Dette handler om Joseph Hellers begrep "catch 22". Avisa "Information"
skrev i lederen 15. december 1999:
"Den Heller'ske fælde
FORFATTEREN AKSEL Sandemose blev kendt for sine
romaner, men også for et princip, som blev beskrevet i en af
bøgerne, nemlig Jante-loven, som senere fik sit eget liv
uafhængigt af bogen i den almene begrebsverden.
På samme måde voksede netop afdøde Joseph Hellers udtryk,
catch-22, sig større end den satiriske roman af samme navn
(som ellers var af betragtelig storhed) og lige ind i diverse
amerikanske ordbøger.
Man standser op i en umulig situation, kigger på hinanden,
ryster på hovedet og siger: »Det her er en typisk catch-22«.
Det betyder som regel, at man står i et valg mellem to lige
umulige løsninger - og at der ikke findes en tredie mulighed.
Ligegyldigt hvad man gør, er det forkert. En situation, »som
udelukker succes, et dilemma, hvor offeret ikke kan vinde«,
siger The New Shorter Oxford English Dictionary.
Men udtrykket er mere subtilt end som så. I romanen fra 1961,
inspireret af Hellers egne oplevelser som bomberpilot under
Anden Verdenskrig (solgt i 20 mio. eksemplarer!) foregiver
hovedpersonen, Yossarian, at være sindssyg, fordi han så ikke
vil kunne sendes ud på flere selvmorderiske bombetogter af
den sataniske øverstkommanderende for en eskadron i
Middelhavet, hvis officerer er mere interesserede i parader og
forfremmelser end i krigen.
Men millitærlægen tolker dette som et ekstremt sundhedstegn,
et sikkert bevis på, at hovedpersonen dybest set er mere
moralsk og fornuftig end de fleste - og afviser at erklære ham
syg, hvorfor Yossarian alligevel kan sendes ud på nye
bombetogter...det, han netop ville undgå. Lægen henviser til
paragraf - eller punkt - 22, som den danske titel blev, og som
altså rummer en argumentation, der bider sig selv i halen.
ROMANEN fik først en blandet modtagelse og solgte ikke
specielt meget, men dens ry voksede og nåede uanede højder,
da den blev filmatiseret i 1971 og samtidig kunne opleves som
en kommentar til den da eskalerende Vietnam-krig. Til kriges
absurditet i det hele taget.
Heller er blevet sammenlignet med Kafka og den samtidige
Kurt Vonnegut, filmen med Stanley Kubricks Dr. Strangelove,
og qua sit sygt-sundt tema med Ken Keseys Gøgereden,
bogen og filmen, i en periode, hvor også psykiateren Ronald D.
Laings såkaldt anti-psykatriske teorier vandt frem...at en
psykisk sygdom kunne være en sund reaktion på en sygdom i
familien eller samfundet. Catch-22 har vist sig mere
langtidsholdbar end Norman Mailers krigsroman De nøgne og
de døde og regnes i dag for en af århundredets helt store
romaner.
Hvorfor voksede romanen i betydning? Fordi den var mere end
en krigsroman. F.eks. møder man i den en mand, som er
pakket ind i gaze. Livsfunktionerne holdes i gang af sonder og
kanyler. Man kan komme i tvivl om, hvorvidt der overhovedet
er et menneske bag bandagerne. Der kunne lige så godt ikke
være det. Eller det kunne lige så godt være hr. Jensen som hr.
Hansen.
Et billede på den ansigtsløse patient i det moderne
hospitalsvæsen? Ja, men meget mere end det: På bureaukrati
og systemer, der er vigtigere end menneskene. De er til for
menneskenes skyld, men vender sig samtidig mod menneskene.
Uden at nogen egentlig har villet det. Vi sidder alle i diverse
sakse.
SELVFØLGELIG er der et gran af letkøbthed i det, når vi
møder systemerne med en hovedrysten - fra skattevæsenet
over diverse andre EDB-styrede systemer og dansk politik til
det, soldaterne selv kalder Cirkus Milli. Men satiren rammer
alligevel.
Eksempelvis Watergate-præsidenten, der brugte
udemokratiske metoder til det, han selv sagde var et forsvar for
demokratiet.
Og har vi ikke selv på det mindre plan oplevet politikere
vedtage en løsning omkring Det Kgl. Teater, som de færreste
var tilfreds med, men som de stemte for på grund af de
politiske konstellationer?
Og på det store, mere alvorlige plan: At stå over for en
Kosovo-situation, hvor det »var forkert« ligegyldigt, hvad man
gjorde. Om man blandede sig eller ingenting gjorde? En typisk
Catch-22 - i hvert fald i den enkle betydning.
For øvrigt var Hellers bog lige så populær i østlandene som i
Vesten. Man genkendte absurditeterne fra det kommunistiske
system.
I DEN NEKROLOG, Washington Posts Peter Carlson
havde skrevet i avisen i går, refererede han en frokost, Heller
og han nød sammen for et års tid siden, lige da
Lewinsky-skandalen så småt var ved at udvikle sig. Heller gav
udtryk for, at han fandt den stærkt underholdende (»I love it«),
fordi den var så latterlig. En sand kender af det absurde,
konkluderer nekrologskriveren.
Og en sand catch-22-situation. Anklagerens hele taktiske
manøvre gik ud på at fange Clinton i den Heller´ske fælde: Hvis
præsidenten løj om affæren, ville han risikere, at anklageren
kunne bevise affæren. Og så havde Clinton tabt. Hvis han
sagde sandheden, ville han risikere, at den moralske forargelse
var så stor, at han kunne blive tvunget til »frivilligt« at træde
tilbage. Og så havde han tabt.
Et særdeles anvendeligt begreb, denne catch-22."
Kafka er inne på det samme i "Prosessen". Vi møter det hver dag, f.eks. når
det nå tar tre ganger så lang tid og tre ganger så mye papirskribleri å
overføre penger til eller fra utlandet (fra een girokonto til en annen) som
før, takket være "internett" og "internasjonalisering" og "globalisering". I
tillegg må man betale astronomiske gebyrer for selv å utføre hele arbeidet.
Alt som vedrører oss vanlige dødelige blir mer og mer uigjennomtrengelig
byråkratisk, komplisert og dyrt. Allerede i 1995 kunne jeg fra min bank i
polarlandet Grønland overføre penger lettvint og smertefritt via deres
nettbank til f.eks. betalinger i Norge. Fire år seinere er det samme av
uransakelige grunner fortsatt umulig i Norge, som jo er så "langt framme".
Det er i Norge umulig å betale en mindre regning i et annet skandinavisk
land uten å måtte rykke ut med 80 kr. i gebyr. Hertil kommer så gebyret i
mottakerlandet. Men samtidig skal vi "være internasjonale". Å kjøpe en
utenlandsk avis i Norge har aldri vært dyrere. Tollkontrollene blir, som
Erling Fossen forteller i siste nr. av Morgenbladet, mer og mer drakonisk
stupide, unntatt selvfølgelig overfor de potensielle smuglerne. På tur med
min klasse til Tyskland måtte jeg som premie for at jeg var eneste EU-borger
i selskapet (dansk statsborger) som den eneste både ved frem- og
tilbakereisen
forevise til usannsynlig grundig og nitid gjennomsyn mitt (brune) pass
betitlet "De Europæiske Fælleskaber" både til stupide svenske og
tyske politibyråkrater av verste sort. Noe lignenede har jeg ikke opplevd
siden jeg ble forhørt av DDR-politi på Bahnhof Friedrichstrasse i Berlin i
1980.
Dette kalles, av uransakelige grunner som bare gud i den europeiske
sentralbanks opphøyde og hellige haller kjenner til, "globalisering".
"Union" osv. Reisegods kan ikke lenger sendes fra Danmark
til Norge, det må sendes med posten, og man mottar det - uten minste
unnskyldning - med ødelagt lås og oppsprettet av kniv tross at man på
forhånd har utfylt et sant virvar av tolldeklarasjoner. Til hva nytte?
Følger vi logikken i catch 22 er det netopp det at man fyller ut det man
skal, som gjør en mistenkelig. Det er netopp det, at det er helt usannsynlig
at man skulle smugle noe, som fører til mistanken. Mens de som er
mistenkelsesverdige, selvfølgelig går fri.
Catch 22 er proletariatets situasjon i vår tid, dvs. situasjonen for alle
som ikke tilhører det globale jet-set som f.eks. Erik Solheim og alle andre
offentlige personer i Norge har fått eller vil få seg smisket inn i.
Jet-settet er dem med alle fallskjermene, pensjonene og all visdommen om
hvordan alt går så mye bedre nu.
Catch 22 er den universelle regel som sier at det er torturistene alias
maktas kannibaler som bestemmer og at alle vi andre der dømt på forhånd.
Uansett hva VI gjør blir det feil. Vår feil var å bli født. Vår
fødselsattest er bevis nok. Og det er vår egen feil - det vet gud i staten.
Det er lettere for en blåhval å komme gjennom et nåleøye på den minste nålen
du får kjøpt, enn det er for deg og meg å få en menneskelig og ikke-frekk
behandling i våre dagers system.
Karsten Johansen
PS. Grått nytt årtusen - for de som kan telle: om ett år.
PPS. Av syv forskjellige værmeldinger på internett kan jeg nå avlese at
temperaturen her hvor jeg bor er enten minus elleve eller pluss tre komma
seks eller noe annet, og enten regner det eller også er det snøvær. Hvis det
er varmegrader, snør det, hvis det er kuldegrader regner det. Vinden kommer
fra en eller annen retning, og i morra blir det annerledes. Eller det samme.
Eller noe. På TV2-tekstTVs værmelding for Oslo står det hver dag med sperra
typer denne noe kryptiske melding: "Himmelens utseende er ukjent".
Framskrittet ligger åpent i dagen. Hva skulle vi dog gjort uten dette?
PPPS. Fordelen ved Windows 98 er opplagt: det tar nå like lang tid som
rulleteksten på en middelmådig amerikansk film (som aldri blir ferdig,
når du tror den er det, er det alltid tyve navn til vi absolutt MÅ vite) -
og litt til - før maskina endelig har bootet ferdig. Harddisken høres ut
som et maskingevær med bronkitt i siste stadium før den definitivt kroniske
lammelse av alle funksjoner.
Igjen: hva skulle vi dog gjort uten dette?
This archive was generated by hypermail 2b29 : Thu Jan 13 2000 - 15:17:48 MET