Dagbladet Arbejderen er håbets avis, optimismens avis og fremtidens avis
Af DKP/MLs formand Jørgen Petersen
Da det første nummer af Dagbladet Arbejderen så dagens lys for 16 år siden
blev begivenheden fra mange sider mødt med tavshed eller hovedrysten.
Stort set alle spåede det lille nye røde dagblad en krank skæbne og ikke
mindst en meget kort levetid. Siden har store og traditionsrige borgerlige
dagblade med enorme summer i ryggen måtte lukke.
Også på venstrefløjen hærger bladdøden, hvor den mest markante begivenhed
var lukningen af Land og Folk, der med et gjorde Dagbladet Arbejderen til
det eneste dagblad på den danske venstrefløj. Men også en række andre af
venstrefløjens blade og tidsskrifter har måtte dreje nøglen om
Også siden dengang har der jævnligt været folk, der har påstået at
Dagbladet Arbejderens dage var talte, og avisens stod foran en snarlig
lukning. Nogle talte af ond vilje, andre vidergav blot deres hedeste drømme
og fantasier, som var det den skinbarligste sandhed.
Det er ingen hemmelighed at Dagbladet Arbejderen har haft økonomiske
vanskeligheder flere gange i de sidste 16 år, men hver gang er pengene
blevet hevet hjem ved en ekstraordinær indsats - ikke alene fra DKP/MLs
medlemmer - men fra alle avisens læsere. Vi har aldrig fået en eneste øre
fra store statsbærende partier i udlandet og ville i øvrigt have sagt NEJ
TAK hvis vi havde fået det tilbudt. Hver en øre til avisens drift er kommet
fra avisens læsere. Og sådan bliver det ved med at være. Det har simpelthen
været en af faktorerne der har sikret avisens overlevelse og politiske
troværdighed.
Dagbladet Arbejderen kan snart sende avis nummer 4.000 på gaden. Bortset
fra nogle ganske enkelte dage hvor teknikken er brudt ned, er avisens
blevet afleveret til distribution hos P & T til tiden hver eneste dag,
måned efter måned, År efter År. At man her ganske hyppigt lader postsækkene
forsvinde, så der stort set hver eneste dag er abonnenter der ikke får
avisen, er ikke avisens skyld, men blot en del af den virkelighed avisen må
kæmpe under.
Når man skærer til benet er det egentligt i strid med alle naturlove at det
har været muligt for et lille parti som DKP/ML at udgive et dagblad i alle
disse år. Faktisk kan Dagbladet Arbejderen fejre sit 16 års jubilæum med
det højeste abonnementstal nogensinde. Med flere faglige abonnenter end på
noget tidligere tidspunkt i avisens historie, heraf op mod 1/3 af alle SID
afdelinger. Med faste læsere og venner i ikke alene i alle kommunistiske
organisationer, men også i et væld af demokratiske og progressive
foreninger fra Skagen til Gedser. Særligt betydningsfuld er en organisation
som Arbejderens venner, der med sine 50 kontaktpersoner ud over hele landet
og et medlemstal der nu nærmer sig 500, har slået ring om avisen og yder et
meget stort og uvurderligt bidrag, som jeg gerne vil benytte lejligheden
til at takke for.
For kort tid siden gennemførte abonnementsafdelingen, hvad man kan kalde en
opinionsundersøgelse blandt avisens læsere. Man uddelte også et spørgeskema
til læsere på Rød Ungdomslejr, I alt indsamledes knap 300 tilfældigt
udvalgte læseres mening om dagbladet. I de store linier var der ikke tvivl
om konklusionerne. Jeg vil give et par smagsprøver fra undersøgelsen, fordi
disse udtalelser egentligt kort fortæller, hvad man kan kalde hemmeligheden
ved Dagbladet Arbejderens overlevelse og voksende succes.
* Jeg synes godt om avisen, fordi den tager ting op, som man ikke kan læse
andre steder og fortæller tingene som de er, uden at gøre alt til
sensationer, sagde en ung læser fra Sjælland.
* Jeg er særlig glad for solidariteten med de svageste, sagde en anden.
* Det er jo Danmarks eneste kommunistiske avis og det er jo et plus. Jeg er
godt tilfreds især med EU- dækningen og arbejdsmarkedsstoffet. Jeg er meget
stolt på jeres vegne over jeres journalistiske ånd og etik. Den er flot.
Der er ikke den medieliderlighed og følelsesporno, som bliver værre og
værre andre steder, mente en tredje
Nu sidder der sikkert en og anden og tænker om der ikke også var kritiske
bemærkninger. Jo det var der da og jeg vil godt give jer en smagsprøve af
den mest markante.
* Avisen er et meget ensporet foretagende med en negativ holdning til
alting. Den er løgnagtig i EU- spørgsmål og afspejler en flok gamle
reaktionære stoddere og Stalinister der er gået i stå i 70erne.
Jeg har tænkt meget over, hvad den pågældende og formodentligt nu tidligere
læser egentligt mener. Jeg er kommet til den konklusion, at den stodder der
henvises til, må være Arbejderens kvindelige redaktør. Jeg tror heller ikke
at der rammes helt plet i resten af kritikken. Jeg nægter simpelthen at tro
på, at Lotte Rørtoft gik i stå i 70erne. Så vidt jeg ved var hun dengang en
purung teenager, som gjorde livet usikkert for ungkarlene i Svendborg og
omegn.
Så meget om læserundersøgelsen i denne omgang. I øvrigt fortsætter
diskussion om Dagbladet Arbejderens udvikling i avisens spalter og jeg kan
kun opfordre alle med noget på hjertet til at blande sig i debatten.
Det er ikke kun i Dagbladet Arbejderen at der føres en diskussion om
holdninger og journalistik. En af myterne, som de borgerlige dagblade
tidligere forsvarede med stor energi, var at de var politisk uafhængige og
at der var vandtætte skodder mellem den journalistiske linie og størrelsen
af erhvervslivets annoncer.
Nu har Ålborg Stiftstidende åbent smidt også dette figenblad og tilbyder
erhvervslivet, at man kan få stillet spalteplads til rådighed til en
positiv omtale af enhver virksomhed og dens produkter, i samme omfang som
man indrykker annoncer i bladet. Altså en helsides annonce giver en
helsides positiv omtale leveret af en journalist på bladets lønningsliste..
Det nye i historien er, at man åbenlys indrømmer, at man er i lommen på
pengemændene. Sagen bekræfter igen, at der ikke findes nogen form for
journalistik, som er hævet over klasseinteresser. Tværtimod er
monopoliseringen af mediebilledet, blot en integreret del af den samlede
monopolisering, som vi ser i hele den kapitalistiske verden. Det er præcist
denne udvikling, som har skabt den absurde situation, at Dagbladet
Arbejderen er det eneste dagblad i Danmark som er imod EU, mens halvdelen
af befolkningen vender monopolernes forenede Europa ryggen.
Den helt overvældende del af de borgerlige medier er som en stime sild. Når
deres herre slår i vandet, reagerer de alle sammen ens. Ikke alene i
forholdet til EU, men på stort set alle andre afgørende forhold, så er
mediebilledet i Danmark præget af den samme grundlæggende politiske
enstemmighed eller konsensus, som også præger det danske Folketing.
I øjeblikket diskuterer man finanslov. På trods af, at der aldrig har været
flere rigdomme i det danske samfund, så har regeringen endnu engang
fremlagt en finanslov, der indeholder asociale nedskæringer. Dagbladet
Arbejderen er det eneste dagblad der har påpeget dette.
I fuld overensstemmelse med EU's krav om at reducere statens udgifter
diskuterer EU- partierne uden undtagelse nye angreb på alt fra
folkepension, efterlønsordninger, invalidepension, børnecheck, hjælp til
livsvigtig medicin, ja listen er efterhånden endeløs.
Der er ikke penge nok siger regeringen, som begrundelse for de sociale
besparelser, samtidigt med at man insisterer på at det er vigtigere at
nedbringe statens gæld til indenlandske og udenlandske kreditorer end at
bevilge de nødvendige midler til f.eks. hospitalsvæsenet på trods af at
besparelserne og de manglende bevillinger koster menneskeliv hver dag.
Hver eneste dag betyder imperialismen, at der dør 50.000 mennesker af
sygdomme der kunne være kureret for nogle få kroner. Det er flere liv end
nogen af alle imperialismens endeløse række af krige har kostet. Og lad os
slå fast med syvtommersøm. Det er ikke kun et problem i fjerntliggende
U-lande med stor fattigdom. I Danmark dør der hver eneste dag mennesker som
kunne helbredes, f.eks. på grund af nedskæringer og besparelser på
sundhedssektoren.
Der er ikke penge til at betale for medicinen til de kronisk syge eller
sikre de gamle en menneskeværdig bolig og pleje siger regeringen. Samtidig
sænker man skatten for en A.P. Møller der har en indtjening på mange
millioner, hver eneste dag.
Kendsgerningerne taler deres ganske klare sprog. Gennem de seneste årtier
er de samlede rigdomme i Danmark mangedoblet alligevel bliver der flere og
flere fattige mennesker, flere og flere mennesker der lider nød.
Og nu vi er ved det. Hvis man virkeligt mener det er så vigtigt at få
betalt den statsgæld, hvorfor lader man så millionærerne slippe billigere i
skat? Hvorfor har man skridt for skridt nedsat erhvervsbeskatningen fra 50
pct. til nu 32?. Hvorfor stiller man sig som mål at bringe
erhvervsbeskatningen ned på sølle 26 pct.? Hver pct. erhvervsskatten
nedsættes, koster i runde tal en milliard i tabte indtægter i statskassen.
En reduktion fra 50 til 26 pct. vil altså koste 24 mia. kroner. Det er
flere penge end udgifter til dagpenge og flygtninge koster til sammen. Det
svarer næsten til de samlede udgifter til undervisningsministeriet.
Eller hvad med militærudgifterne. De fortsætter med at stige. Man
planlægger våbenindkøb for 38 mia. kroner i løbet af få år, på trods af, at
der ingen militær trussel er mod Danmarks grænser. Det svarer til et års
udgifter til dagpenge og efterløn.
Det burde ikke overraske nogen når jeg fortæller, at Dagbladet Arbejderen
er det eneste dagblad, som har lavet alle disse sammenhænge. Kendetegnet
for hovedparten af de øvrige medier har derimod været, at man har rejst en
diskussion om regeringen nu udviste tilstrækkelig økonomisk ansvarlighed,
når man ikke skar dybere i de sociale budgetter.
For regeringen er hovedmotivet ikke først og fremmest at få gennemtvunget
besparelser på dette års finanslov, men at få gennemført et omfattende sæt
af politiske reformer, hvor kollektive og sociale ordninger erstattes af
liberalismens og dermed også EU's socialpolitiske grundlov, der kan
udtrykkes med tre ord : Klar dig selv.
Med een stemme, som endda var fyldt med stolthed, fortalte de borgerlige
medier om USAs bombardementer af mål i Afghanistan og Sudan. Dagbladet
Arbejderen protesterede og gav spalteplads til fredsbevægelsen.
I Sydkorea står der op mod 1.000 atomraketter og peger mod enhver by og
større industricenter i Nordkorea. Det kan ikke ophidse de borgerlige
medier. Hvis Nordkorea derimod forsøger at udvikle et våben, som kan ramme
disse raketter inden de lander i hovedet på landets befolkning, bryder
helvedet derimod løs.
Dagbladet Arbejderen vil aldrig være at finde i dette hykleriske hylekor.
Den står side om side med det socialistiske Cuba og Nordkorea, der hver dag
fører en kamp på liv og død mod imperialismen.
DKP/ML kæmper for en styrket venstrefløj og en samling af kommunisterne.
Dagbladet Arbejderen er et af DKP/ML vigtigske bidrag til denne proces.
F.eks. har Dagbladet Arbejderen en debatkultur, som jeg egentligt tror er
noget enestående. Her kan almindelige mennesker komme til orde og diskutere
hvad man har på hjertet. Her kan venstrefløjen udveksle erfaringer, komme
med ideer og kritik. Her kan kommunisterne diskutere både socialismens
erfaringer, kommunistisk teori og formidle forslag til at styrke den
konkrete aktionsenhed mod vores fælles fjender.
Selv om der endnu er langt igen før vi er ved enden af denne proces, så er
det min opfattelse, at udviklingen går den rette vej. I takt med at det
konkrete samarbejde opbygges, nedbrydes fordommene og der skabes et stadigt
mere frugtbart miljø, hvor vi kan diskutere de faktiske uenigheder der
findes.
I dag kæmper vi os frem. Aktionsenheden bliver noget stadigt mere naturligt
i kampen mod MAI, i kampen mod EU, i kampen for at forsvare velfærden eller
gøre fagforeningerne til kamporganisationer, ligesom vi står skulder ved
skulder for at stoppe den militære oprustning og bekæmpe NATO og også
naturligt har et fælles afsæt for solidariteten med lande som Cuba og
Nordkorea. Min appel i dag er at vi fortsætter af denne kurs med en klar
bevidsthed om, at vores indbyrdes splittelse og især opsplitningen af
kommunisterne kun gavner vores fælles fjender. Lad mig i den sammenhæng
gentage at Dagbladet Arbejderens spalter står åbne for hele den
kommunistiske bevægelse, men lad mig også understrege, at vi vil støtte
ethvert forslag til samarbejde mellem de kommunistiske blade der findes i
Danmark.
Dagbladet Arbejderen er håbets avis, optimismens avis og fremtidens avis.
Den er som en røde fane vi i fællesskab løfter mod himmelen. Den viser at
kampen for retfærdighed, for revolution og socialisme ikke er død. Som den
røde fane maner Dagbladet Arbejderen til samling og kamp. Hver eneste dag
retter den en appel ud til den fjerneste afkrog af Danmark og siger Kæmp -
eller sygn hen.
For til sidst at komme enhver misforståelse og tvivl til livs. Rygterne om
Dagbladet Arbejderens krise og forestående lukning er stærkt overdrevet,
for nu at sige det på jysk
Tale til Dagbladet Arbejderens indsamlings- og fødselsdagsfest i København
den 4/9 98
Tilbage til Online-Biblioteket/ANDRE TALER..
Søg på DKP/ML's sider * Bestil bøger eller pjecer
Tilbage til DKP/ML's hovedside: www.dkp-ml.dk
Kammeratlig hilsen
Per Rasmussen
Yours in solidarity
Familien Rasmussen Præstø
Denmark
pera@post.tele.dk
cape@teliamail.dk
Familien Rasmussen Præstø
http://home0.inet.tele.dk/pera/index.htm
http://come.to/familienrasmussen
Cuba SI!
http://w1.1559.telia.com/~u155900388/
cubasi@teliamail.dk
http://members.tripod.com/Per_Rasmussen/index.html
Ernesto Che Guevara
http://w1.1559.telia.com/~u155900388/ernesto.htm
http://members.tripod.com/Per_Rasmussen/ernesto.htm
http://www.geocities.com/Athens/Atlantis/1690/index.html
Viden er Magt! - Grundskoling i marxismen-leninismen
http://w1.1559.telia.com/~u155900373/
mlmtt@private.dk