Ny McCarthyisme i Danmark

From: Karsten Johansen (kvjohans@online.no)
Date: Sat Jun 10 2000 - 20:26:49 MET DST


I våre naboland er en nymccartyisme i rask framvekst. Daglig lanseres
hatske angrep på alt som lukter av venstreorientering, til tross for
at dette jo for lenge siden skulle være dødt og borte. Rettsstaten
undergraves i kampen for å kvele enhver reell opposisjon til
fagre ny verden. Snart kommer vel denne serien også hit.

Karsten Johansen

Fra Information i dag:

Weekend 10. juni 2000

Fra snøvsen

UNDSKYLD, MEN er landet i undtagelsestilstand? Hvad
ellers kan begrunde, at rigets øverste lader hånt om den
bærende regel for retsstaten, at ingen er skyldig, før han er
dømt.
Uanset at rigsadvokat Henning Fode har frarådet
justitsministeren, at der rejses tiltale for spionage mod en
44-årig EU-ansat, udtaler rigsadvokaten frejdigt:
»Den pågældende har efter min opfattelse i hele perioden
1975-89 været agent for østtyskerne.«
Den pågældende har fastholdt sin uskyld og har nu kun
injuriesag mod rigsadvokaten som mulighed for juridisk at rense
sig. En kafka'sk indgang til yderligere nærkontakt med det
danske retsvæsen, som den 44-årige efter 114 dages
domstolsopretholdt isolationsfængsling nok vil betakke sig for.
Besindelsen er også gået tabt hos Venstres retsordfører, Birthe
Rønn Hornbech. Hun siger i går til dette blad:
»Det er stærkt beklageligt, hvis afslutningen af sagen Lenz
betyder, at regeringen totalt har opgivet retsopgøret med
venstrefløjens landssvigere.«

HOV, STOP! HVOR véd Rønn Hornbech fra, at eventuelle
landssvigere udelukkende er at finde på venstrefløjen? Hvis den
hedengangne østblok har udfoldet blot nogen snedighed i
spion-hvervningen, har den haft kig på tilforladelige
socialdemokrater, borgerlige politikere og 'neutrale'
embedsmænd.
Om sine mistænkte på 'venstrefløjen' siger Rønn Hornbech til
dagbladet Politiken:
»De er mindst lige så meget landsforrædere som de nazister,
der blev dømt efter besættelsen.«
At bruge retsopgøret efter krigen som forbillede, er ellers ikke
noget, vi i Danmark har haft for vane de sidste 50 år.
Ønsket om stille politiske fjendebilleder til retligt ansvar er på
det seneste fremført af en række dagbladsskribenter. Herunder
Weekendavisens Ulrik Høy, der i går mod »danske
kommunister« udfærdiger dette anklageskrift: »Deres
handlemåde er i bedste fald moralsk forkastelig, i værste fald
moralsk forkastelig og kriminel.«

HVORFOR LADE øllebrødsanstændighed stå i vejen for en
rask proces? Her er et forslag om en ny lov, der vil lette vejen
for Høy & Hornbech: *»Lov om løn som forskyldt.
§ 1. Enhver, der af nogen anden anklages for at have indtaget
venstreorienterede holdninger, straffes med fængsel, hæfte eller
bøde og i alle tilfælde med tab af borgerlige rettigheder.
§ 2. Straffen kan dog bortfalde eller udsættes, såfremt den
pågældende navngiver meningsfæller og på deres vegne
offentligt udtrykker anger.
§ 3. Denne lov tilsidesætter retsplejens almindelige regler om
ansvar, bevis og forældelse.«
Værsgo, I brave danskere, der vandt Den Kolde Krig mod
politistat, angiveri og fremtvungne tilståelser, gå trygt videre i
jeres sejrsrunde mod dem, I ikke fik skovlen under, da tid var!
Imens vil Information i en artikelserie, der begynder i dag,
endnu en gang - som bladet har gjort det siden 1940'erne -
søge at belyse de politiske modsætninger og
loyalitetskonflikter, der lå bag Den Kolde Krigs lejrdeling
mellem nationer og mellem enkeltmennesker.
Vi vil gøre det med to hovedsigter: Hvordan det egentlig var,
mens det var - og hvad en efterslægt kan lære af det.

ET KAPITALISTISK USA er så spillevende som nogensinde
i rollen som supermagt. Det sårede Rusland søger ny magt over
verdens gang. Europa famler mod sin fremtidige opbygning.
Fascisme viser igen sit fjæs. Socialisme som ideal er ikke død.
Hvilke former, idealet vil antage, kender vi ikke, lige så lidt som
vi véd, hvilke andre ideologiske rørelser, der vil udfordre den i
disse år verdensrådende nyliberalisme.
En ungdom vil møde alt dette med et ubeskæmmet håb.
Heldigvis, men håbet har faldgruber. Fra dem har
koldkrigsgenerationerne ført deres skyttegravskrig.
Endnu en udveksling af skingre beskyldninger er ikke megen
nytte til. Det vil det derimod være, hvis de hærgede i gensidig
respekt gør en erfaring op. Om fjendebilleder, altforklarende
teorier og en virkelighed, der let tabes af syne.



This archive was generated by hypermail 2b29 : Thu Aug 03 2000 - 10:25:55 MET DST