"Globaliseringen" er i virkeligheten en ny form for totalitarisme og
nazisme/sosialdarwinisme. Den er en avskaffelse av demokratiet og en
"tilbakevenden" i en ny form til tilstander som minner mest om slavesamfunnet
i Rommerrikets dekadente keiser- og tyranntid. Men datidens slaveeieransvar
for slavene er erstattet av den holdningen til mennesker/arbeidskraften vi
kjenner fra Auschwitz, Hiroshima osv.: fattige mennesker og mennesker med feil
meninger, "rase" eller på feil sted er absolutt erstattelige, de er kun
råstoff i produksjonen eller avfall, man produserer lik, hvis det er
"nødvendig".
Som Zygmunt Bauman sier det i artikkelen nedenfor:
"»Den globaliserede verden er ikke kontrolleret af politiske institutioner
eller etiske
principper, endsige af bindende globale love eller retfærdighedsprincipper.
De frit
flydende kræfter, der former vore liv, er fuldstændig uden for det enkelte
menneskes kontrol, og det er årsagen til usikkerheden og angsten."
Men fatt mot. Som Georg Johannesen siterer fra noe en person ved navn Gracian
skal ha skrevet/sagt i 1653: "Aktiv lydighet er total. Passiv motstand er
uovervinnelig." La meg hertil føye: naturlovene kan heller ikke overvinnes.
Karsten Johansen
Fra Information:
Bedre låse fjerner ikke angsten
19. oktober 2001, af Jørgen Staun
Fremtidens byer er delt mellem en mobil verdenselite, der hører hjemme alle
steder, og en gruppe lokalt forankrede mennesker, der kun har hjemme, der
hvor
de altid har været, mener sociologen Zygmunt Bauman
Fremtidens storbyer er delte byer. På den ene side er den mobile elite, der
ikke
har hjemme noget bestemt sted, men alle steder, og derfor heller ikke føler
loyalitet til noget bestemt sted. På den anden side er de lokalt forankrede
mennesker, hvis hele verden er den by, det sted, de bebor, over for hvilket
de
føler en enorm loyalitet.
Begge grupper frygter hinanden og investerer store summer i ’sikkerhed’ –
tyverialarmer, tv-overvågning, mure og bevogtede kvarterer. Den tendens kan
man i dag se i især de amerikanske storbyer, hvor arkitekterne bruger en
enorm
energi på at fjerne de offentlige rum og i stedet udvikle arkitektur, mure og
bevogtede hegn, der kan holde grupperne adskilt.
Langt snarere burde man skabe offentlige rum, offentlige steder, hvor de to
grupper kan mødes og skabe det fællesskab, der skal til for at holde sammen
på
samfundet, mener den verdenskendte polsk-britiske sociolog Zygmunt Bauman.
»I USA er der blandt de moderne arkitekter og byplanlæggere en tendens til,
at
man vil fjerne det offentlige rum. Der bruges enorme mængder energi på at
udtænke ideer om, hvordan man kommer af med offentlige pladser, og hvordan
man holder de forskellige samfundsgrupper adskilt fra hinanden. Der udvises
stor
opfindsomhed, når det gælder om at designe barrierer, mure, afstande og hegn
mellem de forskellige grupper. Der konstrueres bevogtede fællesskaber, som
ingen fremmede kan trænge ind i. Der bygges halv-militære forter.«
»Men hvis folk skal leve sammen på en nogenlunde lykkelig vis, så må
arkitekternes opfindsomhed rettes imod at kreere offentlige steder,
offentlige
rum, der er venlige og indbydende og ikke ligner La Défense i Paris, der nok
er
en arkitektonisk perle, men rent faktisk skræmmer folk bort, fordi stedet er
så
tomt og lidet indbydende. Steder, der kan bruges til at skabe fællesskab og
forståelse,« siger Zygmunt Bauman.
Historisk set har ethvert fællesskab været centreret omkring et eller andet,
for
eksempel markedspladsen eller brønden, hvor alle landsbyens kvinder kom for
at
hente vand og vaske. Steder, hvor folk kommer sammen for at indgå i en eller
anden fælles aktivitet, ikke blot som tilskuere, ikke blot som
biografgængere, der
sidder i et mørkt rum og ser på et stort lærred uden at tale sammen.«
»For at der kan opstå fællesskab, skal der være en fælles aktivitet, hvor man
snakker sammen, diskuterer ting af fælles interesse, deler vurderinger,
retter
hinanden og så videre. Det er et offentligt rum. Definitionen af et
offentligt rum er
et, hvor ’det offentlige’ skabes via interaktion, ved at folk er engageret i
fælles
handlinger og mål.«
Hvordan man designer pladser i vore byer, der opfylder dette mål, er en sag
for
arkitekterne og byplanlæggerne – ikke filosofferne eller sociologerne. Men
det er
sociologernes eller filosoffernes opgave at påpege, at man skal skabe rum,
hvor
folk ikke blot sidder eller er, men rent faktisk konverserer, måske endda med
folk, man ikke kender, tilbringer tid med dem. For det er den eneste måde,
hvorpå det offentlige, fællesskabet, kan skabes,« siger Zygmunt Bauman.
»Problemet for fremtidens, ja og nutidens storby, er, at det øvre lag, den
mobile
elite – de, for hvem, verden er byen, de, der føler sig hjemme alle steder –
ikke
har nogen tilknytning til det lokale og dermed ikke har nogen forbindelse til
de
lokalt orienterede grupper. Den globale elite har en lejlighed eller et hus i
mange
forskellige byer. De rejser meget, tilbringer megen tid i flysæder og
lufthavne,
der alle er utroligt lig hinanden.«
»Lufthavne er ikke-steder, de er ekstra-territoriale i forhold til det lokale
område,
de ligger i. Og de er så lig hinanden, at man ikke kan se, hvilket land det
er, man
befinder sig i, når man opholder sig i en lufthavn. Det samme gælder de
internationale hotel-kæder, som ligefrem reklamerer med, at de ikke byder på
nogen overraskelser. Om man befinder sig på Hilton eller Holiday Inn i
København
eller Singapore, det gør stort set ingen forskel.«
»Et ekstra-territorielt øhav af identiske enheder, der på samme tid
tilfredsstiller to
ting, nemlig behovet for at være mobil og behovet for at forblive i kendte,
sikre
omgivelser,« siger Bauman.
På den anden side findes de lokalt forankrede, der er angst for det, der
kommer
udefra.
»Folk er optagede af deres egen, personlige sikkerhed, fordi vi lever i en
meget
kompleks verden, der med stor hast forandrer sig hele tiden. Vore job, vore
partnerskaber, vore sociale positioner er meget ustabile, hvilket skaber
usikkerhed om fremtiden og usikkerhed om folks identitet. Da der er meget
lidt,
almindelige mennesker kan gøre ved usikkerhedens rødder, globaliseringen,
kanaliseres al den energi, der opstår som følge af usikkerheden, i retning af
et
ønske om øget sikkerhed.«
»For sikkerhed er det eneste område, hvor vi rent praktisk kan gøre noget. Vi
kan
købe bedre låse og tyverialarmer, vi kan installere overvågnings-kameraer. Vi
kan kræve, at asylsøgere, som jo mistænkes for at være nogle farlige sjæle,
ikke
får lov at bo i vores nabolag. Eller vi kan kræve, at en højrefløjspolitiker
som Pia
Kjærsgaard bliver statsminister, så vi kan få lukket døren for immigranterne.
Dette drejer sig alt sammen om sikkerhed. Derfor er emnet sikkerhed
fuldstændig overbebyrdet. Folk forventer, at de ved at række ud efter
’sikkerhed’
får fjernet deres usikkerhed. Og det er selvfølgelig umuligt, da usikkerheden
stammer fra globale fænomener – ikke fra naboen inde ved siden af.«
»Men samtidig producerer presset på ’sikkerhed’ mere og mere usikkerhed og
angst, hvilket gør, at presset på ’sikkerhed’ stiger, hvorfor folk bliver
endnu mere
usikre. Uanset hvor hårdt man slår ned på kriminaliteten, uanset hvor
effektiv
man er til at fjerne folk, man mistænker for at ville begå ulovligheder,
forsvinder
angsten og usikkerheden ikke.«
– Hvad kan byplanlæggerne gøre?
»Arkitekterne og byplanlæggerne kan gøre meget på dette område. De kan sikre,
at der er offentlige rum, offentlige steder, hvor folk mødes frem for at
kreere det,
jeg kalder selvmodsigende rum, der forhindrer folk i at mødes med hinanden,
ting, der holder folk adskilte. Offentlige steder, hvor man kan mødes frit,
betragte
andre livsformer, blive familiær med mennesker, man ikke kender, komme af
med angsten og usikkerheden over for det og dem, man ikke kender. Måske
endda rum, hvor man kan indgå i dialog og samtale med de livsformer, man ikke
kender, så man kan udveksle erfaringer.«
Men de virkelige årsager til usikkerheden og angsten kan arkitekterne og
byplanlæggerne ikke gøre noget ved, for årsagerne ligger ikke i byen selv,
men
på det globale niveau.«
»Den globaliserede verden er ikke kontrolleret af politiske institutioner
eller etiske
principper, endsige af bindende globale love eller retfærdighedsprincipper.
De frit
flydende kræfter, der former vore liv, er fuldstændig uden for det enkelte
menneskes kontrol, og det er årsagen til usikkerheden og angsten. Og
medmindre vi gør noget ved det, så vil vores angst over for det anderledes,
vores
frygt for fremmede mennesker, fortsætte i en uendelighed.«
Direkte adgang til denne side::
http://webavis.information.dk/Indgang/VisArtikel.dna?pArtNo=119793
This archive was generated by hypermail 2.1.2 : 11-07-02 MET DST