opfordrer dem til at gøre alt, hvad de kan, for at undgå at vække
mistænksomhed. De må ikke abonnere på tidsskrifter eller gå til
offentlige racist-møder. De skal lade som om, de er anti-racister, og så
vil den tid komme, hvor de pludselig får en magtfuld position, og vi kan
bruge dem.«
De amerikanske ekstremister har allerede haft indflydelse på
ungdomsmiljøet i øst, vurderer Alexander Axelrod fra Anti-Defamation
League (ADL) i Moskva, som overvåger ekstremistgrupper.
»Amerikanske white supremacy-grupper kan siges at være blevet en slags
storebrororganisationer for mange unge skinheads,« siger Alexander
Axelrod.
»Min analyse af websites viser f.eks., at de russiske skinheads låner
grafik og tekster af white supremacy grupper.«

Hvidt Rusland
Men det er langtfra kun de unge skinheadsgrupper, der interesser
udenlandske ekstremister. Ideen er at favne vidt og dermed få skabt et
hvidt Østeuropa.
»Jeg ser en stor russisk nation, der er ved at blive født igen. Min
vurdering er, at Rusland vil blive en af de sidste og bedste hvide
bastioner i verden,« siger Metzger.
Hans tidligere kollega i White Supremacy-bevægelsen, den verdensberømte
racist, David Duke, er enig.
»Rusland er en Hvid nation! Af alle de europæiske hovedstæder er Moskva
den hvideste af dem alle,« skriver Duke på sin hjemmeside.
Duke flyttede til Rusland sidste år og rejser nu overalt i østblokken.
»Kroatien, Tjekkiet, alle steder – you name it,« siger David Duke til
Information.
»Jeg researcher og underviser overalt,« siger han.
Den 52-årige David Duke var ny-nazist som ung, senere oprettede han en
afdeling af Ku Klux Klan i Lousiana og fik dermed pustet nyt liv i den
uddøende klan. I 1999 forsøgte han uden held at blive opstillet som
præsidentkandidat. Og siden har David Duke arbejdet på at kaste Ku Klux
Klan-imaget af sig og i stedet tale om faren ved indvandring – samt
faren ved »zionistisk overlegenhed«. Det er med denne position, han nu
er kommet til Europa for at kæmpe for det, han kalder
»europæisk-amerikanske rettigheder« – retten til at blive fri for
indvandring.

Globalisering
I Rusland har David Duke indtil videre haft succes. Han har fået oversat
en af sine anti-jødiske bøger til russisk. Den sælges nu i det russiske
parlaments boghandel. Han har holdt foredrag og signeret sin bog i et
prominent litteratur-museum i Moskva og er blevet inviteret til at tale
i den russiske forfatterforening. Og så er han i gang med at afsløre den
russiske mafia, siger han til Information.
»Det er helt forkert at kalde mafiaen russisk. For det første er den
nemlig styret af jøder og for det andet er mafiaen i Rusland fra
Kaukasus. En ærlig russisk bonde kan ikke engang sælge en eneste
grøntsag på markedet, fordi det er kriminelle fra Kaukasus, der styrer
markederne,« siger han.
Sidste år i oktober angreb russiske skinheads et grøntsagsmarked og
dræbte tre indvandrere fra Kaukasus. De russiske skinheads har også sat
ild til synagoger.
»Jeg tror ikke på vold og samarbejder ikke med skinheads,« siger David
Duke, »men man må forstå, at ungdommen er lidenskabelig og oprørsk. Der
er heller ikke noget at sige til, at de er vrede. Er du klar over hvor
mange unge kvinder fra Rusland og Østeuropa, der bliver solgt af den
jødiske mafia som sexslaver til Israel? Så er der da ikke noget at sige
til, at de unge mænd er sure!«
De unge skinheads, derimod, vil gerne sættes i bås med David Duke. Hans
tekster bruges flittigt på deres hjemmesider.
At hvid-magt-ideer så let kan vinde genklang i øst, handler i høj grad
om globalisering, mener eksperter.
»Rusland og Øst-og Centraleuropa er gået fra at være emigrationslande
til immigrationslande, og det giver en masse ammunition og politiske
muligheder for xenofober,« siger Nils Muiznieks.
»Hvis man ser på de østeuropæiske data omkring asylansøgere, så er
trenden meget klar: De havde nærmest ingen i de tidlige 90’ere, hvorimod
adskillige lande nu er blevet destinationer for asylansøgere. At det er
dem, der nu bliver angrebet, er et grundlæggende tegn på, at disse lande
ikke længere er så isolerede, som de plejede at være. De er nu berørt af
globaliseringen,« siger ekstremismeeksperten.
 

 
______________________________________________________________________________
ifrance.com, l'email gratuit le plus complet de l'Internet !
vos emails depuis un navigateur, en POP3, sur Minitel, sur le WAP...
http://www.ifrance.com/_reloc/email.emailif



This archive was generated by hypermail 2.1.2 : 11-07-02 MET DST