Den dominerende ideologi går i dag ut på det samme som i England ca. 1835:
de rike skal bestemme alt og alt skal dreie seg om dem pluss om de fattiges
ondskap og mangel på moral. De siste er ingenting verd, deres oppgave her i
livet er å danne bakteppe for de rike og sørge for at de blir enda rikere,
og når vi ikke lenger kan det eller hvis vi ikke vil det, å forsvinne, evt.
pines ihjel. Det er dette jeg kaller liberalfascismen.
Den Øst-Timoresiske befolkningen hadde en oppgave: å skape reklame for
vestlig "demokrati", dvs. for en tilstand hvor pengene styrer alt. Derfor
gikk de i en felle slik at de makthaverne vesten støtter i Indonesia fikk en
mulighet for å kvitte seg med dem i et regulært folkemord, mens vesten ser
en annen vei eller setter kikkerten for det blinde øyet. Det viste seg
nemlig dessverre, at Øst-Timoreserne tok dette med demokrati alvorlig. De
hadde ikke, som folk i USA og vesten ellers, skjønt, at meningen med
"demokrati" er at man skal stemme slik makthaverne ønsker det. De skjønte
ikke forskjellen på "demokrati" og demokrati, og derfor må de nå unngjelde.
USA lar indonesisk militær utrustet av vesten ta seg av opplæringen av
befolkningen i Indonesia til "demokrati".
Mens FN i Kosovo øyeblikkelig fastslo at folkemord (begått av "serberne")
var et faktum før det fantes beviser, fastholder FN nå i Øst-Timor
hårdnakket "at vi ikke kan fastslå at indonesisk militær deltar i angrep på
sivilbefolkningen", selvom den som lytter på f.eks. BBC nå i en uke har
kunnet lytte til øyenvitneskildringer fra BBC-journalister av netopp
indonesisk militærs folkemord. NRK refererer velvillig FN (=NATO/USA), men
tier om BBC. I Øst-Timor nekter FN å foreta seg noe uten det indonesiske
militærdiktaturs (eller: USAs) velsignelse, i Jugoslavia tok det sekunder å
velsigne USAs bombetokter mot en annen suveren stat. I Irak er det ikke
lenger nødvendig eller omtale verd.
FN er i dag USAs megafon. FN blåser i folkemord nå som de gjorde det i
Ruanda i 1995. Habibie sier nå "ja" til en FN-styrke i Øst-Timor, sikkert
fordi folkemordet er i ferd med å være avsluttet. Wiranto sa fø. "ja" på
fredag men "nei" i går. Hva sier han i morgen?
Clinton stotrer seg anstrengt gjennom et fremmed og slitsomt manus hvor han
må "forsvare" menneskerettighetene i Øst-Timor, men endelig blir han ferdig
og kan ta fatt på golfen og andre ting, hvor han har "hjertet" (dvs.
sigaren) med. Skuespillet er over.
Snart går "USA" til "valg", dvs. begynnelsen på filmen "Ronald Reagan III".
Backlashet etter sosialismens lille blaff i '68 har foreløpig vart i 25 år
og viser ingen tendens til å avta.
Dette århundret har bestått av knapp tre år med forsøk på sosialistisk
demokrati og 97 år med fascisme, stalinisme eller mer moderat reaksjon.
Likevel fråder de reaksjonære av raseri, og folkemordene tar til. Mer vil
ha mer, det er kapitalismens kjerne.
Vh. Karsten Johansen
Fra "Information":
Hvis menneskeret?
Fra Kosovo til Østtimor udstilles Vestens dobbeltmoralske
holdning til etniske udrensninger
Af
MARTIN BURCHARTH Informations korrespondent
Vi har hørt det til hudløshed fra USA og samtlige EU-regeringer.
Bombekrigen mod Serbien var en humanitær intervention. En ny doktrin havde så
småt set dagens lys. Det internationale samfund havde ret til og burde i
særlige
graverende tilfælde gribe til våbenmagt mod stater, som begår massakrer og
etniske udrensning mod deres egne statsborgere.
Hvis NATO ikke kunne skaffe fuld opbakning fra Sikkerhedsrådet til at gå i krig
mod Serbien, så var det nok at tolke kapitel VII i FN-pagten efter eget
forgodtbefindende. En trussel mod freden på Balkan-halvøen forelå ifølge
NATO. Derfor kunne man bombe med FN's velsignelse.
Menneskerettighedsgrupper som Amnesty International og Human Rights Watch
bød denne nye menneskeretsdoktrin velkommen, men i dag må de to
organisationer - og alle vi andre - konstatere, at ét er Kosovo, noget andet
Østtimor.
»Hvad foregår der egentligt i Vesten,« spurgte José Ramos-Horta, den
østtimorske medvinder af Nobels fredspris, tidligere i denne uge. »Vesten, som
bombede Serbien tilbage til stenalderen i humanismens navn - for at stoppe
etnisk
udrensning. De Forenede Nationer og det internationale samfund forsikrede os,
at de aldrig ville svigte os. Og hvilken skæbne venter nu Østtimor!«
I går leverede Ramos-Horta svaret på sit spørgsmål i en tale i New Zealand til
repræsentanter for 20 lande i Stillehavsområdet. »Indonesiens strategi på
Østtimor er enkel: Etnisk udrensning.«
Hans medvinder, den katolske biskop Carlos Belo, sagde i går i Lissabon. »Det
kan nu verificeres, at et folkemord finder sted på Østtimor; landsbyer og
provinsbyer bliver renset for tilhængere af uafhængighed.«
Kort efter luftkrigens start sagde præsident Bill Clinton i en tv-tale: »Jeg
håber, at
et vigtigt princip vil blive respekteret i fremtiden - det internationale
samfund bør
gribe ind, hvis det har magten til at stoppe folkemord og etnisk udrensning.«
Den britiske premierminister, den franske præsident, den tyske kansler og mange
andre ledere, herunder de danske, tilsluttede sig fuldt ud dette princip.
Men fra
Kosovo til Østtimor bliver Vestens dobbeltmoralske linie nu udstillet i al sin
skammelige nøgenhed.
Uanset om man støtter interventionen i Kosovo og om man bakker den nye
doktrin op eller ej, bør det slås fast med syvtommersøm, at hvis der i
folkeretten
vitterligt findes en forpligtelse til at gribe ind i humanismens navn, så
berettiger
situationen i Østtimor det langt mere end i Kosovo.
Tag blot nogle historiske kendsgerninger. Bortset fra Albanien anerkender alle
FN's medlemslande serbisk suverænitet over Kosovo. Det modsatte gælder for
indonesisk suverænitet over Østtimor. Kun Australien og nogle få andre
nabolande har anerkendt Østtimor som del af Indonesien efter den brutale
besættelse og annektering af Østtimor i 1976, hvorunder 200.000 mennesker
mistede livet.
Når USA, Australien, Storbritannien og andre vestlige lande anfører, at de ikke
ønsker at sende en væbnet styrke til Østtimor - et ulovligt besat land, som nu
skamrides af fremmede tropper - uden Indonesiens forhåndstilladelse, må man
spørge: Siden hvornår har I haft brug for tilladelse?
Giver FN-pagten ikke Sikkerhedsrådet ret til at erklære krig mod et land,
som har
angrebet et andet? Sådan var det, da Irak besatte Kuwait i 1990.
Kosovo, derimod, havde i mere end et halvt årtusinde været et land, hvor både
serbere og albanere boede. Omkring 1. verdenskrig blev Kosovo godt nok besat
og annekteret af Serbien, men det blev siden anerkendt af stormagterne.
Under forberedelserne af folkeafstemningen på Østtimor tidligere i år gik FN og
Portugal - den gamle kolonimagt - med til, at ræven måtte vogte hønsene.
Indonesiens militær skulle til trods for sit yderst blakkede renommé som
overholder af menneskeretten overvåge afstemningen og sikre ro og orden på
øen - endda efter offentliggørelsen af resultatet. 78 pct. ønskede
uafhængighed.
Under forhandlingerne i Rambouillet sidste vinter fik Serbien stillet et
ultimatum,
der bl.a. krævede, at Kosovo skulle omdannes til et NATO-protektorat, imens en
afstemning om uafhængighed blev forberedt i løbet af de kommende tre år. Kun
et par tusinde mand fra Serbiens hær og politi ville få lov at blive. Er
Indonesiens
militær mere pålidelig end Serbiens? Næppe.
Under NATO's bombekrig mod Serbien rejste den internationale krigsretsdomstol
for eks-Jugoslavien i Haag tiltale mod præsident Slobodan Milosevic og hans
hærchefer. De blev beskyldt for at have planlagt de para-militære styrkers
massedrab og for en etnisk rensning af Kosovo. Det antages, at elektroniske
aflytninger af de sigtede udgør bevismaterialet.
I den aktuelle sag antager samtlige eksperter i indonesiske forhold,
diplomater og
politiske ledere, at den indonesiske hær ikke alene deltager, men rent
faktisk har
planlagt militsgruppers massemord, plyndring og fordrivelse af 300.000
østtimorer. Men ingen af Vestens ledere udtrykker ønske om at stille de
ansvarlige for en krigsretsdomstol under det påskud, at den ikke eksisterer.
Jamen, en ad-hoc domstol kan vel blive oprettet. Det blev den jo i sin tid for
Jugoslavien og Rwanda.
Sidst, men ikke mindst, var østtimorer blevet stillet i udsigt, at De Forenede
Nationer - altså også sikkerhedsrådet - ville garantere deres sikkerhed. I
stedet
har vi set, at den indonesiske hær og para-militære styrker ustraffet er
gået til
angreb på FN-personale og ejendom på øen. Journalisters liv er i stor fare.
I går var situationen særdeles alvorlig i Dili, da en FN-konvoj og FN-kvarteret
blev angrebet af soldater. Præsident Bill Clinton sendte en ny advarsel til
Jakarta.
I Kosovo blev hverken OSCE's observatører eller journalister angrebet eller
unødigt forulempet af para-militære styrker eller serbiske soldater.
Som disse eksempler påviser, bruger Vesten en anden målestok, når det gælder
Indonesien. Det vil komme til at koste dyrt i den 3. verden, hvor mistanken om
vestlig racisme næres let. Tragedien på Østtimor er også et alvorligt slag
for FN's
og sikkerhedsrådets omdømme og autoritet.
Men hvorfor denne forskelsbehandling? Den officielle forklaring er, at
Indonesiens med sine 200 mio. indbyggere er i en skrøbelig overgangsfase fra
Suharto-diktaturet til et demokrati, hvor hærens magt skal begrænses. At
provokere »demokratiske kræfter« - altså den nye hærledelse, som er
medansvarlig for folkemordet - og i værste fald sende FN-styrker ind uden
invitation kunne føre til et militærkup.
Er det virkeligt et moralsk holdbart argument? Skal Østtimor ofres på
demokratiets alter? Det synes at være holdningen, for Indonesiens
geo-strategiske betydning, mineralrigdom og 200 mio. indbyggere er langt
vigtigere end 870.000 østtimorer, hedder det fra anonyme diplomater.
Et andet argument, som sjældent nævnes, er selvfølgelig, at Vesten altid
beskytter sine gamle skurke. Milosevic var en gang kommunist og leder nu en
mafia-stat. Suharto var antikommunist.
Det var under Suharto, at USA og Australien i 1976 under bordet gav grønt
lys til
den indonesiske besættelse af Østtimor, efter at den nu frigivne José Alexandre
Gusmaos marxistiske oprørshær havde erklæret sejr over det portugisiske
koloniherredømme.
Siden har Vesten støttet Indonesiens antikommunistiske hær, vores gamle
allierede.
Sandheden om den nye doktrin er formentlig, at den kun tages i anvendelse, når
amerikanske eller europæiske sikkerhedsinteresser står på spil. For
østtimorer er
ulempen, at den politiske og økonomiske stabilitet i Indonesien er vigtigere
for
Vesten end et mindre folkemord.