http://www.dkp-ml.dk/ART2/2869.htm
Hvorhen går Cuba... (I)
Første del af en analyse i to dele om, hvorhen Cuba vil gå økonomisk og
politisk
Kommentar af Sven Tarp, international sekretær i DKP/ML
I 1989 bryder det gamle Østeuropa sammen, og i 1991 opløses Sovjetunionen.
Det betyder, at Cuba stort set fra den ene dag til den anden mister sine
vigtigste alliance- og samarbejdspartnere. Landets valutaindtægter falder
brat til en fjerdedel og olieimporten til under halvdelen af, hvad der var
tilfældet i 1989. Bruttonationalproduktet formindskes med hele 34 procent.
Cubas økonomi går derefter mere eller mindre i stå. Fabrikker ligger stille
eller hakker sig igennem på grund af mangel på energi, reservedele og
råstoffer. Arbejdsløsheden breder sig. Landbruget træder ligeledes i krise
som følge af mangel på brændstof, reservedele, kunstgødning, foderstoffer og
sprøjtemidler.
Alt dette har store og umiddelbare konsekvenser for befolkningens
leveniveau. Den offentlige transport bryder stort set sammen. Der er
strømsvigt på op til 18 timer dagligt. Der er mangel på næsten alt - tøj,
medicin, fødevarer og energi til komfuret. Mange mennesker går sultne i
seng.
Sammen med afsavnene breder utilfredsheden sig. Et begyndende moralsk
forfald spores i dele af befolkningen. Det sorte marked griber om sig. Det
samme gør kriminaliteten. Et fænomen som prostitution, som var for længst
var overvundet, dukker op igen.
I Miami pakker de eksilcubanske mafialedere deres kufferter. Det
socialistiske styres fald er blot et spørgsmål om tid, erklærer de. De
umiddelbare erfaringer fra Østeuropa og Sovjet synes at give dem ret.
Men nej. Det socialistiske styre beslutter at tage handsken op. Regeringen
erklærer, at Cuba nu befinder sig i en særlig periode, dvs. en slags
krigstilstand uden krig. "Det vigtigste er at holde ud", udtaler Fidel
Castro og slår dermed tonen an.
I dag, ti år efter, eksisterer det socialistiske Cuba trods alle odds
stadigvæk. Økonomien er så langsomt på vej ud af den særlige periode.
Levestandarden vokser igen. Hvad er forklaringen? Hvad er der sket? Og
hvorhen går Cuba?
Cubas strategi for at overleve
Birgit Unnerup skriver om den strategi, som Cuba valgte for at overleve:
"Cuba har som overlevelsesstrategi valgt at "åbne sig" over for verden i
form af bl. a. masseturisme, dollarisering, masser af udenlandske
investeringer (primært joint ventures) og tilnærmelse til EU som modvægt til
amerikansk indflydelse."
Dette er en udpræget misforståelse, som ikke bliver mere rigtig af at blive
gentaget. Den cubanske overlevelsesstrategi var ikke først og fremmest et
spørgsmål om at åbne sig over for omverden, selv om dette var en del af
strategien. Revolutionens ledelse var fra første færd klar over, at varige
løsninger fremfor alt måtte findes i Cuba selv. Hvis socialismen skulle
overleve, måtte den bygge på egne kræfter. Den måtte bygge på det cubanske
folks vilje og skaberkraft.
Den valgte strategi var således først og fremmest et spørgsmål om at
tilpasse det cubanske samfund til de nye forhold. Den udenlandske faktor
blev set som et middel til at understøtte denne bestræbelse.
Rettelseskampagnen fortsætter
Da socialismen brød sammen i Sovjet og Østeuropa, var Cuba midt i en
rettelseskampagne, som gjorde op med negative tendenser i den cubanske
økonomi og samfundet som helhed. Denne kampagne, som byggede på bred
folkelig deltagelse, var en af årsagerne til, at Cuba ikke blev væltet af
det europæiske korthus.
Rettelseskampagnen fortsatte under den særlige periode, selv om den til at
begynde med i et vist opfang blev bremset op som følge af manglende
materielle forudsætninger for at tage de nødvendige skridt.
En del af de svagheder og negative fænomener, som man havde opsporet under
rettelseskampagnen, havde man allerede lagt bag sig i 1989-91. Og andre var
man godt i gang med at overvinde.
Og da krisen satte ind i starten af 1990'erne blev man opmærksom på andre
brister, som bidrog til at forværre krisen. Disse problemer havde deres
rødder i hjemlige og ikke i internationale forhold, men blev sat ekstra i
relief af krisen.
Blandt de økonomiske problemer kan nævnes dårlig ledelse, lav produktivitet
og effektivitet, for megen statsstøtte, uhensigtsmæssige regnskabsprincipper
og lønsystemer, overdreven afhængighed af udlandet osv.
Den overlevelsesstrategi, som blev valgt og udmøntet i en række
grundlæggende reformer i 1993-95, sigtede ikke mindst på at løse disse og
andre hjemlige problemer, samtidig med at landet "åbnede sig".
Og det var i høj grad en socialistisk og ikke en kapitalistisk strategi. Den
byggede på omfattende demokratiske diskussioner og folkelig konsensus.
"Socialismo o muerte! "
Da man efter 1991 diskuterede det cubanske samfunds udviklingsvej, var der i
Cubas Kommunistiske Parti en række medlemmer, som ønskede at kopiere den
østeuropæiske vej og opgive socialismen til fordel for markedsøkonomien. De
viste sig heldigvis at udgøre et forsvindende mindretal. Flertallet ønskede
med Fidel Castro i spidsen at fastholde socialismen.
Rent symbolsk udskiftede man derfor den gamle parole "Patria o muerte! "
(fædrelandet eller døden) med parolen "Socialismo o muerte!".
Men dette gav ikke i sig selv svar på, hvordan man skulle overvinde krisen
og lægge en strategi, som på lang sigt kunne styrke landet. Der var - og
er - mange forskellige meninger om dette spørgsmål i det cubanske samfund og
blandt forskellige eksperter.
For eksempel er der et mindretal af økonomer, som godt sekunderet af
kolleger i udlandet, slår til lyd for, at der ved siden af de statsejede
virksomheder oprettes et antal privatkapitalistiske virksomheder med
national kapital. Det skulle angiveligt kunne hæve produktionen.
Men de er ikke kommet igennem med deres synspunkter. Den cubanske befolkning
og revolutionens ledelse har afvist at indføre privatkapitalistisk ejendom
på Cuba. På det spørgsmål har man ikke villet gå på kompromis.
Ejendomsforholdene på Cuba
Det betyder dog ikke, at ejendomsforholdene er forblevet uændrede op gennem
1990'erne. Den socialistiske statsejendom er fortsat den dominerende inden
for industri, handel og servicefag. Og dertil skal lægges den kooperative
sektor, som også er en socialistisk ejendomsform, og som først og fremmest
findes på landet.
I landbruget er en række statsbrug i de senere år blevet forvandlet til
kooperativer, hvad der har givet et væsentligt løft til
landbrugsproduktionen. På samme måde er en mindre del af jorden i bestemte
områder blevet udlagt som familiebrug. Det gælder for eksempel inden for
kaffedyrkning, hvor denne driftsform har vist sig som den mest produktive på
nuværende tidspunkt.
Inden for en række servicefag og håndværksmæssig produktion er over 200.000
mennesker i samme periode begyndt "at arbejde for egen regning", som man
kalder det, det vil sige som små selvstændige. Men efterhånden som hjulene
igen kommer i gang, vender mange af disse tilbage som ansatte i de statslige
virksomheder.
Inden for produktionen og i servicesektoren - navnlig inden for turismen -
er der i de sidste ti år blevet indgået en række aftaler om joint ventures
med udenlandsk kapital. Men disse aftaler er alle resultatet af en nøje
gennemtænkt og meget selektiv politik. De er blevet indgået i sektorer, hvor
man har haft behov for kapital, teknologi, knowhow og adgang til udenlandske
markeder.
Hvor man selv har haft den tilstrækkelige kapital og viden, har joint
ventures ikke været på tale. Denne ejendomsform må derfor betragtes som et
nyttigt supplement til den statslige og kooperative socialistiske ejendom.
Af de 32.000 værelser, som i år 2000 fandtes inden for hotelbranchen, var
således kun 3.500 blandet kapital, mens resten var cubansk statsejendom.
Disse joint ventures har blandt andet betydet, at den cubanske
olieproduktion er blevet syvdoblet på få år (heraf ejer staten 60 pct. ) ,
at nikkelproduktionen er gået kraftigt i vejret, og at den berømte Havana
Club har fået nye markeder. Alt sammen til gavn for den cubanske økonomi.
Sammenfattende kan man konkludere, at den cubanske stat - og dermed den
cubanske befolkning - ikke har opgivet ejendomsretten til de vigtigste
produktionsmidler, og at staten dermed stadig spiller en afgørende og
styrende rolle i cubansk økonomi. "Åbningen" over for udlandet er heller
ikke på dette område det grundlæggende i den cubanske
"overlevelsesstrategi".
Forholdet til udlandet
Birgit Unnerup mener øjensynlig, at Cuba slet ikke skulle have accepteret
udenlandske investeringer, ligesom det heller ikke skulle have indladt sig
på masseturismen. Det er klart, at ingen af disse løsninger er uden
problemer. Og det er ligeledes klart, at det ville have været bedre, hvis
man havde kunnet undgå dem. Men hvad ville alternativet have været?
Cuba har som et hvilket som helst andet land brug for fremmed valuta til at
indkøbe de ting, som det ikke selv kan producere. Det ville være absurd at
forestille sig et selvtilstrækkeligt autarki i et socialistisk land som
Cuba.
Hvis socialismen skal overleve og udgøre et alternativ til kapitalismen, må
den nødvendigvis tilegne sig den moderne teknologi og vise, at den på alle
områder er kapitalismen overlegen. Dette kan ikke ske uden samhandel med
andre lande. Og slet ikke, når man som Cuba er et lille tredjeverdensland
med begrænsede resurser.
Altså må Cuba have udenlandsk valuta. Men hvordan? Kan Birgit Unnerup anvise
andre veje end dem, som Cuba har valgt, så tror jeg, at de cubanske ledere
er yderst interesseret i at blive delagtiggjort i disse forslag.
Cuba kunne ikke bare producere sig ud af krisen ved hjælp af landbrugsvarer
og mineraler. Så ville det blot komme til at konkurrere med andre
tredjeverdenslande, som er fanget i den ulige handels onde cirkel. Og
desuden kørte både landbrugsproduktionen og minedriften på pumperne efter
bruddet med Sovjet og Østeuropa.
Og Cuba kunne heller ikke forvente, at dets industriproduktion alene skal
klare ærterne. Det havde den slet ikke kapacitet eller kvalitet til på
daværende tidspunkt. Og desuden lå mange virksomheder brak som følgen af
krisen først i 1990'erne. De få, der kørte, kunne ikke drive værket.
Endelig var Cuba på grund af den amerikanske boykot forment adgang til lån
fra de internationale finansielle institutioner.
I denne situation valgte Cuba dels at indgå aftaler om investeringer i
udvalgte sektorer og dels at satse på turisme i masseskala. Disse valg har
skaffet landet hårdt tiltrængt valuta og har kraftigt medvirket til at
forbedre den økonomiske situation på Cuba.
Det er indlysende, at navnlig sidstnævnte ikke var uden problemer. Det har
bidraget til forbrugermentalitet, prostitution og jagt på dollars. Disse
ting havde man faktisk forudset. Men man mente ikke, at der var nogen vej
udenom. Det var en del af den pris, som man måtte betale for at overleve.
Hvad skulle Cuba ellers have gjort i den konkrete situation? Det skylder
Birgit Unnerup os svar på. At tro, at man kan overleve en så dyb krise uden
ideologiske og moralske omkostninger, er ganske enkelt illusorisk.
Læs 2. del af artikelen
This archive was generated by hypermail 2b29 : Thu Jan 18 2001 - 10:59:48 MET