Avsluttet med et godt sitat fra Churchill: "Løgnen
når halvveis rundt kloden før sannheten får skoene
på" er her en bra artikkel fra Information om
miljøsvindleren Bjørn Lomborg. Sitatet fra Churchill
viser hvilken avgrunn som skiller datidens vestlige
ledere fra det sivilkledde amerikanske
rikmannsjuntaslenget vi sliter med i dag.
Karsten Johansen
Miljøets Judas - linselusen Lomborg
19. november 2001, af Rasmus Kragh Jacobsen
Bjørn Lomborgs opsigtsvækkende ’det går
godt’-påstande er fup, siger to af
verdens mest anerkendte tidsskrifter. Men i
offentligheden nager tvivlen
Lektor i statistik Bjørn Lomborg har med stor succes
udbredt sit budskab til den
store verden; at miljøet har det godt trods de
grønnes skræmmekampagner. Et
budskab, der leder tankerne hen på George Bush og de
store olieselskaber, men
Lomborg er ifølge sig selv tidligere medlem af
Greenpeace, vegetar, erklæret
bøsse og hører hjemme på venstrefløjen.
Verdenspressen faldt pladask for den unge
charmerende lektor, som ville frelse
verden. The Guardian, The Economist, New York Times,
Wall Street Journal, BBC
radio, Fox TV, Rolling Stone Magazine etc. lagde
alle billet ind på boganmeldelser,
portrætter og interviews.
Men Lomborg var gået uden om det videnskabelige
samfund i sin stræben efter
berømmelse, ingen sagkyndige havde fået mulighed for
at give en kritik af bogen,
inden den gik i trykken. Bogen var formentlig ikke
blevet værdiget megen
opmærksomhed, men på grund af de store politiske
konsekvenser har den
alligevel trængt sig på i videnskabens allerypperste
og mest prestigefyldte
tidsskrifter, Nature og Science.
Her forventer man ikke blot en almindelig
boganmeldelse, men kræver, at
anmelderne går bogens kilder efter i sømmene og
dissekerer dens
argumentation. Dommen er hård og ubarmhjertig: Bjørn
Lomborg bliver myrdet
(billedeligt talt). Henrettet på stedet. En af
verdens mest anerkendte økologer,
David Schindler, udtaler: »Bogen er så dårlig, at
jeg ville være ked af
overhovedet at skulle værdige den en kommentar,
fordi den derved bliver
legitimeret«.
Det er for sent. Offentligheden er påvirket. Lomborg
har taget bagvejen til
berømmelse og derigennem afkrævet det videnskabelige
samfund dets
opmærksomhed. Hvordan kunne det lade sig gøre?
Tour de Monde
Bjørn Lomborg besidder nogle ganske særlige
egenskaber, der gør ham perfekt
som mediedarling. Et kontroversielt og
tilsyneladende velunderbygget synspunkt,
som vedrører os alle og lander på et meget tørt sted
i miljødebatten – det er
optimistisk.
En af verdens mest læste aviser, New York Times,
kunne ikke stå for den næsten
profetiske fortælling om den unge
venstreorienterede, som ser lyset og må
forkynde sandheden for alverden. Og historien er god
– den fænger.
»På en rejse til Los Angeles faldt Lomborg over et
interview med økonomen Julian
Simon. Simon fortalte, at verdens befolkning
formentlig aldrig ville løbe tør for
ressourcer, men Lomborg var overbevist om, at Simons
argumenter blot var
simpel amerikansk højrefløjspropaganda. Hjemme i
Århus gennemgik Lomborg
med sine dygtigste studenter Simons argumenter med
tal fra Verdensbanken m.fl.
og fandt til sin forbløffelse, at Simon havde ret i
de vigtigste påstande,« skriver
New York Times.
Andre aviser som The Observer falder også for den
gode historie og fortæller
ukritisk, at luftforureningen ikke længere er et
problem, at næsten ingen
dyrearter længere er truet, at havene er blevet
rene, at der er masser af olie
tilbage, at regnskovene ikke er truet, at syreregnen
ikke har skadet skovene i
Europa, at...
Vand på møllen for læserne af The Economist, som med
en af sine attraktive
indbydelser lod Lomborg uddybe og underbygge sine
påstande med grafer og tal i
en lang artikel. Også i The Wall Street Journal
hyldes bogen som »fantastisk
veldokumenteret og læselig«, mens miljøforkæmpere
sættes i bås med islamiske
fundamentalister, der hader det moderne vestlige
industrialiserede samfund.
Børshajerne svælger i den unge dygtige,
venstreorienterede universitetslektor.
Lomborgs historie er så god, at det berømte
musikblad The Rolling Stone
Magazine får færten af den og tager en snak med
»Judas blandt ’the
tree-huggers’«.
Det lugter af sød musik og stjernestøv, men for en
gangs skyld knækker filmen,
da bladet trækker ikke mindre end seks eksperter op
af lommen. Lomborg bliver
fremstillet som naiv og utroværdig.
»Lomborg foreslår, at man bruger pengene på
sol-forskning og på forbedringer af
sanitet og drikkevand (i stedet for at følge
Kyoto-protokollens stramninger). Alt
sammen gode pointer, men Lomborg glemmer, at den
virkelige verden ikke
fungerer sådan – som om pengene lige kunne
omdirigeres«, skriver de og
konkluderer:
»Det ironiske ved hans ’tingene bliver
bedre’-argumenter er, at han ender med at
lyde som et spejlbillede af de dommedagsprofeter,
han med så stor fornøjelse
udnytter«.
Sandheden
Cambridge University Press går for at have en streng
kvalitetskontrol, og
kritiseres nu for at have udgivet bogen. Men
marketingchef Marie Goddard vil ikke
svare på, hvorfor netop denne bog ikke gik igennem
det sædvanlige
videnskabelige bedømmelsespanel endsige kommentere
udgivelsen.
»Det viser os, at forlaget vidste, at den ville
blive underkendt, og at deres
foreløbige investeringer ville gå tabt,« siger den
ene Nature-anmelder, zoologen
Jeff Harvey. »Hvert tredje eller fjerde år skriver
en kontrær person en bog, der
fanger mediernes opmærksomhed. Det skete med Dixie
Lee Ray (1993), Julian
Simon (1995) og Gregg Easterbrook (1995) og nu med
Lomborg.«
»Det er væsentligt, at der er nogen, som udfordrer
de videnskabelige
ortodoksier«, svarer Lomborg, »og min bog er en helt
anden kategori end de
nævnte.«
Sandheden fordrejes i medierne, hvor der gælder et
andet sæt spilleregler end i
videnskaben. Offentligheden efterlades med retten
til at stemme om, hvem der
har ret. - måske er det blot de andre, som er truet
på deres videnskabelige
prestige, job og karriere?
»Problemet er, at folk hellere vil tro én, som
aldrig har publiceret en eneste
videnskabelig artikel på området, end én som Paul
Ehrlich med over 400
publikationer og en Crafoordpris (Nobelprisen inden
for miljøvidenskaberne,
red.)«, siger Harvey. »Jeg skal være den første til
at indrømme, at fremskridt i
videnskaben sjældent følger konsensus, men Lomborg
har undgået saglig
diskussion. Han har aldrig fremlagt sine resultater
eller deltaget i konferencerne,
og selv om han måske kan analysere dataene, er der
nogle fundamentale
begreber, han ikke forstår, og hans tolkninger er
helt ude i skoven.«
»Det fantastisk ironiske er, at Lomborg kunne have
præsenteret sin massive
datamængde som en hyldest til en effektiv
miljøpolitik, « supplerer
Cambridge-økonomen Michael Grubb i sin anmeldelse i
Science.
»At han vælger at gøre det modsatte, siger langt
mere om ham end om en
påstået objektivitet ved hans statistiske analyse.«
Til sidst
Det er et uløst spørgsmål, hvordan offentligheden
kan skelne skidt fra kanel.
»Man bliver nødt til at lytte til de store herrer,
som snakker,« siger Lomborg, »og
så selv vurdere, om det lyder fornuftigt, det, de
siger om min bog, eller om det er
sådan lidt ’vi kan ikke lide ham’-agtigt.«
Men Jeff Harvey siger, at det ikke er nok, at »vi er
omkring 300 kolleger, som
mobiliserer angreb på Lomborgs bog. Vi er nødt til
at stå frem, fordi konservative
kræfter allerede ser bogen som en hjørnesten i deres
politiske spil for at fortsætte
med at plyndre og forurene miljøet i profittens
navn. De behøver kun en lille
smule tvivl, så befolkningen er forvirret og tror,
det videnskabelige samfund er
ligelig delt i en debat.«
»Hvis de pointer, jeg kommer med, er rigtige, kan
jeg jo ikke gemme dem væk,
fordi nogen vil bruge dem politisk«, siger Lomborg.
»I min bedste vurdering er det
sådan her, sandheden ser ud. På langt sigt vil folk
se, om der indfinder sig en ny
videnskabelig konsensus, eller om det viser sig, at
jeg var en idiot.«
Den anden Nature-anmelder, biologen Stuart Pimm,
føler sig sikker på, at
sandheden nok skal nå frem til offentligheden trods
store økonomiske interesser i
det modsatte:
»Lomborg angriber absolut alle inden for det
etablerede videnskabelige samfund«,
siger Stuart Pimm. »At alle disse mennesker, fordelt
på over 20 lande, skulle
være med i en konspiration for at skjule sandheden –
det er jo fantastisk. Ser
man på det og leder efter fakta, som kan bakke
konspirationsteorien op, finder
man ikke nogen. Det hele beror på fejl.«
Pimm runder af med at citere Churchill: »Løgnen når
halvvejs rundt om kloden,
inden sandheden får sko på.«
Direkte adgang til denne side::
http://webavis.information.dk/Indgang/VisArtikel.dna?
pArtNo=121151
______________________________________________________________________________
ifrance.com, l'email gratuit le plus complet de l'Internet !
vos emails depuis un navigateur, en POP3, sur Minitel, sur le WAP...
http://www.ifrance.com/_reloc/email.emailif
This archive was generated by hypermail 2.1.2 : 11-07-02 MET DST